Jenny og Jonas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2014
  • Status: Igang
Jenny er ikke en helt normal pige, lige som hendes familie lever hun evigt. Hendes liv er ikke en dans på roser, nej hun bliver mobbet af hendes klassekammerater og hendes bedste veninde. Hendes bedste veninde Megan, har kun to ting i hovedet, drenge og at blive populær. Men det ændre sig alt samme da der begynder en ny dreng i hendes brors klasse. Jonas og Jenny udvikler hurtigt et stærkt venskab. Og falder hurtigt for hinanden. Men Jonas er ikke helt som de andre drenge, han holder på en mørk hemmelighed. Og da Jenny opdager den hemmelighed, på en grusom mode. Er det som om han har ændret hendes liv forevigt. Hun er bange og ved hun ikke hvad hun vil mere. Skal hun tage ham, som det han i virkeligheden er. Eller skal hun holde sig væk fra ham, i ren og skær frygt, resten af hendes udødelige liv.

49Likes
102Kommentarer
10676Visninger
AA

21. Uventet overnatning

Jeg tog hen til Jonas, da klokken var cirka fire om aften. Den eneste grund til at det blev et kort besøg hos ham, var fordi jeg havde haft så mange lektier, som jeg havde næsten glemt alt om. Min mor havde sagt til mig, at de skulle være lavet, inde jeg tog hen til ham. Jeg stod foran døren til lejeligheden, og bakkede træt på døren. Sabine åbnede den. "Hej Jenny." sagde hun glad. "Hej er Jonas hjemme?" spurgte jeg. "Ja, han er inde på hans værelse. Med hans computer." sagde hun opgivende. Jeg gik stille ind af døren. "Hvis du får ham væk fra den, så bliver jeg helt forbløffet." sagde hun, og gik ind i stuen. Jeg tog min jakke af, og hang den op på en knage. Jeg kiggede ind på Jonas værelse, han sad på hans seng, med hans computer på skødet. Han linde en som ikke havde sovet ret meget. "Hvad laver du?" spurgte jeg. Jeg gik ind og satte mig ved siden af ham, for at se hvad han enlig lavede. Han sad og spillede på facebook. "Keder mig." sagde han. Han så på mig, med hans søde blå øjne. "Hvorfor kommer du først nu?" spurgte han forvirret. "Fordi min mor ikke ville lade mig gå, før jeg havde lavet mine lektier." forklarede jeg. Han nikkede forstående. Jonas gav sig til at spille, igen, på hans computer. Jeg kiggede bare på, fordi jeg ikke havde ret meget ellers at lave.

Efter noget tid, kom en tanke op i mit hoved. "Jeg synes ikke at du var særlig sød over for Magen, igår." sagde jeg. Det var nok noget der havde irriteret mig lidt, hvordan kunne han dog havde sagt det til hende, også grine hende op i ansigtet. Han så på mig, igen. Han havde pæne blå øjne, det var sjældent at jeg havde set en dreng, med pæne øjne. Han trak på skuldrene. "Du grine hende op i ansigtet." sagde jeg fornærmet, og skubbede til ham, da han ikke sagde noget. "Ja okay det var måske lidt ondt, men det er ikke min skyld at hun blev ked af det." sagde han. Jeg kunne høre på hans stemme, at han ikke havde lyst til at tale om det mere, men så let slap han ikke. "Hun blev kun ked af det, fordi du sagde at du ikke kunne lide hende." sagde jeg. "Og. Nogle mennesker kan bare ikke klare, at få sandheden af vide." sagde han. Han havde fat i noget der. "Sådan har jeg aldrig tænkt på det før." sagde jeg. Han rettede ansigtet mod computeren, igen. Nu var jeg ved at være træt, af den computer. Jeg lukkede skærmen ned, han blev lidt forskrækket, og så forvirret på mig. "Hvorfor gjorde du det?" spurgte han forvirret. "Du er begyndt, at linde George når han har siddet for længe, foran computeren." lo jeg. Han lagde computeren på bordet, og sendte mig et blik, som fortalte mig at han ville havde hævn. "Der er hvis nogen, som traner til at blive kildet lidt." sagde han og sendte mig et ondskabsfuldt smil. Nej alt andet end det, jeg havde at blive kildet, jeg fik altid så ond i maven, plus så kunne jeg aldrig holde min latter tilbage. "Det gør du ikke." sagde jeg og sendte ham et dræberblik. Han trak på skuldrene, og kastede sig over mig. "Stop!" lo jeg. Jeg kunne ikke lade være, jeg var bare så kilden. Han stoppede ikke, faktisk forsatte han, plus han begynde selv at le. "Nåde!" lo jeg. Det lød ikke særlig alvorligt. Til sidst fik jeg ham skubbet væk, med min ene fod. Jeg havde sat min fod på hans mave, som holde ham oppe. Han lænede sig bare fremmad, mens jeg kæmpede for at holde ham oppe. Normalt ville jeg, med let hed, kunne holde ham oppe, men jeg var så træt lige nu, at jeg næsten ikke kunne.

Jeg kunne overraskende nok holde ham oppe længe, men til sidst gav jeg efter. Han blev forskrækket, da jeg lod ham falde ned ovenpå mig. "Hold kæft, hvor du tung." sagde jeg. Jeg havde lidt svært ved at få luft, han lå lige prasis ovenpå mine lunger, så jeg ikke kunne trække været. Han rullede væk, Så jeg kunne trække været igen. "Er du virkelig så svag?" drillede han. "Nej, jeg er bare meget træt." svarede jeg. Jeg var så træt lige nu, at jeg kunne falde i søvn, på stedet. "Så gå tidligere i seng." sagde han. "Det gjorde jeg også, men problemet var at jeg stod for tidligt op." sagde jeg. Mine øjne blev tungere og tungere. "Det kender jeg godt." sagde han. Han så op i luftet, mens mine øjne langsomt lukkede. "Det sker sommetider." sagde han. Nu var mine øjne lukket, og de ville sandsynligvis ikke åbne sig, før jeg havde fået lov til at sove, i mindst et par timer. "Jenny?" lød Jonas stemme. "Sover du?" spurgte han. Jeg sagde ingenting, jeg ville bare sove. "Hello?" sagde han. Jeg kunne mærke, at han pustede hans kolde ånde, i hoved af mig. Det var mere afslappende, end irriterende. Hans ånde duftede lidt ligesom hans hættetrøje, som han lagde om mig engang, men bare bedre. Han skubbede stille mit hoved lidt væk fra puden, men mit hoved fald med det samme ned igen. Jeg kunne mærke hans kolde ånde mod mit ansigt, en ting var sikkert, han var ikke ret langt væk fra mit ansigt. Jeg kunne høre at han trak sig væk fra min. Jeg gnubede mit hoved op af puden, det gjorde jeg altid lige inden jeg skulle sove. Et eller andet blev langt over mig. Jeg kunne mærke at det var en kold dyne, den duftede også som hans ånde. Jeg blev pakket godt ind i dynen, så jeg ikke kom til at fryse. Og til sidst faldt jeg i søvn.

* * *

Døren gik op, ind til Jonas værelse. Jeg åbnede mit ene øje en lille smule, så jeg kunne se hvem det var. Det var Sabine. Hun lagde Jonas computer op på det lille bord, ved siden af sengen. Jonas var, åbenbart, også faldet i søvn. Hun gik over til hans skab, hvor hun tog en dyne eller var det et tæppe ud, som hun gik over og lagde om ham. Nu kunne jeg se, at det var en dyne. Jeg kiggede på Jonas. Nué, han lindende en lille dreng på tolv, når han sov. Hun pakkede ham godt ind i dynen. Også gik hun over til skabet igen, og tog en pude. Det var først nu det gik op for mig, at jeg lå med hans dyne, og hans pude. Hun løftede stille hans hoved, og lagde puden under. Pludselig bakkede det på hoveddøren. Sabine rejste sig op, og skubbede døren lidt til. Jeg kunne høre at hun åbnede døren, og spurgte, "Kan jeg hjælpe dig?" "Hej, mit navn er Bella. Jennys mor." lød min mors stemme. "Når, kom bare ind." sagde Sabine. Min mor lod en taske falde ned på gulvet, mens hun tog en jakke af. "Jeg går ud fra, at du gerne vil hente Jenny." sagde Sabine. "Ja det er i vært fald pladen." sagde min mor. "Men hun sover. Og jeg kan altså ikke, få mig selv til at vække hende." sagde Sabine. Jeg skylde mig at lukke mit øje, igen. Jeg kunne høre at døren gik op. "Hvor længe har hun sovet?" spurgte min mor. "I noget tid. Jonas faldt i søvn for ikke ret lang tid siden." sagde Sabine. "Vil du ikke være sød, at give hende det her papir, når hun vågner?" spurgte min mor. "Jo selvfølgelig, men hvad er det?" spurgte Sabine. "Det er bare besked til hende, med at hun ikke skal i skole i morgen, fordi hende bror har det ikke så godt." forklarede min mor. "Er han syg?" spurgte Sabine. "Ja, og når han er det, vil han rigtig gerne havde nogen i nærheden af ham, hvis nu han har brug for et eller andet." forklarede min mor. "Jeg giver hende besked, så snart hun vågner." sagde Sabine. "Tak." sagde min mor taknemlig. Jeg kunne høre at de gik ud af døren igen, de satte døren lidt på klem. "Glem nu ikke tasken." sagde Sabine. "Giv den til Jenny. der er bare noget af hendes tøj i, til i morgen." forklarede min mor. "Okay." sagde Sabine. Min mor gik ud af døren, og Sabine lukkede den efter hende. I det hun lukkede døren, rullede Jonas, uden af vide det, tættere på mig. Det ville være synd ar skubbe ham væk, det var jo hans seng, så hvis der var nogen som skulle gå, så var det nok mig. Jeg vendte mig om, og lagde mig til at sove igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...