Jenny og Jonas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2014
  • Status: Igang
Jenny er ikke en helt normal pige, lige som hendes familie lever hun evigt. Hendes liv er ikke en dans på roser, nej hun bliver mobbet af hendes klassekammerater og hendes bedste veninde. Hendes bedste veninde Megan, har kun to ting i hovedet, drenge og at blive populær. Men det ændre sig alt samme da der begynder en ny dreng i hendes brors klasse. Jonas og Jenny udvikler hurtigt et stærkt venskab. Og falder hurtigt for hinanden. Men Jonas er ikke helt som de andre drenge, han holder på en mørk hemmelighed. Og da Jenny opdager den hemmelighed, på en grusom mode. Er det som om han har ændret hendes liv forevigt. Hun er bange og ved hun ikke hvad hun vil mere. Skal hun tage ham, som det han i virkeligheden er. Eller skal hun holde sig væk fra ham, i ren og skær frygt, resten af hendes udødelige liv.

49Likes
102Kommentarer
10702Visninger
AA

30. Smerten kan ses i øjnene

Jeg sad stille om morgen, og spiste mine cornflakes langsomt. Jeg tænkte stadig væk over hvem Jonas enlig talte om. Om det var en jeg kende, eller om det ikke var. Var hun køn, klog eller gjorde hun ham bare glad? Jeg sukkede og spiste videre. George kom ind i køkkenet, kort tid efter jeg var færdig med at spise. "Har du sovet over dig?" spurgte jeg, mest kun for at tænke på noget andet. "Ja. Jeg havde svært ved at falde i søvn igår, også sov jeg naturligvis også over mig." sagde han træt. Det var let at se, at han havde sovet over sig. Hans øjne så ud som om de ikke kunne holde sig oppe, og han var også lidt mørk under øjnene. "Skal vi gå?" spurgte han, og tog hans rygsæk op. "Men du har jo ikke spist morgenmad." sagde jeg. Jeg var helt forvirret, George plejede altid at spise morgenmad, uanset hvor travlt han havde. Han tog et tynd stykke brød, og spiste af det. "Nu har jeg." sagde han da han havde spist det. Jeg tog min jakke og rygsæk, og skulle lige til at tage sko på, da jeg kom i tanker om, at George ikke engang havde taget hans medicin. "George!" råbte jeg, da han var på vej ud af døren. Han så helt forskrækket på mig. "Din medicin." sagde jeg til ham. Han løb hurtigt ind i køkkenet, åbnede for køleskabet, tog en flaske, og gik så med hurtige skridt ud af døren. Jeg nåede kap nok at følge efter ham, før han var ude af indkørslen.

På vej i skole, drak han af flasken, men kun halvdelen. Han skulle også havde til rasten af dagen. "Har du lagt mærke til at Jonas aldrig er rigtig glad?" spurgte George. Jeg kiggede forvirret på ham. Jonas var da altid glad. "Jeg synes da at han er glad heletiden." sagde jeg. "Jamen han er ikke rigtig glad." forklarede George. Jeg så helt forvirret på ham, jeg forstod ikke hvad han mente. Jonas smilede stort set hele tiden, han var stort set altid glad. "Hvad mener du med rigtig glad?" spurgte jeg forvirret. "Kig ham ind i øjnene, så kan du se at der er et eller andet der plager ham." forklarede George. Jeg tænkte mig om, jeg havde aldrig set Jonas rigtig i øjnene, men det var jeg jo lidt nød til, hvis jeg ville se om det virkelig var rigtigt.

* * *

Det her var nok den mærkeligeste dag i hele mit liv. For det først, da jeg var kommet i skole, var der ingen som kaldte mig noget grim, eller sagde noget til mig. Ikke engang Mai, Rebecca, Megan eller Brad havde sagt noget til mig. For det anede, Brad og hans gruppe havde ikke irriteret mig, drillet mig, mobbet mig eller skåret i mig. Det føltes helt forkert. De fleste lod som om at jeg var ren luft, mens andre stod kiggede efter mig, som om jeg var en ny elev, men når jeg kiggede på dem, så de hurtigt den anden vej. Jeg fik det lige pludselig dårligt, jeg var blevet van til at blive drillet, men nu blev jeg det ikke. Nej, jeg gik bare rundt og nærmest ventede på at de begyndte at drille mig, igen som de plejede.

Jeg gik med stille skridt ind i kantinen, og ingen gjorde mig noget, jeg havde fået det bedre. Jeg fik pludselig øje på George, som sov på kantinebordet. Rebecca aede ham stille på kinden, mens Jonas skubbede til ham. Det var tydeligt at Jonas kedede sig. Pludselig stod Megan foran mig, og jeg forventede naturligvis at nu begynde mobningen igen. Men nej. "Jenny, jeg ville lige spørge dig om det er okay, at jeg sidder mellem dig og Jonas?" spurgte hun. Jeg sukkede lavt, jeg havde ikke rigtig lyst til at svare, men det var jeg nød til, Megan havde et lille ... nej et stort problem med vrede. "Okay." svarede jeg bare. Hun smilede et lidt falsk smil, det havde jeg aldrig oplevet før, Megan plejede at smile rigtig, men nu var der falsk. Hvad var der dog sket med den gamle Megan.

Vi sætte os ved bordet. George var begyndt at tale i søvne, og Megan var begyndt at giv Jonas kvalme. "Hader øl og kage sammen." sagde George. Han snakkede helt sort, men det gjorde han altid, mens jeg kunne snakke som om jeg var vågen. Min mor snakkede en gang med mig, da jeg var faldet i søvn til en film, hun opdagede det ikke, ikke før filmen var slut, og hun så at mine øjne var lukket. "Er der nogen som her noget smør?" spurgte Jonas. "Hvad skal du bruge smør til?" spurgte jeg før Megan. "Han ser lidt tør ud i huden." sagde Jonas. "Nej det tror jeg så ikke at du får lov til." snerrede Rebecca. "It was just for fun." sagde Jonas surt. "Nå nu tale vi Engelsk." snerrede Rebecca vredt. Det var helt normalt at Rebecca var så sur, hun overreagerede altid, selv hvis det bare var sjov. Det var kun når George lavede sjov, så var det åbenbart sjovt. Jonas så vredt på hende, og hun så koldt på ham. "Slap nu lige lidt af Rebecca. Jonas sagde at det bare var for sjov, jeg tror enlig ikke at han ville gøre det." sagde Megan sukker sødt. Jonas kiggede på hende, som om han ville bække sig ud over hende. Men han gjorde det ikke, han lagde bare hoved ned på bordet, og kiggede så op på mig. Rebecca og Megan lagde slet ikke mærke til at Jonas og jeg bare så på hinanden, de havde alt for travlt med at snakke om Valentinsfesten. Og i det jeg så ham ind i øjnene, kunne jeg se smerten. Jeg havde det som om, at jeg kunne mærke den, der var i hvert fald noget som gjorde ondt på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...