Jenny og Jonas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2014
  • Status: Igang
Jenny er ikke en helt normal pige, lige som hendes familie lever hun evigt. Hendes liv er ikke en dans på roser, nej hun bliver mobbet af hendes klassekammerater og hendes bedste veninde. Hendes bedste veninde Megan, har kun to ting i hovedet, drenge og at blive populær. Men det ændre sig alt samme da der begynder en ny dreng i hendes brors klasse. Jonas og Jenny udvikler hurtigt et stærkt venskab. Og falder hurtigt for hinanden. Men Jonas er ikke helt som de andre drenge, han holder på en mørk hemmelighed. Og da Jenny opdager den hemmelighed, på en grusom mode. Er det som om han har ændret hendes liv forevigt. Hun er bange og ved hun ikke hvad hun vil mere. Skal hun tage ham, som det han i virkeligheden er. Eller skal hun holde sig væk fra ham, i ren og skær frygt, resten af hendes udødelige liv.

49Likes
102Kommentarer
10701Visninger
AA

18. Shopping med Megan

Min mor rensede det der Kærlighedensmærke, så der ikke kom betændelse i det. Så lagde hun noget forbinding på, og det var det. Jeg tog noget rent tøj på, haltede ned af trappen, og haltede langsomt ind i køkkenet. Min far sad på en stol, med hans arbejds computer. Min mor hjælp mig hen til en stol, ved siden af ham. "Hvad er der sket med dig?" spurgte han, og så på min ankel. Jeg kiggede op på min mor, som sandsyneligvis tænkte det til min far. Han så op på hende. "Allerede?" spurgte han. Min far gad ikke sende tænkerbeskeder, nogle gange gjorde han det, men ikke nå han vidst, at jeg eller hvem det nu end var, vidste det. "Ja det er lidt tidligt, men det er der jo ikke noget at gøre ved." sagde hun. Hun gik ind i stuen, og lagde sig på sofaen. "Hvad er der galt med mor?" spurgte jeg stille, så hun ikke hørte det. "Om cirka fem dag, så er det hendes mors dødsdag." tænkte han. Jeg vidste godt hvorfor han tænkte det, for at skåne min mor, for flere smerter. Men det var på en måde kun lige begynd, fordi på dødsdagen, talte hun ikke. Hun var stille, lavede ikke så meget, også om aften græd hun sig selv i søvn. Men skulle tro, at selvom det var flere år siden, så burde hun, være kommet sig over det, men nej. Min far trøstede hende altid, og det hjælp lidt. Den dag, var George og jeg altid hjemme, mest for at gøre i lidt bedre humør. Min mors forældre døde for mange år siden, dog var George eller jeg ikke født den gang, men selv nu ville jeg på en måde, gerne havde kendt dem.

Den lød dumt og underligt, men på en måde var det godt, at de døde (nej det er jo ikke godt), for hvis ikke de var død, så havde min mor, nok aldrig mødt min far. Hendes forældre og hans forældre, var meget gode venner. Min mor kendte ikke min fars forældre, før hun skulle bord på deres gård. I de første par dage, var hun ikke i skole, hun sad på hendes nye værelse, på gården. Hun talte ikke ret meget med min farmor eller farfar. Hun talte heller ikke med min far. Han havde fået ondt af hende, på grund af hun havde mistet sin far og mor, og han havde dem begge to. Han følte at det måske var grunden til, at hun ikke talte så meget, også ville han hjælpe hende til at kommer videre. Og det gjorde hun. Eller næsten, hun kunne stadig finde på, at sørge en gang i mellem. Men hun har det godt nu. Hun havde en familie, og mere kunne hun ikke ønske sig.

* * *

Megan og jeg, kiggede på nye kjoler, ude i et storcenter. Hun gik for det meste lidt for meget op i, hvor perfekt hendes fester skulle være. "Hvad så med den her?" Hun holde en babylyserød kjole op, så jeg kunne se den. Den var enlig okay til hende, men farven passede ikke. Jeg rystede på hoved og sagde "Farven passer ikke til dig." Hun sukkede, og hang den tilbage, på knagen. "Der er bare ingen, som passer mig. Eller ser pæne ud på mig." sagde hun snobbet. "Det er da ikke min skyld." sagde jeg. Hun så snobbet, og irriteret på mig. "Nej men ... bare glem det." sagde hun, og satte sig ned på en stol. Der gik lidt tid før hun sagde noget igen. "Ved du om Jonas kommer her?" spurgte hun. "Det eneste jeg ved, er at han er sammen med hans venner idag. Men om han er her, ved jeg ikke." sagde jeg. Hun sukkede. "Fandt du ud af, om han kunne lide mig?" spurgte hun. Hendes øjne skinnede, i håb om at han kunne. Hvad skulle jeg sige til hende, at Jonas ikke var interesseret i duller eller snobber. "Han ... han sagde at han ikke var interesseret." sagde jeg. Hun sukkede. "Er du sikker? Jeg kunne jo også bare spørge ham selv." sagde hun, og pegede på en lille gruppe. Jeg kunne se Jonas og nogle andre drenge som jeg ikke kende. "Det gør du bare, men jeg bliver her." sagde jeg. "Okay." sagde hun snobbet. Hun rejste sig op, og gik ud af døren til tøj butikken. Jeg kiggede ud af vinduet, for at se hvad der ville ske. Hun gik direkte hen til Jonas. Jeg kunne se at hun spurgte ham, om han kunne lide hende. Ham og hans venner begynde bare at grine. Jonas rystede på hoved. Jeg fik lidt ondt af Megan, plus så virkede Jonas anderledes. I et kort øjeblik, var det som om han så mig, igennem vinduet. I et øjeblik så det ud som om han blikkede til mig, jeg vendte mit hoved i en anden retning, så han ikke så at jeg rødmede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...