Jenny og Jonas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2014
  • Status: Igang
Jenny er ikke en helt normal pige, lige som hendes familie lever hun evigt. Hendes liv er ikke en dans på roser, nej hun bliver mobbet af hendes klassekammerater og hendes bedste veninde. Hendes bedste veninde Megan, har kun to ting i hovedet, drenge og at blive populær. Men det ændre sig alt samme da der begynder en ny dreng i hendes brors klasse. Jonas og Jenny udvikler hurtigt et stærkt venskab. Og falder hurtigt for hinanden. Men Jonas er ikke helt som de andre drenge, han holder på en mørk hemmelighed. Og da Jenny opdager den hemmelighed, på en grusom mode. Er det som om han har ændret hendes liv forevigt. Hun er bange og ved hun ikke hvad hun vil mere. Skal hun tage ham, som det han i virkeligheden er. Eller skal hun holde sig væk fra ham, i ren og skær frygt, resten af hendes udødelige liv.

49Likes
102Kommentarer
10674Visninger
AA

11. Hvem var på mit værelse i nat?

Den nat sov jeg ad helvede til, (for at sige det pænt). Der var en skrammede mand, som fulgte efter mig. Han havde en sort hættetrøje på, så jeg ikke kunne se hans ansigt. Jeg blev altid bange, når jeg havde mareridt. Fordi mine mareridt for det meste var overfald. En gang havde jeg været tæt på voldtægt, i en drøm naturligvis. Jeg kunne mærke, at jeg var langsomt ved at vågne, da der var en der aede mig på kinden. Det var sikkert min far. Jeg ved ikke hvordan, men på en eller anden måde, føler jeg mig altid tryk, når han gjorder. Han holdte op med at age mig, og i staden for at age mig, nullerede hans hånd i mit hår. Og jeg faldt hurtigt i søvn igen.

Næste morgen, vækkede mit vækkeur mig ikke, det var min mor. ”Jenny vågn op.” sagde hun, mens hun ruskede mig stille. ”Hvad er der?” spurgte jeg og åbnede øjne. Der var ikke en rose, men to. ”Jenny, det er ikke din far, der kommer med roserne.” svarede hun bekymret. ”Hvordan ved du det?” spurgte jeg. Jeg kunne se at hun havde poser, under øjne. ”Jeg var oppe halvdelen af natten, for at finde ud af det.” svarede hun. Nu viste jeg, at det ikke var min mor eller min far, som kom med blomsterne, det kunne kun være George. ”Jenny skat, havde du mareridt i nat?” spurgte hun. ”Ja, men far aede mig på kinden, så jeg blev tryk igen.” svarede jeg. Jeg satte mig op i sengen. ”Hvad mener du? Din far har ikke været her inde. Du holdt op med at skreg, hen over midnat.” sagde hun. Jeg så på hende med store øjne. ”Men hvem var det så, der aede mig på kinden?” spurgte jeg, mest til mig selv. ”Jeg ved det ikke, men jeg ved at det ikke var George.” sagde hun stille. Lige da jeg skulle til at sige noget, afbrød hun mig. ”Se så at komme op, ellers kommer du for sent i skole.” sagde hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...