Jenny og Jonas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2014
  • Status: Igang
Jenny er ikke en helt normal pige, lige som hendes familie lever hun evigt. Hendes liv er ikke en dans på roser, nej hun bliver mobbet af hendes klassekammerater og hendes bedste veninde. Hendes bedste veninde Megan, har kun to ting i hovedet, drenge og at blive populær. Men det ændre sig alt samme da der begynder en ny dreng i hendes brors klasse. Jonas og Jenny udvikler hurtigt et stærkt venskab. Og falder hurtigt for hinanden. Men Jonas er ikke helt som de andre drenge, han holder på en mørk hemmelighed. Og da Jenny opdager den hemmelighed, på en grusom mode. Er det som om han har ændret hendes liv forevigt. Hun er bange og ved hun ikke hvad hun vil mere. Skal hun tage ham, som det han i virkeligheden er. Eller skal hun holde sig væk fra ham, i ren og skær frygt, resten af hendes udødelige liv.

49Likes
102Kommentarer
10708Visninger
AA

37. Første kys

Jeg havde sat mig ud på en lille bænk, i et lille lysthus, der var ude i Megans stedmors rosenbed. Der havde været en stor busk med roser, overalt på det lille lysthus, men nu var den helt visnet ind. Der var ingen vinduer, og den iskolde vind blæste ind i det lille hus. Jeg havde ingen jakke på, og der var heller ingen armer på min top, plus så havde jeg shorts på, men kulden kunne alligevel ikke dræbe mig, okay jeg frøs dog men jeg kunne ikke dø af det. Sommetider var det er fordel at være udødelig, mens andre gange var det en ulempe. For det første, ville ingen af mine venner nogensinde kende til mit sande jeg. For det anede, kunne jeg heller ikke bare gøre alle og en hver udødelige, ikke engang mine venner. For det tredje ... jeg ville aldrig dø. Nogle mennesker ville måske ikke forstå mig. De ville ikke kunne se det dårlige i at live forevigt, mens nogle ganske få ville.

Prøv engang at forstille dig, at du vokser og vokser men på et tidspunkt stopper det. Ja okay jeg ved godt at det her lyder helt normalt for mennesker, men ikke helt. For på et tidspunkt bliver et mennesker jo ældre, som i gammel, det bliver jeg aldrig. Jeg kommer til at forblive ung. Jeg vil aldrig kunne blive syg, som alle andre. Jeg vil aldrig kunne blive svag eller doven. Jeg vil aldrig kunne glemme noget i min hukommelse. Jeg vil aldrig kunne blive normal, eller blive et menneske. Jeg ville bare fryse fast på et tidspunkt, og aldrig nogensinde forandre min størrelse, mit udseende, min styrke. Faktisk ville jeg aldrig nogensinde kunne forandre noget som helst. Kun min personlighed, men da jeg jo kan lide den som den er, så vil den jo også bare fryse fast.

Det eneste tidspunkt jeg kunne være normal, var nu mens jeg stadig kun var teenager. For når jeg fylde 18, eller måske ældre end det, ville jeg fryse fast. Men jeg var ret så sikker på at det ville være når jeg blev 18. Min far frys fast da han blev 18. Min mor blev udødelig da hun kun var 17, så der var også en smule sandsynlighed for, at det også var når jeg blev 17. Men sandsynligheden var virkelig lille, for der var ingen der havde hørt om en, der var 17 forevigt, med mindre de var blevet til en udødelig, og ikke født som en, så var der mange der havde hørt om det. Jeg sad bare og kiggede ind på de andre. De hyggede sig, havde det sjovt. De nød de unge liv mens de havde det. 

* * *

"Hvorfor sidder du her ude?" lød en stemme.

Jeg vende mig forskrækket hen mod åbningen til lysthuset, og så ... Jonas? Jeg så forvirret hen på ham. Hvad i alverden lavede han her?

"Hvad laver du her?" spurgte jeg forvirret.

Han træk på skuldrene. "Jeg havde forsøgt at skrive til dig på facebook, men du svarede ikke." sagde han.

Jeg tog min iPhone op af lommen, og så at jeg havde tre beskeder fra facebook.

"Det ville måske havde været nemmere at få fat i dig, hvis jeg havde dit nummer." Det lød som en smart måde, at scorer mit nummer på.

Men jeg hørte ikke rigtig efter.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg igen.

"Det står på en af beskederne. Jeg ville faktisk bare høre om jeg måtte komme forbi." forklarede han.

Jeg så ned på min iPhone, for at se hvad han havde skrevet. På den første stod der 'Hvad laver du? :)', på den anden 'Må jeg komme forbi? ;)', og på den tredje stod der 'Er du der? :('.

Han begynde at snakke igen, mens jeg så ned i min telefon.

"Da du ikke svarede på nogle af dem, besluttede jeg for at cie... cylke..." Han havde svært ved at udtale ordet, det var første gang jeg havde oplevet det.

"Cykle" sagde jeg stille til ham, og så op igen.

Han nikkede.

"Men da jeg kom hjem til dig, sagde din mor at du var taget her over, så ja jeg valgte at ... køre her over, for at se om du var okay." forklarede han.

Jeg kom til at le lidt, da han sagde 'køre' i stedet for at cykle.

 

"Du ser ikke okay ud." sagde han.

Han gik hen og satte sig ved siden af mig.

"Det er jeg heller ikke." mumlede jeg.

"Hvad er der sket?" spurgte han en smule nysgerrig, men han lød mere som om han ville hjælpe.

"Jeg har lige fundet ud af, at jeg ikke er noget værd." sagde jeg og fik tåre i øjnene.

Det gjorde mere ondt, at sige ordene end at tanke dem. Jonas så forvirret på mig.

"Hvad har sagt det?" spurgte han. Han lød en smule vred. Jeg så op på ham. På måde havde jeg en lille smule lyst til at grine, fordi han sagde 'Hvad' i stedet for 'Hvem'.

"Hvem tror du?" spurgte jeg trist.

"Megan?" gættede han så let som ingenting.

Jeg så helt forvirret på ham, jeg havde forventet at han ville sige Maj eller Rebecca, men Megan det havde jeg ikke helt regnet med. Jeg nikkede stille. Han sukkede.

 

Han rykkede tættere på, jeg lod som om jeg ikke opdagede det. Han rykkede en smule tættere på igen, men denne gang så tæt at hans arm rørte min. Jeg blev forskrækket, da hun pludseligt træk sig væk fra mig.

"Du kold," sagde han. "Hvor længe har du siddet her ude?" han satte sig helt tæt på mig igen.

"Lidt tid," svarede jeg.

Jeg anede ikke hvor længe jeg havde siddet her. Han begyndte at tage sin jakke af, da jeg sagde højt "Nej! Det gør du ikke." Han kiggede helt forvirret på mig. Dog kunne jeg ikke læse hans tanker, men man kunne nærmest se på ham hvad han tænkte. 'Må man nu ikke havde lov til at være en gentleman'.

"Men jeg vil ikke havde at du bliver syg." sagde han. Han fik det til at lyde som en undskyldning.

"Ja men jeg vil heller ikke havde at du bliver syg, på grund af mig." sagde jeg.

 

Han tænkte lidt og sagde så, "sæt dig op på mit skød."

Jeg så forvirret på ham.

"Hvorfor det?" spurgte jeg forvirret.

Det plagede mig at jeg ikke kunne læse hans tanker, jeg ville så gerne vide hvad han tænkte på.

"Gør det nu bare, jeg dig ikke noget." sagde han.

Jeg så en smule mistænksom på ham, i et kort øjeblik. Men til sidst gjorde jeg som han sagde. Jeg satte mig en smule akavet op på hans skød, og kunne med det samme mærke, en vidunderlig varme, der kom fra ham. Jeg satte mine ben op på bækken, og træk dem ind til kroppen. Så lænede jeg mig ind mod hans varme brystkasse. Han fik lagt jakken om os begge, og havde begge hans arme om mig. Han gøs, for ham var jeg jo iskold. Men det var noget andet for mig. For jeg følte at jeg ikke alene fik varmen fra hans krop, men også fra den rare og varme følelse i maven, som jeg havde haft et par gange. Jeg begyndte at tro, at min mave havde forsøgt at fortælle mig det, hele tiden. At han kunne lide mig, at det (muligvis) skulle være os to.

 

Han tog sin hue af, og gav mig den på. Det fik mig kun til at smile. Det gjorde mig glad at vide, at han tænkte på mig. Jeg puttede mig ind til ham, mens mine hænder holde fat i hans trøje. Jeg kunne mærke, at han træk vejret i en rolig rytme. Jeg kunne høre hans hjerteslag. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men det var næsten som om at jeg havde hørt det samme hjerteslag, et andet sted før. Det gjorde mig i hvert fald søvnring, plus så beroligede det mig også. Lyden fik mig til at føle mig tryg. Jeg kunne mærke at han lage sin kind, ned mod toppen af mit hoved. Jeg lukkede mine øjne, for at nyde det endnu mere.

 

Da jeg næsten havde fået varmen, løftede Jonas hoved.

"Jenny, ..." mumlede han.

Jeg løftede mit hoved frem fra sit skjul, og gøs da en kold vind ramte mit ansigt. Han så mig dybt ind i øjnene, som om han så noget i dem, som jeg ikke kunne se. Jeg kiggede ind i hans blå øjne. Det var nærmest som om at de lyste lidt i mørket. Men pludselig var det som om, at der kom en lille rød måne frem i dem, eller ret og sagt kun en lille streg af en rød måne. Men med et, var den røde streg i kanten af hans blå øjne, væk igen. Men ... havde der overhovedet været noget, eller var jeg ved at være så træt, at jeg så syner?

Jeg var nærmest blevet hypnotiseret af hans øjne, at jeg slet ikke lagde mærke til hvor tæt han var på mig. Hans læber var kun få centimeter væk fra mine, jeg kunne næsten smage hans søde ånde. Hans næste var ved siden af min. Han holde godt fat i mig, som om at jeg ikke skulle stikke af. Jeg sad helt musestille, som om jeg var blevet forstenet. Hans øjne tvang mig ikke til jeg blive, men jeg kunne ikke selv få mine væk fra hans.

Langsomt pressede han sine bløde læber mod mine. Mine øjne lukkede med det samme, sammen. Jeg kunne smage hans søde ånde, den fik mig til at trække vejret dybere. Jeg kunne nærmest mærke hvor let det var for ham, at få mine læber skilt fra hinanden. Men det jeg ikke lige havde været forberedt på, at hvad jeg selv ville gøre. Jeg lagde mine arme om hans hals, og holde ham fast. Men det gik ikke ligefrem efter pladen. Jeg gav slip på mig og begyndte at skubbe mig, stille men også en smule hårdt, væk fra sig. Jeg blev tvunget til at give slip. Og da jeg havde sluppet ham, lagde han sine arme om mig igen. Jeg puttede mig ind til hans bryst igen.

"Du er meget mere værd end du selv tror." sagde han, og afsluttede den sætning, som han havde startet for lidt siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...