Jenny og Jonas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2014
  • Status: Igang
Jenny er ikke en helt normal pige, lige som hendes familie lever hun evigt. Hendes liv er ikke en dans på roser, nej hun bliver mobbet af hendes klassekammerater og hendes bedste veninde. Hendes bedste veninde Megan, har kun to ting i hovedet, drenge og at blive populær. Men det ændre sig alt samme da der begynder en ny dreng i hendes brors klasse. Jonas og Jenny udvikler hurtigt et stærkt venskab. Og falder hurtigt for hinanden. Men Jonas er ikke helt som de andre drenge, han holder på en mørk hemmelighed. Og da Jenny opdager den hemmelighed, på en grusom mode. Er det som om han har ændret hendes liv forevigt. Hun er bange og ved hun ikke hvad hun vil mere. Skal hun tage ham, som det han i virkeligheden er. Eller skal hun holde sig væk fra ham, i ren og skær frygt, resten af hendes udødelige liv.

49Likes
102Kommentarer
10702Visninger
AA

20. En mystisk vind eller var det George?

Jeg satte mig hurtigt op, og tog en kniv ud af min skuffe. Det var min mors idé, med kniven i skuffen. Vi måtte kun bruge den, hvis der var nogen inde på vores værelser, eller hvis der var indbrud. Jeg lod være med at tænde for lyset, mest fordi hvis der var nogen her inde, så ville personen sikkert overfalde mig. Jeg kiggede under sengen, der var ikke noget. Jeg gik stille rundt, og var klar til at stikke en ned, hvis de ville overfalde mig. Jeg kiggede rundt omkring, men faldt kun mine egne ting, og ikke en fremmede person. Der var kun et sted, hvor de eller personen, kunne gemme sig, og det var i mit skab. Jeg stod klar med kniven, foran skabet, og satte forsigtigt hånden på skabet, og rullede det hurtigt til side. Og...

Alt ting gik så hurtigt, at jeg ikke så hvem eller hvad det var. Lige da jeg havde åbnet skabet, var det som om en vind væltede mig, og fløj ud af vinduet. Jeg sad i chok tilbage, og prøvede at fatte hvad der lige var sket. Hvad fanden var det? Og hvad lavede, hvad det end var her? Jeg løb hen til lyskontakten, og tænde for lyset i hele rummet. Der var ikke nogen her inde, eller også havde der været nogen. Jeg gik over til mit vindue, og lukkede for det. Jeg gik hen til min reol. "Av." sagde jeg. Flot, nu havde jeg også ondt i den anden fod. Jeg havde glemt alt om mit billede, som var faldet ned på gulvet. Jeg samlede alle glasskårene sammen, og smed dem ud i min skraldespand. Jeg trak forsigtigt det lille glasskår ud af foden, men kunne ikke undgå at det gjorde ondt. Jeg smed glasskåret ud, og tørrede noget af blodet væk. Jeg kiggede ned på mit ødelagte billede. Det var et billede af mig, som blev taget i sidste sommer, og ved siden af det, lå endnu en rose. Jeg fik en grim fornærmelse af det her. Jeg slukkede for lyset, og lagde mig i sengen. Jeg havde lidt svært ved at falde i søvn, mest fordi, tanken om at der havde været nogen her inden, inde på mit værelse mens jeg sov, skræmte mig.

* * *

Jeg vågnede irriterende tidligt næste morgen. Klokken var halv seks om morgen. Fedt, for det første havde jeg haft svært ved at falde i søvn, og nu kunne jeg ikke sove længe. Jeg vidste med det samme, at når jeg kom hjem til Jonas, ville der ikke gå lang tid før jeg ville falde i søvn. Jeg satte mig op i sengen. Hvad var det enlig der skete i nat. Der kunne jo ikke bare komme en vind fra et skab. George, det kunne jo kun være ham. Han var den eneste der kunne få ild, vand, vind og jord til at bevæge sig uden grund. Jeg rejste mig irriteret op, gik ud af mit værelse, ned af trappe og ind i stuen. George lå og sov på sofaen. Han så ikke ud til at havde det for godt. Nej, han kunne ikke finde på det. Han ville aldrig misbruge hans evner på sjov, han ville kun bruge dem i nødstilfælde, eller til noget godt. Han lå helt krøllet sammen, og rystede. Jeg gik hen til sofaen, og mærkede ham på panden. Han svede meget, også var han både kold og varm. Jeg ruskede ham stille på hans ene skuldre, så han ville vågne langsomt. "George, vågn op." sagde jeg stille. Han åbnede langsomt øjnene. Han lignede en der lige havde kastet op. "Er du okay?" spurgte jeg bekymret. Han rystede på hoved. "Far siger at det er helt normalt, at jeg en gang i mellem er både kold og varm. Det er det samme som når jeg, har lidt svært ved at få luft." forklarede han. Jeg nikkede forstående. Jeg lagde et varm tæppe over ham, så han ikke kom til at fryse. "Tak." sagde han. Hans stemme var meget hæs. "Det var så lidt." sagde jeg. Jeg satte mig ned ved siden af han hoved. Da han var ved at falde i søvn igen. Jeg vidste godt, at han ikke havde været så god i mod mig, her på det sidste, men han var jo min bror, og han havde ikke altid været sådan. Jeg aede ham stille på panden, det gjorde min mor altid for at få ham til at sove. Der var lidt koldt og varmt sved på hans pande, men jeg var ligeglad.

Jeg blev ved han, ind til klokken var otte om morgen, og min mor kom ned i stuen. Jeg ville ikke gå fra ham før hun kom, hvad nu hvis det blev værre, eller hvad nu hvis han fik brug for hjælp. Hun kiggede trist på ham, før hun gik hen til ham. "Er du dårlig?" spurgte hun. Hun var lige så bekymret som mig. Han nikkede. "Far siger at det er helt normalt." sagde han hæst. "Ja det ved jeg godt." sagde hun. "Hvad er helt normalt?" hviskede jeg stille til hende. "Jeg skal nok fortælle dig det, senere." tænkte hun. Min mor gik ud i køkkenet, og jeg fulgte efter hende. Jeg skubbede døren lidt på klem. "Hvad er der galt med ham?" spurgte jeg forvirret og bekymret, på samme tid. "Hans evner er stadig væk ikke kommet på plads, endnu. Og det er derfor han har det sådan. Daniel siger at det er helt normalt, og det stopper med at være sådan, når George fylder 18 år." sagde hun. Jeg nikkede. Der var heller ikke så lang tid til at han blev 18. Hun tog noget medicin, som lå i køleskabet, og en spand under køkkenvasken. "Hvad skal du med spanden?" spurgte jeg. "Hvis nu han kaster op." sagde hun, og gik ind i stuen med det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...