Jenny og Jonas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2014
  • Status: Igang
Jenny er ikke en helt normal pige, lige som hendes familie lever hun evigt. Hendes liv er ikke en dans på roser, nej hun bliver mobbet af hendes klassekammerater og hendes bedste veninde. Hendes bedste veninde Megan, har kun to ting i hovedet, drenge og at blive populær. Men det ændre sig alt samme da der begynder en ny dreng i hendes brors klasse. Jonas og Jenny udvikler hurtigt et stærkt venskab. Og falder hurtigt for hinanden. Men Jonas er ikke helt som de andre drenge, han holder på en mørk hemmelighed. Og da Jenny opdager den hemmelighed, på en grusom mode. Er det som om han har ændret hendes liv forevigt. Hun er bange og ved hun ikke hvad hun vil mere. Skal hun tage ham, som det han i virkeligheden er. Eller skal hun holde sig væk fra ham, i ren og skær frygt, resten af hendes udødelige liv.

49Likes
102Kommentarer
10727Visninger
AA

23. Diaskotion over Facebook

Jeg ind i stuen, min mor sad på en stol ved siden af sofaen. George sov på sofaen, og min mor sov på stolen. "Mor." sagde jeg. "Jeg er vågen." sagde hun og rettede sig op. Jeg gik hen til hende. "Har du været vågen hele natten?" spurgte jeg. Hun gabte. "George var vågen, så han skulle jo havde en at snakke med." sagde hun. Normalt når George var dårlig, skulle man tro at han kunne sidde foran computeren, bare for at få tiden til at gå, men det kan han ikke. Han kan kun snakke med folk, eller han snakkede kun med vores mor, far eller mig. Ellers snakkede han ikke med andre, fordi han er lidt flov over det, og jeg forstod ham godt. Hvis jeg også havde sådan en sygdom, ville jeg nok også holde den for mig selv, og min familie. Jeg kunne se at hendes øjne var tunge, hun havde brug for søvn. "Mor, gå du bare op og sov. Så holder jeg øje med George, okay." sagde jeg. Hun nikkede og gabte. Jeg hjalp hende op og stå, og hun gik ud af døren. Jeg kunne høre da hun gik op af trappen. Jeg satte mig på stolen ved siden af George, og ventede på at han skulle vågne eller hvis han nu havde brug for et eller andet, så jeg kunne hente det til ham.

Jeg havde sat mig over i den anden sofa, som var overfor den sofa som George lå på. Der var et lille sofabord imellem sofaerne. På bordet en vase med tulipaner, som min far sandsynligvis havde fået til at blomster tidligt på året. Man kan sige at min far er skyld i Georges sygdom, hvis man kan kalde det for sygdom. De kan begge to styrer de fire elementer, jord, ild, vand og luft. Min fars sygdom sluttede da han fyldte 18, så vi (min mor, far, George og jeg) går ud fra at det vil slutte for George, når han selv fylder 18. Jeg sad med min computer, og var naturligvis på facebook. Megan skrev til mig kort tid efter at jeg var kommet på.

Megan; Hvorfor gik du bare fra mig i lørdags, og hvorfor er du ikke i skole?

Det var to spørgsmål som jeg ikke følte nogen lyst til at besvare, men jeg vidste at jeg var nød til det. Megan kunne være rigtig slem, hvis hun ikke fik svar på hendes spørgsmål.

Jenny; Du ringede til Maj og Rebecca. Og jeg havde sagt til dig, at du ikke skulle gøre det, fordi så gik jeg hjem.

Megan; Og, kunne du ikke bare klare fem minutter sammen med dem. De ville jo bare trøste mig, når du jo bare gik din vej.

Jeg ved godt at det lød meget egoistisk af mig, men jeg havde mindst fortalt hende det tusindenvis af gange før, at jeg ikke kunne holde det ud. De ville bare trøste hende, ved at irriterer mig.

Megan; Så svar dog på mit anede spørgsmål! >:(

Hun havde sendt mig en sur smiley. Det havde hun aldrig gjort før, hvorfor gjorde hun dog det.

Jenny; Jeg passer George, fordi han er syg.

Jeg turer væde på, at Megan ikke troede på mig. Eller også gjorde hun, nej.

Megan; Er det så ikke meningen at dine forældre skal passe ham, var?

Hun havde enlig ret. Men der var bare lige det problem, at min far var i København og min mor havde ikke sovet hele natten. Og jeg havde alligevel ikke noget imod, at holde øje med George hele dagen.

Jenny; Min far er i København og min mor holde øje med ham hele natten, så jeg synes altså at det er iorden at jeg holde øje med George, mens min mor sover.

Megan; Fuck i har nogle dovne forældre.

Nu var jeg foralvor sur. Sådan skulle hun ikke skrive om min familie.

Jenny; Jeg synes ikke at du skal skrive sådan om mine forældre :(

Megan; Og... Jeg er sku pisse ligeglad, jeg skrive det jeg vil skrive.

Så var det nok. Jeg gik ud af chatten, loggede af og slukkede for min computer. Hvorfor var hun så ond? Hun havde aldrig været så ond, at skrive sådan om mine forældre. "Mor, må jeg ikke få et glas vand?" begynde George. Jeg havde helt glemt alt om ham. "Mor sover, men jeg er her." sagde jeg. Jeg vidste ikke helt om han talte i søvne, eller om han var vågen. "Jenny, er dig?" spurgte han. Hans øjne var lukkede, og han lå på maven, og puden lå på venstre kind. "Ja." svarede jeg. "Er du sød at hente et glas vand?" spurgte han. Jeg rejste mig op og gik ud i køkkenet, efter en flaske vand, hvis nu han blev mere tørstig så havde han jo en hel flaske. Så gik jeg ind i stuen igen, og satte den på bordet. "Her." sagde jeg da jeg havde sat den på bordet. "Tak." sagde han. Han åbnede øjnene, og satte sig op i sofaen. Så tog han flasken med en rystende hånd, og drak af den. Den blev tom på ingen tid. Jeg gik ud i køkkenet og tog en flaske mere, og satte den på bordet, hvis nu han skulle blive mere tørstig. Jeg satte mig over på den anden sofa igen.

"Har du sovet godt?" spurgte jeg. "Jeg sover fint nok, det gør bare ondt i hele kroppen når jeg er vågen." forklarede han. Pause. Ingen af os sagde noget i lang tid, men så afbrød George stilheden. "Mor sagde at du har overnattede over ved Jonas." sagde han og så på mig med et luftet øjenbryn. "Jeg var træt og faldt i søvn." forklarede jeg. "Hygge." sagde han bare, og smilede et skævt smil. "Hold dog din mund." sagde jeg. Han lo bare af mig. "Snakkede du så i søvne?" spurgte han. Ubs. Jonas havde ikke sagt noget om, hvad jeg havde snakket om eller noget som helst om det. Det kunne både være et godt og et dårligt tegn. Måske havde han hørt mig snakke, og ikke sagt det, eller glemt at sige det. Jeg håbede bare på at jeg ikke havde sagt et eller andet pinligt. "Det har han ikke sagt noget om." svarede jeg. "Faldt du i søvn før ham?" spurgte han. "Ja." svarede jeg lidt for hurtigt. "Så har han hørt dig snakke." sagde han. Han lukkede øjnene igen og forsøgte at sove igen. Jeg kunne ikke få en tanke ud af hoved. Jeg havde helt sikkert sagt et eller andet pinligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...