Jenny og Jonas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2014
  • Status: Igang
Jenny er ikke en helt normal pige, lige som hendes familie lever hun evigt. Hendes liv er ikke en dans på roser, nej hun bliver mobbet af hendes klassekammerater og hendes bedste veninde. Hendes bedste veninde Megan, har kun to ting i hovedet, drenge og at blive populær. Men det ændre sig alt samme da der begynder en ny dreng i hendes brors klasse. Jonas og Jenny udvikler hurtigt et stærkt venskab. Og falder hurtigt for hinanden. Men Jonas er ikke helt som de andre drenge, han holder på en mørk hemmelighed. Og da Jenny opdager den hemmelighed, på en grusom mode. Er det som om han har ændret hendes liv forevigt. Hun er bange og ved hun ikke hvad hun vil mere. Skal hun tage ham, som det han i virkeligheden er. Eller skal hun holde sig væk fra ham, i ren og skær frygt, resten af hendes udødelige liv.

49Likes
102Kommentarer
10711Visninger
AA

28. Brad får blodnæse

Jeg sad ved det bord som jeg altid sad ved, men denne gang sad Megan her også. Jeg sad imellem George og Jonas, Megan sad ved sidden af Jonas, og Rebecca sad naturligvis imellem George og Megan, men mest op af George. Rebecca og Megan snakkede løs om valentinsfesten på fredag, mens Jonas og George bare spiste vær deres sandwich. Det vidste sig at Megan ikke havde fået en date endnu, og det var underligt fordi hun plejede at havde en mindst to uger før. Jeg havde kun oplevet en gang, at hun havde en date en måned før en fest. Men jeg havde hurtigt gættet hvorfor hun ikke havde en date endnu, hun ville havde en bestemt person, Jonas. Det eneste problem hun havde, var at Jonas ikke kunne lide hende, og det havde han endda også sagt til hende. "Har fået købt en kjole?" spurgte Rebecca nysgerrig. "Nej ikke endnu. Jeg kan simpelhen ikke bestemme mig." sagde Megan en smule snobbet. "Hvorfor?" spurgte Megan efter noget tid. "Jeg har set en vildt lækker pink kjole, som bare passer perfekt til dig." sagde Rebecca lidt for stolt. Jeg kunne se billede af den pinke kjole hun talte om, i hendes tanker. Den var lårkort, med en masse pink glimmer, også havde den ingen stropper. Den var en kjole efter Megans hoved. "Vi kan da tage ud og kigge på den i dag, hvis du altså har tid." sagde Megan og spillede lidt for meget sej.

"Høre du har pjækket fra de to første time." tænkte George. Jeg var ved at pakke mine bøger ned i tasken, og han ventede bare på mig, så vi kunne følges hjem. "Hvor har du hørt det?" tænkte jeg. "Jeg kunne høre din lærers tanke, og han kunne ikke forstå at din taske var der, men det var du ikke." tænkte George. Jeg kiggede hen på ham, og havde ikke lyst til at tale eller at tænke mere over det. "Mor og far bliver ikke glade for det." sagde han venligt til mig. "Det ved jeg godt," sagde jeg opgivende. "men hvis Brad ikke havde skåret i mig, så havde jeg nok siddet på min plads." hviskede jeg så lavt at kun han kunne høre det. George venlige øjne blev hurtigt erstatter af vrede. "Nu er det med sikkerhed at mor bliver vred." sagde han. Og det havde han et hunred procent ret i, når mor var vred ture selv min far ikke stå ved siden af hende, eller sige noget til hende. Jeg lukkede for mit skab, og vi begynde at gå ned af gangen. "Hvad så med den anden time?" spurgte George. Jeg havde ikke lyst til at fortælle ham grunden, jeg havde mere lyst til at holde det for mig selv. "Jenny?" sagde han. "Jeg har ikke lyst til at tale om det." sagde jeg bare. "Sig det når vi er lidt længere ud på landet." sagde George. Han sendte mig et lidt selvsikker smil, og jeg vidste med det samme at jeg ikke fik fred før jeg havde sagt grunden.

Da vi kom ud af hoveddøren til skolen, blev både Georges og mit blik fanget af at Brad havde blodnæse. "Av forhelved." peb han, mens han gik rundt og forsøgte at stoppe blødningen. "Hvad er der sket?" spurgte George. Men kunne se på George at han var glad for det. "Han slå fandme hårdt." sagde Brad, mens han holde sig for næsen. "Hvem?" spurgte George og lyd klar til at rose den person, som havde gjort det. "Jonas." sagde Brad. I det han sagde Jonas navn, fik jeg lige pludselig ondt i maven. Hvorfor skulle Jonas dog gøre det? Jeg havde aldrig troet det om Jonas, aldrig. Han var jo så sød og venlig, ikke et tegn på voldlig. "Jonas?" lo George og gjorde stor øjne. Et kæmpe smil kom frem på Georges læber, mens jeg bare så forvirret ud. "Ja. Han kom bare hen til mig, og sagde at det ikke var pænt at skære i andre. Også slog han mig." sagde Brad og forsøgte at lyde uskyldig. "Det havde du også fortjent." sagde George og jeg på samme tid. Brad så bare vred på os, også gik han sin vej. Jeg var helt forvirret, hvordan kunne Jonas dog vide at Brad havde skæret i mig, når jeg ikke havde fortalt ham det. Hvordan fandt han ud af det?

"Sig det nu." tikkede George for tyvende gang. Jeg sukkede opgivende og sagde så. "Jonas spurgte om jeg ikke ville pjække, så han ikke skulle kede sig i en hel time. Og jeg sagde bare ja, som en god ven ville gøre." Jeg havde aldrig troet at jeg kunne snakke så hurtigt, men George hørte det hele, selv om jeg snakkede hurtigt. "Nué jeg tror at jeg kan mærke en romance mellem jer to." sagde han og lavede kyssemund til mig. Jeg gav mit dræberblik, det var det samme dræberblik som min mors, og selv min far gemte sig når hun sendte det. "Nej der er ej. Vi er kun venner og det har jeg det fint med." sagde jeg vredt til ham. Men jeg ville ønske at det var mere end bare venner. "Klart. De fleste forhold starter sådan, men om en uge eller mindre er det ikke sådan mere." sagde han selvsikker. "Og hvad ved du om det." sagde jeg. Jeg vidste godt at George havde haft mange kærester, men han var ikke lige den person, som vidste alt som forhold og kærlighed. "Taj, jeg ved lidt om det. Og hvis jeg skal være ærlig så synes jeg at dig og Joans passer sammen." I det han sagde det, skubbede jeg ham væk fra mig. Jeg gad ikke høre mere på det, så jeg satte mine høretelefoner til min Iphone, tog høretelefonerne i ørene og hørte en sang med Adele.

Da vi kom hjem, var både min mor og far allerede hjemme. De plejede ikke at komme hjem på samme tid. Det var på en måde et godt tegn og et dårligt. George og jeg gik ind af døren, vi kunne høre at de snakkede ude i køkkenet, men det var desværre så lavt at vi ikke kunne hvad de snakkede om. George smed bare tasken og gik ud i køkkenet. Jeg lagde min taske ved siden af hans, og fulgte så efter. "Nu siger jeg det en gang til, han havde selv fortjent det." sagde min far som om han havde sagt det hunred af gange før. "Det kan godt være, men du ved godt at vi ikke må bruge være evner på den måde." sagde min mor som om hun havde forklaret det hunred af gange før. "Der var ingen der så os." sagde min far helt uskyldigt. "Nej nej, men jeg vil bare ikke havde at nogen opdager noget. Hvad skal vi enlig gøre hvis der er nogen der opdager noget?" spurgte min mor. "Vi truer dem lidt." sagde min far selvsikker. Min mor sukkede opgivende, og kiggede hen på George og mig. "Jenny, hvad har du nu lavet?" spurgte min mor da hun så min arm. Hverken George eller jeg sagde noget, vi stod bare som forstenet. "Jeg tror at jeg har gættet det." sagde min far utilfreds. "Ikke ham igen, vel?" spurgte min mor usikkert. Hun så ud som om hun helst ikke ville høre svaret. "Jeg ender med at tage jagtgeværet og ..." Mere sagde hun ikke, for hun vidste allerede at vi kende svaret. "Det er her hvor jeg ville ønske at du havde de samme evner som George jeg." sagde min far og lød lidt skuffet. "Og hvordan havde du lige tænkt dig at hun skulle få de evner. Det var ikke dig der gik rundt med hende i ni måneder, og skulle holde øje med ham hele tiden, mens du var på arbejde." sagde min mor og følte sig stærkere end min far. Min far åbnede munden for at sige noget, men så lukkede han den bare igen.

"Når men hvordan skete det så?" spurgte hun efter noget tid. George fortalte det hele, fordi jeg fik ondt i maven ved tanken. Da han var færdig med at det hele, sagde min far. "Skulle jeg ikke lige tage et lige besøg hos ..." Mere nåde han ikke at sige før min mor sagde "Nej!" Hun havde hurtigt regnet ud hvad det var han ville. "I lod mig ikke tale færdig." sagde George og et stort smil kom frem på hans læber. "Jonas gav ham en ordenlig en på tuden." lo George. "Jenny havde sikkert sagt hvad der var sket til Jonas, også tror jeg nok at han var blevet lidt sur på Brad." lo George igen. "Så kan han lærer det." sagde både min mor og far. "Men jeg sagde det ikke til Jonas." sagde jeg. "Det må du havde gjort, hvordan fandt han ellers ud af det." sagde George. "Jeg ved det ikke, men en ting ved jeg, og det er at jeg ikke sagde det mindste til Jonas." sagde jeg. Min mor og far så helt forvirret ud. "Sagde du det så til nogle andre?" spurgte min far. Jeg rystede på hoved. "Han har sikkert hørt det fra en af Brads venner, eller også har Brad selv sagt det." sagde George. Jeg nikkede, det var jo den eneste rigtige grund der var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...