Jenny og Jonas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2014
  • Status: Igang
Jenny er ikke en helt normal pige, lige som hendes familie lever hun evigt. Hendes liv er ikke en dans på roser, nej hun bliver mobbet af hendes klassekammerater og hendes bedste veninde. Hendes bedste veninde Megan, har kun to ting i hovedet, drenge og at blive populær. Men det ændre sig alt samme da der begynder en ny dreng i hendes brors klasse. Jonas og Jenny udvikler hurtigt et stærkt venskab. Og falder hurtigt for hinanden. Men Jonas er ikke helt som de andre drenge, han holder på en mørk hemmelighed. Og da Jenny opdager den hemmelighed, på en grusom mode. Er det som om han har ændret hendes liv forevigt. Hun er bange og ved hun ikke hvad hun vil mere. Skal hun tage ham, som det han i virkeligheden er. Eller skal hun holde sig væk fra ham, i ren og skær frygt, resten af hendes udødelige liv.

49Likes
102Kommentarer
10708Visninger
AA

29. Av den var slem

Jeg stod og hjalp min mor med opvasken. Vores opvaskemaskine var i stykke, sort uheld hvis i spørger mig. Jeg hadede at vaske op, men desværre var jeg den sidste, udover min mor, der var færdig med at spise. Vi havde en aftale om, at de to personer som var sidst, skulle vaske op, hvis vaskemaskinen var i stykke. Men nu hvor jeg tænker mig om, var det sådan set min mor, der vaskende op. Jeg tørrede det bare rent. George og min far sad inde i stuen, og så en eller anden fodboldkamp. Eller ret og sagt, min far så en fodboldkamp, George var faldet i søvn på sofaen, fordi det åbenbart var kedeligt at se. Dem der spillede kunne åbenbart ikke få bolden ind i målet, men de var rigtig gode til at ramme ved siden af. Min far var også ved at være træt af det. Det kunne man tydeligt se på ham.

"Jenny." sagde min mor, da vi var ved at være færdig med opvasken. "Hvad?" spurgte jeg. "Jeg begynde lidt at tro, at måske er Jonas en af os." sagde hun. Jeg kiggede forvirret på hende. "Hvorfor tror du det?" spurgte jeg. Det gav ingen mening, hvorfor skulle Jonas være en udødelig. Det passede ikke sammen. "Jo altså, du sagde jo at du ikke sagde til ham, at Brad havde skåret i dig. Men hvordan fik han det så af vide?" spurgte hun. "George og far siger jo, at en af dem fra Brads gruppe, sikkert har sagt det til ham." fortalte jeg. "Det er kun fordi de ikke vil tro på det anede." sagde min mor. Hun vaskende den sidste tallerken af, gav den til, så jeg kunne tørre den af, også var vi endelig færdig. "Men det giver ingen mening. Jonas er mere som et menneske, der er intet tegn på at han er en udødelig." sagde jeg. "Jo der et. Og måske kommer der flere, det er bare med at holde øjnene åbne." sagde hun.

Jeg lå i min seng, og kiggede bare på min computer. Jeg havde overvejet at tænde dem, og gå på facebook for at se hvad der skete. Men jeg havde mistet lysten. Tanken om at Jonas kunne være en udødelig lige som mig, det hang bare ikke sammen. Han var alt for menneskelig, der var intet tegn på at han kunne være en udødelig, eller det der ligner. Jeg satte mig op i sengen, og tænde så for computeren. Det tog den ikke så lang tid at tænde.

Det første jeg så, da jeg kom på facebook, var at Jonas var online. Han havde endda fået et nyt profilbillede, men kunne også godt sige at der allerede var kommer en del kommentarer. Halvdelen af dem var på engelsk, og den anden halvdel var dansk. På billedet kunne man se ham og Rex, der sad ude på en lille altan. Rex lå på skødet af Jonas. Rex kunne ikke helt holde hans store ører oppe. Den ene af dem var halvt oppe, mens rasten af øret lå ned, det anede øre var mere oppe end det første, der var kun en lille spids lå ned. Dens store hoved lå på skrå, og kiggede nysgerrig på hvem det end var der tog billedet. Jonas smilede til kammeret, mens han havde den ene hånd på Rex ryg. I baggrunden var solen på vej til at gå ned, og lavede en smuk lyserød farve på himlen. Skyene var lidt mørkere end himlen, de havde en lyse lilla farve. Det var faktisk et rigtig godt billede, det var taget på det helt rigtige tids pumt, og det helt rigtige sted.

Jonas; Good evening xp

Det overraskede mig at det ikke var på dansk, han plejede at skrive/snakke på dansk. Jeg skyde mig at skrive tilbage.

Jenny; Nå nu er det lige pludselig ikke dansk mere XD

Jonas; Ved ikke hvad det hedder på dansk -.-'

Nå det forklarede jo alt.

Jenny; Det hedder "God aften"

Jonas; Nårh, tak skal du havde :)

Jenny; Det var så lidt :)

Jeg fik det altid rart, når jeg fik et tak. Det var bedre end 'det vidste jeg da godt'.

Jonas; Glæder du dig til Megans Valentinsfest?

Jenny; Normalt kommer jeg ikke til fester, mest fordi jeg ikke har noget at lave, men fordi det er Megan så kommer jeg. Men om jeg glæder mig, ikke rigtig. Dig?

Jonas; Ja jeg glæder mig lidt, men jeg ... jeg mangler en date :(

Jenny; Og? Det gør jeg da også, men jeg møde jo altid alene.

Jonas; Er det rigtigt? Er der ingen der spørger dig?

Jeg havde ikke rigtig lyst til at svare på spørgsmålet, men det var jeg nød til. Jonas var jo min ven.

Jenny; Ja det er rigtigt, der er ingen der spørger mig. Men det har jeg det også fint med, så slipper jeg for at de andre, siger løgne med at jeg har en kæreste.

Jonas; Jeg vil give dig ret i det sidste, men er ked af det første.

Jenny; Det behøver du ikke at være, jeg har det fint med det :)

Jeg havde lidt på fornærmelsen at det med smileyen var en dårlig detalje.

Jonas; Undskyld men den køber jeg ikke helt. Er du sikker på at du ikke er lidt ked af det?

Jenny; Måske lidt.

Jeg skyde mig at skrive noget til ham, inden han skrev noget til mig.

Jenny; Hvem vil du gerne invitere?

Der blev jeg meget overrasket, han svarede ikke i de første to minutter, han plejede at svare på ingen tid.

Jonas; Det er ikke så vigtigt. Jeg ved bare ikke rigtigt hvordan jeg skal spørge hende :(

Jenny; Giv hende en blomst, en rose måske.

Jonas; Det har jeg tænkt på, og det har jeg også tænkt mig. Men jeg har lidt svært ved at sige det til hende, hun ser mig mere som en god ven, og jeg vil helst ikke ødelægge vores venskab.

Av, den var slem. Jeg havde tit tænkt på det med to bedste venner, hvor den ene føler mere for den anden end man tror, og sommetider ødelægger det venskabet.

Jenny; Puha, det er ikke så let at svare på.

Jonas; Nej vel, jeg tror bare at jeg selv kommer alene.

Jeg havde lige nu lyst til at siger 'Okay', men kunne ikke få mig selv til det. Hvis Jonas kunne lide en anden, så var det vel lige meget med hvad jeg følte. Jeg var nød til at hjælpe ham.

Jenny; Prøv at sige det på en pæn måde til hende, og hvis hun ikke føler det samme, så bare sig at det har du det helt fint med.

Jonas; Tror du at det vil virke?

Jenny; Jeg er ikke sikker, men det var det bedste jeg kunne kommer på.

Jonas; Tak, jeg skal nok forsøge, og hvis det går galt bliver jeg ikke sur på dig :)

Jenny; Held og lykke :)

Jonas; Tak :)

Efter det loggede han af, og jeg havde overraskende nok ikke ondt i maven, men en dejlig følelse af, at jeg havde gjort det rigtige.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...