Dark Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2012
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
I en storby der delt i to, bor Elena sammen med sin far. Elena lever som en halv vampyr og halv engel, men er mere engel end vampyr. Elena ønsker inderlidt at vide mere om hendes mor, men der er det lille problem, hendes far aldrig fortæller noget om hende. Mest fordi han stadig sorger over hende død. Elena er ikke en normal engel, hun har sorte vinger, og på en eller anden måde, kan hun tale med fuglene. Med tiden undre Elena sig over, hvorfor hun ikke nå gå over på den anden side, men den dag Elena går over på den anden side, bliver hendes liv forandret for at tid.

87Likes
194Kommentarer
21925Visninger
AA

42. Nattens sol

Det næste på dage gik nogenlunde på samme måde. Eric og Alexander driller James med hans blå øje, også især det med at han var flov over at han kunne lide mig. Jeg derimod, sad kun ved siden af Christina, eftersom jeg lige så godt kunne lade være med at gøre det værre for James, og forhindre mig selv i at blive drillet. Men til James held, så forsvandt det blåmærke næsten efter en uge.

 

Cirka to uger efter første skole dag

 

Det var fredag, og skole dagen var slut. Altså for alle andre end mig. Jeg var stadig i gang med nogle af de sidste "test". Det var godt nok nogle underlige test. Ikke nok med at jeg fik målt min højde, målt mig om hoved, halsen, om hver arm, hvert håndled, om min mave, om min hofte, min talje, om begge mine lår, begge mine ankler, om mine fødder og  mine vinger, både deres længde, brede og højde.

De skulle teste hvor hurtigt, hvor længe og hvor langt jeg kunne løbe og flyve. Hvor dygtigt og elegant jeg var til at flyve. Hvor god jeg var til at undgå forhindringer, når jeg var ude at løbe eller flyve.

Også de allermest underlige test. Hvor god jeg var til at kaste med knive, hvor god jeg var til at slås med et sværd, hvor god jeg var med en bue og pile, hvor langt jeg kunne kaste en sten og/eller et spyd

Men de særeste af alle testene var nok, at de skulle havde mine finger aftryk, min øjenfarve, min hårfarve, og en blodprøve. Jeg mener, hvad i alverden skal de dog bruge det til? Så de kan identificere mig? Det havde fået mig til at tænke på anden verdenskrig, det de gjorde ved jøderne. Min far havde aldrig rigtig fortalt mig hvad der skete for vampyrerne den tid, det eneste han havde sagt var, at han var glad for at jeg ikke havde været født, den tid.

Jeg havde aldrig troet at engle blev trænet til noget så voldsomt, som dette. Jeg havde troet at når vi en gang var færdige med vores uddannelse, så skulle vi hjælpe menneskene, blive lærer for andre engle eller den slags arbejde der nu ellers fandtes til engle.

Jeg vidste ikke hvor længe jeg helt præcist havde løbet, men jeg kunne ikke mere. Det lyd måske helt forkert eftersom jeg er halvvampyr og burde kunne løbe hele tiden. Men sådan havde det altid været. Jeg var ikke særlig stærk, hurtig, havde et godt syn eller en så god lygtesans som man skulle tro. Nej jeg var kun lige i midten af at være en almindelig engel og at være vampyr. Min far havde altid sagt at jeg nok havde avet mere fra min mors side, end man skulle tro. Jeg stoppede op og Lena trykkede på stopuret.

"Flot." sagde hun begejstret.

Jeg satte mig ned i græsset ude i skoven (ikke så langt væk fra skolen), mine ben gjorde nas og de dunkede.

"Skal vi ikke bare holde for i dag?" forslog Lena.

Jeg stak min tommelfinger i vejre, som et ja. Hun smilede og nikkede til mig. Jeg kunne se på hendes ansigt, at hun var glad for, at hun bare havde fløjet ved siden af mig.

 

Jeg gik ind til byen, efter jeg havde taget et bad selvfølgelig. Jeg var begyndt at mangle nogle madvarer i mit køleskab, ikke fordi jeg spiste specielt meget oppe i min lejelighed, mere for at skjule de flasker med blod jeg havde gemt bag madvarerne. Jeg kiggede efter Christina, Eric, James og Alexander, da jeg var kommet ind i byen, men jeg kunne hverken finde eller se nogen af dem, jeg kunne godt se Ryan og Dylan der sad udenfor cafeen. De sad og snakkede, jeg kunne ikke høre hvad de sagde, der var alt for mange mennesker også stod en godt stykke væk fra dem. Jeg kiggede rundt igen for at prøve og se om (måske) Eric eller Alexander ikke var så langt væk fra dem. Men jeg kunne se nogen af dem. Efter nogle få minutter besluttede jeg mig for at handle først, også kunne lede efter dem bagefter.

Der var ikke så mange mennesker indeni det lille supermarked, der var kun en mand på cirka 40, en gamle og lidt sky kone, en ung mor og hendes lille dreng også ham ved kasseapparatet. Klokken var også ved at nærme sig lukke tid (klokken 8 om aften), så det var med sikkerhed derfor.

Da jeg var kommet ud af butikken, fik Ryan øje på mig med det samme. Jeg havde overraskende nok, hverken set eller lugtet ham.

"Hey Elena," sagde han pludseligt.

Jeg vende mig om. Og overraskende nok var der kun Ryan ikke hele hans klan, Dylan eller Alexander, kun ham. Jeg smilede et lille smil til ham, så jeg slap for at sige noget.

"Har du købt ind til skolen eller hva'?" spurgte han for sjov.

Jeg havde luret at det var en lidt dårlig joke. Og det tror jeg også at han kunne set på mit ansigtsudtryk.

"Faktisk er det til eget forbro," svarede jeg og forsøgte ikke at lave en sur mine.

Jeg vende mig om og begynde at gå tilbage mod skolen, Ryan var lige bag mig.

"Det var ikke for at gøre dig sur, det var kun for sjov," sagde han.

Han stod ligeforan mig nu, så jeg ikke kunne gå nogen veje. Jeg så op på ham og sagde.

"Det ved jeg godt, jeg er bare lidt træt."

For at være helt ærlig, så var det ikke hele sandheden. Der var faktisk to grunde. For det første var jeg sulten, jeg var kommet for sent til aftensmaden på skolen, så jeg havde ikke rigtigt fået noget, at spise. Det var faktisk også grunden til at jeg var ved at købe ind. For det anede var jeg tørstig. Og ikke tørstig som jeg trænger til et glas vand, men tørstig efter blod. Det var noget tid siden jeg sidste havde været på jagt.

"Skal du havde hjælp?" spurgte han og pegede på mine poser.

Jeg overvejede om jeg skulle sige nej, mest fordi Ryans blod duftede bedre end jeg havde troet. Okay, alt blod dufter godt, når man er tørstig. Det er ligesom når man er sulten. Men i sidste ende kunne jeg ikke rigtig få mig selv til det.

"Jo tak," svarede jeg med et lille smil.

Han tog den ene pose, og vi gik sammen tilbage til skolen. Hele vejen tilbage til skolen, tænkte jeg næsten ikke på andet end det søde varme blod der flød rundt i Ryans årer.

 

"Kommer du ind til byen igen?" spurgte Ryan, da han lige havde givet mig min indkøbspose igen.

"Måske ikke, jeg har mange lektier for, og jeg vil gerne være færdig med dem, i denne her weekend," forklarede jeg.

Han så ned i et kort øjeblik. Jeg var begyndt være lidt bange for, at han ren faktisk havde følelser for mig, for mig var han ikke andet end en ven. Han så op igen.

"Okay, vi ses i morgen," sagde han.

Jeg vende sig om og gik. Jeg lukkede døren, og gik ud i køkkenet for at pakke ud. Men det var ikke helt lige til, mine enstingter ville havde mig til at gå tilbage til Ryan, ikke for at hyggesnakke, men for at dræbe. Jeg ville aldrig kunne få mig selv til at gøre. Min far havde sagt til mig, at en dag ville jeg ikke kunne kæmpe imod, en ville både jeg og mine enstingter dræbe. Jeg troede dog ikke rigtig på det. Det eneste tidspunkt det ville ske, ville være hvis personen havde skadet en jeg holdt meget af.

Mens jeg stod og var lidt fordybet i mine tanker, fik jeg lige pludseligt et chok, da jeg hørte en knirkene lyd. Jeg drejede mit hoved hen mod altanen. Der var ikke så meget at se, for der var mørkt udenfor. Jeg lukkede for køleskabet, der var heldigvis ikke mere der skulle pakkes ud. Jeg gik med stille skridt hen mod altandøren, mens jeg kiggede rundt.

I et kort øjeblik, var jeg lidt bange for, at der måske alligevel var vampyrer, på denne her side. Det lyder måske lidt underligt, at jeg er bange for dem, når jeg halv, men det er rigtigt nok. Den eneste grund til at jeg er så bange for dem er, at jeg har meget sødt og rent blod. Min far siger at jeg har arvet min mor lugt, hvilket på en måde var positivt og negativt. Jeg tror jeg ville sammenligne mig selv med en form for vampyrslik, eller noget der smager meget sødt og godt. Noget som ingen ville kunne modstå at smage. Vampyrer gør jo ligesom mennesker, altså fordi de jo selv har været mennesker, de tager det der dufter og smage bedst.

Jeg så ud af vinduet, men der var ikke andet end mørke og skov. Det eneste anede jeg kunne se var lys et godt stykke væk fra skolen, det var lyset fra byen. Jeg trak gardinerne for.

 

Jeg gik ud af lejeligheden, jeg var stadig sulten, men jeg måtte havde blod først. Inden jeg gjorde nogen fortrad. Jeg gik med hurtige skridt ned af gangen. Jeg trak min hætte over hovedet, så ingen lagde mærke til mig. Der dog heller ikke så mange tilbage på skolen, de eneste der sikkert var tilbage var enden lærerne eller dem der ikke gad ind til byen, hvilket ville sige ikke ret mange mennesker.

Jeg gik ud af hoveddøren og gik nøjagtig den samme vej, som jeg gik, da jeg var på vej ind til byen. Men ikke hele vejen selvfølgelig, kun en til jeg lige var kommet ind i skoven, derefter gik jeg en anden vej.

Da jeg var nået ud til søen, tog jeg en dyb indånding. Jeg kunne dufte den søde lugt af blod, rådyrblod, en hel flok kun til mig. En lille flok. Jeg tog en dyb indånding og lod den halve vampyr indeni mig, få frit løb. Eller næsten frit løb, det eneste jeg ikke kunne dræbe var ungerne, eller dens mor. For uden dens mor, ville ungen ikke klarer sig selv. Det ville knuse mig indeni. Jeg havde det slemt nok med at jeg havde mistet min, hvorfor skulle jeg så lade det gå ude over en anden, ret og sagt et andet væsen.

Jeg sprang frem og dræbte deres leder (hannen) som den første, alle hunnerne begyndte at løbe, men jeg var alt for hurtig for dem. Før de rådyr viste af det, var jeg foran dem. Jeg slog mine vinger ud, så de ikke kunne løbe forbi mig. De blev mere bange end før, og løb tilbage til der hvor jeg overfald dem.

På få minutter havde jeg dræbt flokken. Det virkede måske en smule overdrevet, men jeg havde ikke fået blod meget lang tid. Jeg gav mig til at drikke deres blod, hurtigt, inden det begyndte at blive koldt. Jeg kunne smage boldet sukker søde smage, det føltes varmt mod mine læber. Jeg ville se hvor langt tid jeg kunne holde uden blod.

Min far ville blive rasende hvis han fandt ud af det, kun fordi han ville være bange for at jeg blev afsløret, og dræbt. Jeg så nu mere positivt på tingene, på denne her måde viste jeg, hvor længe jeg kunne holde uden blod. Men på den anden side, når jeg tænkte mig om, var jeg nok den eneste der så sådan på tingene. Felix ville overgive mig til min far, mens han skælde mig ud på vejen. Julia og Lucy (to tvillinger i min fars klan), ville begyndte at flippe ud. Julia eller det Felix kaldte hende 'den sorte sol', ville råbe af mig, noget i retningen af 'Tænk dog din lille demon!'. Det ville lyde meget hårdt i mine ører, især fordi jeg ved at hun aldrig ville tale ondt til mig. Jeg bliver kun kaldt demon (eller devil), hvis det er ment som noget ondt, eller hvis jeg har gjort noget meget slemt. De eneste to der ikke kalde mig demon eller devil, er Lucy også min far. Felix har kun gjort det én gang, og han er stadig ikke tilgivet. Julia ville derimod kunne tilgive, for hun ville ikke sige det for at være ond ved mig, hun ville kun sige det fordi hun elsker mig. Julia og Lucy elsker mig som deres egen lillesøster, og jeg elsker dem som var de mine storesøstre.

 

Da jeg var færdig, begravede jeg ligende, så der ikke var nogen der ville kunne se mine spor. Efter det løb jeg ud til søen. Det var en stjerne klar himmel her til aftenen. Månen var på vej op, den skinnede smuk her til aften. Det var dog kun halvdelen af den man kunne se. Jeg så ned på søen. Den lyste ned mod søens vand og fik nærmest skoven til at lyse op. Nattens sol, havde min far døbt den. Min far havde altid kaldt den det, fordi den lyste ting op om natten, den var jo på en måde nattens sol. Jeg tog noget vand op fra søen og vaskende blodet væk fra mit ansigt. Mit tøj var heldigvis ikke smurt ind i blod. Efter det slog jeg mine vinger ud og fløj tilbage til skolen.

Jeg landede lige foran hoveddøren. Jeg gik med hurtige skridt ind af døren og løb næsten op på mit værelse. Jeg var midt i at skifte tøj, da det bankede på døren. Jeg skynde mig at tage noget andet tøj på. Og løb derefter ud på badeværelset for tage et par kontaktlinser i, så jeg kunne skjule min øjenfarve, der langsomt var ved at blive rød. Jeg løb ud til døren igen og åbnede den. Jeg måtte indrømme at jeg blev overrasket over at se Alexander udenfor. Han lavede hurtigt elevatorblikket, hvilket... han aldrig gjorde.

"Hvordan kan du skifte tøj så hurtigt?" spurgte han forvirret.

Shit, hvad skulle jeg sige! Hvad skulle jeg dog sige!

"Øh... Der var gået hul i min trøje, og øh..." tænk Elena, tænk "og denne her passer ikke til de bukser jeg allerede havde på," løj jeg.

Han så ikke helt over bevist ud. Bare jeg ikke havde gjort ham mistænksom.

"Hvor har været henne? Siden din trøje er gået i stykker," spurgte han.

Jeg tænkte mig om, jeg stank til at lyve.

"Jeg var... ude ved søen og så ville jeg flyve hjem... også glemte jeg, at jeg ikke havde fået klippet huler til mine vinger, i trøjen," løj jeg.

Jeg måtte huske at smide den trøje ud, så jeg ikke kom til at tage den på senere. Han lo. Jeg kunne ikke finde ud af om han troede på mig, eller om han lo fordi han lige havde opdaget mig. Jeg kunne mærke frygten lægge sig ind over mit ansigt. Jeg fik det varmt. Alexander holdt op med at le, da han havde set mit ansigtsudtryk.

"Hvad er der?" spurgte han bekymret.

"Ikke noget," svarede jeg lidt for hurtigt.

"Men hvorfor ser du så bange ud?" spurgte han.

Han tog et skridt tættere på. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle være bange eller hvad jeg skulle gøre. Jeg tænkte hurtigt og sagde, "Jeg er ikke bange, jeg er bare... sulten."

Han så forvirret på mig. Jeg gav mig til at smile, et meget dumt smil. Bare for at det hele ikke skulle virke mistænklidt.

"Var du ikke med til aftensmad?" spurgte han.

Jeg rystede på hoved og svarede hurtigt, "Nej, jeg havde mange lektier for. Og da så kom forsent til aftensmaden besluttede jeg mig for at gå en tur."

Han smilede. Det var ikke et smil jeg havde set før på hans ansigt. Det var et skævt smil, der fik hans øjne til at stråle. 

 

Vi havde stået her i noget tid, uden at sige noget. Det føltes akavet. Vi stod bare og kiggede på hinanden. Jeg besluttede mig for at bryde isen med et spørgsmål.

"Hvad vil du enlig?" spurgte jeg.

"Jeg var på vej ind til byen, da du pludseligt kom løbene. Ville jeg bare sikre mig at der ikke var noget galt," svarede han.

Jeg rystede på hovedet. Jeg indrømmer at jeg var lidt bange for at jeg havde gjort ham mistænksom. Men så alligevel ikke. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men... måske lyder for latterligt, men jeg følte mig faktisk tryk ved Alexander. Hver eneste gang var hos mig eller bare i nærheden, følte jeg at intet ondt kunne rører mig. Som om han passede på mig, uden jeg selv vidste det.

"Har du så tænkt dig at være her på skolen resten af aftenen?" spurgte han.

"Det ved jeg ikke rigtig. Jeg har ikke så meget mad i køleskabet, så jeg bliver nok nød til at tage ind til byen," svarede jeg. Jeg blev sulten nu hvor vi snakkede om mad.

"Vil du så ikke med?" spurgte han.

Han fik et sødt smil på læberne. Jeg tænkte ikke længe over det, mest fordi jeg alligevel skulle ind til byen, så hvorfor ikke gå med ham.

"Det kan jeg lige så godt," svarede jeg med et smil.

 

Vi sad indeni i en Italiensk restaurant. Der var mange restauranter i byen, men både Alexander og jeg havde ikke taget så mange penge med. Og efter det jeg havde hørt fra ham, skulle der være god mad her. Vi havde gået rundt i byen i et godt stykke tid, for at finde Eric, James eller/og Christina. Men uden held. Til sidst var begge to blevet så sultne at vi valgte at lede efter dem bagefter. Vi sad og ventede på vores mad. Jeg havde bestilt en sandwich mens Alexander bestilte sig en pizza.

"Glæder du dig til turen?" Han afbrød tavsheden.

"Jeg ved ikke om jeg må komme med endnu," svarede jeg.

Jeg fik først resultaterne af mine "test" på mandag. For at være ærlig var jeg ret nervøs, især fordi testene skulle fortælle om jeg var på samme niveau som de andre. Hvis jeg var, skulle ikke havde flere af den slags test, før eksamen. Også skulle jeg havde idræt med de andre, så jeg kunne komme med på turen. Men hvis ikke jeg var, skulle jeg havde privat træning. Hvor jeg ville blive trænet langsomt, men alligevel hurtigt op til næste år.

"Hvad mener du med 'må'?" spurgte han forvirret.

"Hvis de test, jeg har taget ikke er i orden. Skal jeg havde privat undervisning, også må jeg ikke komme med," forklarede jeg.

"Fordi du ikke er på samme niveau som os," gættede han.

Jeg lo og sagde så, "Det ved jeg ikke før på mandag."

En mandlig tjener kom med vores mad. Men kunne tydeligt se på ham at han var italiener. Han var høj, havde sat hans sorte hår elegant også havde en smoking og en rød butterfly på. Han lignede mere en der skulle på date, end en tjener. Han smilede flirtene til mig, da han gav mig min sandwich. Jeg smilede bare venligt tilbage, for at være høflig.

 

"Går du altid med makeup?" spurgte han pludseligt.

Jeg kiggede forvirret på ham. Han allerede halvvejs med sin pizza, mens jeg snart var halvvejs.

"J-jeg bruger ikke makeup," svarede jeg forvirret.

Jeg brugte slet ikke makeup. Kun hvis der var en fin fest, date eller et fint selskab hvor man skulle se fin ud. Jeg behøvede ikke rigtig makeup, jeg gik ikke rigtig op i mit udseende. Mit ansigt var rent, og havde den samme klare blege farve som resten af min krop. Mine øjne var gyldne som ren honning, dækket af lange mørkebrune øjenvipper. Mine læber havde næsten den samme farve som min hud, men de var mere en blanding af en bleg brun og lyserød. Mit hår var lysebrunt og krøllede naturligt. Han så forvirret på mig.

"Gør du ik'?" spurgte han forvirret.

"Nej," sagde jeg lidt irriteret, "hvorfor tror du det?"

"Det ved jeg ikke rigtig, du lignede bare en som brugte makeup," sagde han forlegen.

Jeg tog en bid af min sandwich. Den smagte meget bedre end jeg havde troet. Brødet var rastet, og kyllingkødet som tit plejede at være tørt og kedeligt, var blødt og saftigt. Salaten deri smagte frist, som var de hjemmedyrket og kom direkte fra planterne.

"Men hvis du ikke bruge makeup, hvordan kan det så være at du har lang øjenvipper?" spurgte han nysgerrig.

Jeg tykkede af munden og fortalte, "Min far har altid sagt til mig at jeg ligner min mor, selvom jeg synes at jeg mere ligner min far."

"Hun må havde været meget smuk," sagde han og smilede.

Jeg blev trist ved tanken om min mor. Jeg så ned, jeg var pludselig ikke så sulten mere.

"Det var hun vel," sagde jeg trist.

"Er der noget galt?" spurgte han bekymret.

Jeg så op, han så bekymret på mig.

"Nej det bare... Min mor er død," sagde jeg for at gøre en lang historie kort.

Stilhed. Altså ikke i restauranten, men mellem Alexander og mig. Vi sad bare der og så på hinanden. Jeg kunne se på Alexander at han forsøgte at sige noget, men jeg kunne tydeligt se på ham ikke viste hvad han skulle sige.

"Det er jeg ked af at høre," sagde han trist "det var ikke får at såre dig."

"Det okay," sagde jeg "Hun døde da jeg blev født, så jeg nåede aldrig at kende hende."

 

Vi sad stille i noget tid, ingen af os så ud til at være sultne mere. Jeg ville gerne tanke på noget andet, så jeg ville starte en ny samtale, men problemet var bare at jeg ikke kunne finde ud af hvad vi skulle snakke om. Jeg kunne se på Alexander at han tænkte på det samme.

"Vi skal snart havde lavet et nummer med Eric og James," sagde han og fik mit lige nu ønske opfyldt.

Jeg fik et smil på læberne igen.

"Har du nogen forslag?" spurgte jeg.

"Ikke endnu, men når du finde ud af om du kommer med på turen, så tror jeg nok at jeg får et par stykker," sagde han.

Jeg sendte ham et gennemborende blik. Jeg vidste udmærket godt at han havde nogle idéer, han ville bare ikke dele dem med mig, før han var sikker på om jeg kom med på turen.

"Sig det nu," tikkede jeg.

"Er du bange for slanger eller fisk," spurgte han.

Jeg så på ham som var det et dumt spørgsmål. Jeg havde altid kunne lide slanger, og fisk... helt ærligt hvem er dog bange for fisk?

"Nej," svarede jeg forvirret.

Han smilede. Et lusket smil, han så næsten hel ondskabsfuld ud. Han så ud som om han havde planlagt det hele.

"Hvis du kommer med på turen, skal jeg havde dig til enden at fanger LEVENDE to fisk eller slanger," forklarede han.

Jeg nikkede og spurgte "Og hvad skal du så?"

"Stoppe dem ned i deres underbukser," lo han.

I starten fattede jeg ikke helt, hvor han ville hen med to levende fisk eller slanger, nede i Eric og James underbukser. Men da jeg så forstillede mig hvad der ville ske, kom jeg til at grine. Alexander lo med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...