Dark Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2012
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
I en storby der delt i to, bor Elena sammen med sin far. Elena lever som en halv vampyr og halv engel, men er mere engel end vampyr. Elena ønsker inderlidt at vide mere om hendes mor, men der er det lille problem, hendes far aldrig fortæller noget om hende. Mest fordi han stadig sorger over hende død. Elena er ikke en normal engel, hun har sorte vinger, og på en eller anden måde, kan hun tale med fuglene. Med tiden undre Elena sig over, hvorfor hun ikke nå gå over på den anden side, men den dag Elena går over på den anden side, bliver hendes liv forandret for at tid.

87Likes
194Kommentarer
21924Visninger
AA

11. Kender jeg ham ordentligt?

”Hvor længe har været her?” spurgte han nysgerrigt. ”Jeg kom om morgen.” svarede jeg. Vi sad oppe i min lejelighed. ”Hvad synes du så om skolen?” spurgte han. Han kiggede lidt rundt i min stue. ”Jeg har ikke set det hele i nu.” svarede jeg, jeg ville rigtig gerne se skolen, men jeg var lidt bange for at jeg ikke kunne finde rundt. ”Må jeg vise dig rundt?” spurgte han lidt usikkert. Jeg nikkede ivrigt ”Ja.” sagde jeg glad. Jeg smilede stort. Tænk at han ville det. Vise mig noget han sikkert havde set tusindvis af gange før.

Han viste mig hvor klasse værelserne var. Hvor kantinen var. Det hele. De havde også et lille hospital. Det kunne ikke blive bedre. Eller jo det kunne det, for det viste sig at det var Alexander, der boede i min mons gamle værelse. ”Vil du med ind?” spurgte han usikkert. Jeg forstod ikke hvorfor han var usikker. Jeg nikkede. Der var lidt rodet, men det gjorder ikke så meget. Lige nu ville jeg bare være sammen med ham, lære ham lidt bedre at kende. ”Beklager rodet.” sagde han mens han skubbede noget under sofaen. ”Det gør ikke noget.” sagde jeg. Men det hjælp ikke noget han. Han gik stadig rundt og samlede tøj, bøger og papir sammen. Jeg gik han til en boghylde, der var et billede. Det lå så man ikke kunne se billedet. Jeg rejste det op så jeg kunne se hvad eller hvem det var. Det linde et skole billede af ham selv. Nué han linde en lille dreng på det billede. ”Hvor gammel er du?” spurgte jeg. ”17?” svarede han forvirret. ”Nej, på billedet.” lo jeg. Jeg lo af mig selv. ”Når, 12.” svarede han. Jeg kunne noget rødligt i hans øjne på billedet. Jeg kiggede på hans læber, der var to tænker der stak ud af munden. Det linde næsten to små hugtænder. Han længe billedet ned. Jeg blev helt forskrækket. ”Undskyld hvis du blev forskrækket.” sagde han. ”Det gør ikke noget.” sagde jeg.

Jeg satte mig på hans store sofa. Han smid sig på den. Jeg sad og kiggede på ham, som om han ikke var rigtig klog. Han kiggede bare ligeglad. Hans hoved lå på armlænet, mens hans føder var meget tæt på min hofte. Jeg kiggede ud af vinduet, et kort øje blik. Han skubbede til min hofte med den ene fod. Så jeg faldt ned på siden. Jeg så vredt på ham, han lo bare ”Ingen humoristisk sans.” mumlede han. Jeg lagde mig i den anden ende. Han fik et ordentligt spark på det ene ben. ”Hvem sagde du ikke havde nogen humoristisk sans.” sagde jeg. Han kiggede op i loftet. Så kiggede han på mig igen, med et stort smil. ”Hvem taler du til?” spurgte han dumt. Jeg tog den ene sofapude, og gik til angrib på ham. Han skjulte sit hoved med hans arme. ”Nåde.” bad han da jeg slog ham med puden. ”Er du så færdig med at sige at jeg ikke har nogen humoristisk sans.” sagde jeg. Han svarede hurtig ind jeg havde forventet. ”Ja hvis bare du stopper.” sagde han. Jeg stoppede. Jeg lagde mig i den anden ende igen. Han tog stille armene ned igen, så de ikke beskyttede hans hoved mere.

Vi lå stille på vær sin side af sofaen. Jeg var ved at falde i søvn, på grund af varmen. Jeg kunne se på Alexander, at det var han også. Han rejste sig op, han gik hen mod hans altan, og åbnede døren så der kom kølig luft ind. Jeg kunne se at solen var ved at gå ned. Jeg lukkede mine øjne, jeg var alt for træt til holde dem åbne. Jeg kunne høre at Alexander bevægede sig hen imod mig. Jeg kunne høre at han løftede noget op, men jeg kunne ikke høre hvad det var. Jeg fik en blød dyne om mig, den var dejlig kold. Han løftede mig stille op. Jeg var for træt til at sige noget til ham. Jeg kunne mærke at han bar mig, men hvor hen viste jeg ikke. Så lagde han mig ned igen. Han strøg mit hår væk fra mit ansigt. Jeg lå rart og godt med den kolde dyne over mig. Jeg lå også bedre her end på sofaen. Til sidst fladt jeg i en dyb, drømmeløs søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...