Dark Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2012
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
I en storby der delt i to, bor Elena sammen med sin far. Elena lever som en halv vampyr og halv engel, men er mere engel end vampyr. Elena ønsker inderlidt at vide mere om hendes mor, men der er det lille problem, hendes far aldrig fortæller noget om hende. Mest fordi han stadig sorger over hende død. Elena er ikke en normal engel, hun har sorte vinger, og på en eller anden måde, kan hun tale med fuglene. Med tiden undre Elena sig over, hvorfor hun ikke nå gå over på den anden side, men den dag Elena går over på den anden side, bliver hendes liv forandret for at tid.

87Likes
194Kommentarer
21962Visninger
AA

33. Kan man stole på Alexander?

Jeg stod på lur, bagved et stort grantræ. Der var nogle rådyr, som stod og spiste. Men to af dem var ikke så sikker, de kiggede rundt, og lugtede til luften, for at være sikker på at der ikke var nogen, eller noget på jagt efter dem. Jeg stod helt stille, og forsøgte at trække vejret så stille jeg kunne. Men pludselig fik den ene af dem færten af mig, og slog alarm. Rådyrene begyndte at løbe deres vej, og jeg løb efter dem. Jeg havde ventet alt for længe, så nu skulle der dræbes nogle rådyr. Flokken løb alt hvad de kunne, men jeg var for hurtig for dem. Den første jeg fik brækket halsen på, var lederen, altså hannen. Derefter fik jeg dræbt syv hunner, og resten lod jeg løbe deres vej. Der skulle jo være flere tilbage, til når jeg skulle ud og jage igen. Jeg drak hurtigt blodet fra de otte rådyr. Imens jeg drak blodet fra det sidste rådyr, kunne jeg langsomt mærke at jeg fik min styrke tilbage. Da jeg endelig var færdig med at drikke, gravede jeg nogle huler, hvor jeg derefter begravede alle rådyrene i.

Jeg gik ned til søen, for at vaske spor af blod væk. Hvis jeg gik tilbage til skolen nu, ville de andre engle bare tro at der var sket mig noget, eller de ville gætte hvad jeg var. Men i det jeg var henne ved søen, kunne jeg høre nogen som kom hen i mod mig. Jeg hoppede i vandet, ikke kun for at gemme mig, men også for at få blodet af mit tøj så hurtigt så muligt. Jeg vaskende mig overalt på kroppen, under vandet. Og da jeg var sikker på, at jeg havde fået vasket alt blodet væk, svømmede jeg op til overfladen igen. Da jeg var kommet op, kunne jeg se hvem det var, der havde forstyret mig. Den irriterende snob Stasia, og så de andre. De havde et håndklæde hver i den ene hånd, også havde de alle sammen en bikini på. Stasia var den eneste der havde en pink bikini på, mens de andre havde en sort, hvid eller grøn bikini på. "Hey Elena." sagde hun med hendes irriterende stemme. "Hvorfor svømmer du rundt, med tøj på, og ikke i en bikini?" spurgte hun dumt. "Jeg blev forskrækket, også faldet jeg i vandet." Det var både sandt, men også en løj. Jeg var blevet forskrækket, men jeg ville også bare finde et sted at gemme mig, kun for at holde på mig hemmelighed. Stasia begynde at le, og da hun gjorde det, gjorde de andre det også. Jeg kravellede op af vandet, og gik hen mod skolen igen. Stasia og de andre lo bare videre, ind til at var kommet meget tæt på skolen, holde de op.

Der jeg var noget ud af skoven, begyndte alle at stirre på mig, og jeg forsøgte at ignorere det, men det var ikke så let, når man kunne mærke deres blikke i nakken. Jeg satte farten op, og nåede endelig indenfor skolen dør. Det føltes som om jeg havde gået i flere timer. Jeg løb op mod min lejelighed, men da jeg drejede om hjørnet, gik jeg ind i Alexander. Og overraskende nok, gjorde det mere ondt på mig ned på ham. "Undskyld." sagde vi begge to på samme tid. Jeg holde min ene hånd på hoved, det gjorde ondt. Alexander gjorde det samme, det havde åbenbart også gjort lige så ondt på ham, som det havde på mig. "Hvad er der sket med din arm?" spurgte han og pegede på den forbinding, som jeg havde glemt alt om. Jeg så ned på min arm, også op på Alexander. Han så bekymret på mig. "Du tror bare at jeg sindsyg." sagde jeg og gik forbi ham. "Nej jeg gør ikke, fortæl mig det nu bare." sagde han og fulgte efter mig. Jeg sagde ikke noget, jeg gik bare hen mod min lejelighed, men da jeg stod lige foran døren, gik Alexander ind foran mig. "Fortæl det nu." tikkede han. Af en eller anden grund, ville jeg fortælle ham det. Jeg følte mere tillid til Alexander end til nogen anden her på skole. "Flyt dig, og kom med indenfor, så skal jeg nok fortælle det." sagde jeg. Han tænkte sig om, han troede sikkert at det var for at snyde ham, men så så han mig ind i øjnene, og flyttede sig så. Jeg låste op, og vi gik begge to ind.

Vi satte os ind på sofaen, inden jeg overhoved nåede at sætte mig godt til rette i sofaen, havde Alexander taget fat i min arm, og begyndte langsomt og forsigtigt at tage forbindingen af, for at kigge nærmere på aret. Da han havde fået forbindingen af, så han helt forskrækket og skramt på mit ar. "Hvordan er det her dog sket?" spurgte han bekymret. Jeg ture ikke rigtigt at sige noget, det var som om der var en knude i halsen på mig. Han så bekymret op på mig, og sagde så med en lidt vred stemme, "Elena, hvad er der sket?" Han lød vred, og han så også sådan ud. Jeg træk armen til mig. "Jeg kunne ikke sove igår, så jeg besluttede mig for at går en lille tur i skoven, i håb om at det ville gøre mig træt." Jeg prøvede på at sige det meste af hvad der var sket, men ikke det hele. "På et tids pumt blev jeg tørstig, så jeg gik ned til søen, fordi jeg vidste at vandet var rent nok til at drikke, for at få noget at drikke. Men pludselig blev der helt stille i skoven. Jeg havde det som om nogen, eller noget holde øje med mig." Jeg kunne mærke at jeg fik tårer i øjnene, jeg var stadig væk i chok over det der var sket, men jeg prøvede på at holde tårerne tilbage. "Der var et eller andet, som gik til angreb på mig. Det bed mig i armen, jeg nåede kun lige at rive mig fri, og fly væk fra det." Nu kom tårerne, de løb stille ned af kinderne på mig. Jeg så ned på mine hænder, så Alexander ikke skulle se at jeg græd, men det gjorde han alligevel. Han træk mig forsigtigt og stille ind til sig, og forsøgte at trøste mig. "Nåede du at se hvad det var, der angreb dig?" spurgte han forsigtigt. Jeg nikkede. "Hvad var det?" spurgte han. Jeg træk mig lidt væk fra ham, så jeg kunne se hvordan han reagerede, når jeg fortalte ham det. "Jeg kunne ikke ordenligt se det, men jeg tror at det var en ... en vampyr eller noget i den stil." forklarede jeg. "Er du sikker?" spurgte han bekymret. Jeg rystede på hoved og svarede "Nej ikke helt, for den havde to hugtænder. Det var dem der gav mig det her ar." forklarede jeg. Nu så han skramt på mig. Jeg gemte mit ansigt ind mod hans bryst, mens han aede mig stille på ryggen, for at trøste mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...