Dark Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2012
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
I en storby der delt i to, bor Elena sammen med sin far. Elena lever som en halv vampyr og halv engel, men er mere engel end vampyr. Elena ønsker inderlidt at vide mere om hendes mor, men der er det lille problem, hendes far aldrig fortæller noget om hende. Mest fordi han stadig sorger over hende død. Elena er ikke en normal engel, hun har sorte vinger, og på en eller anden måde, kan hun tale med fuglene. Med tiden undre Elena sig over, hvorfor hun ikke nå gå over på den anden side, men den dag Elena går over på den anden side, bliver hendes liv forandret for at tid.

87Likes
194Kommentarer
21913Visninger
AA

24. Hævnen er sød

Vi løb om kap hen til skolen. Regnen pikkede ned. Det var koldt, og jeg var gennem blødt af vand. Alexander prøvede at være hurtigere end mig, men jeg var hurtigst. Jeg havde det lidt som om, at han lod mig vinde. Vi løb hen mod porten til skolen. Jeg stoppede under den meget høje port, Alexander var næsten løbet forbi mig, hvis ikke han havde set at jeg stoppede. "Hvorfor løber vi ikke ind i tørvejr?" spurgte han. "Fordi jeg ikke kan mere." svarede jeg. Jeg lænede mig op ad muren, Alexander gjorde det samme. Vi kiggede ud på regnen, det blev ikke bedre bare være og være. Det regnede længe, meget længe. Vi stod ikke helt i læ, men vi blev heller ikke særlig våde. "Det ser ikke ud til at blive meget bedre." sagde Alexander. "Skal vi se hvem der kommer først op til mig?" spurgte jeg. Han smilede til mig, som svar på mit spørgsmål.

Vi løb om kap op til min lejelighed. Jeg kom naturligvis først, men det var også kun fordi jeg havde nøglen til lejeligheden. Alexander var godt sur på mig, fordi han var i virkeligheden kommet først, men ikke ind i lejeligheden. "Jeg vandt." sagde jeg og smilede stort til Alexander, som så lidt irriteret på mig. "Nej du gjorde ej. Jeg vandt." sagde han. Jeg så lidt irriteret op på ham, men jeg smilede stadig væk. "Nej det gjorde jeg, fordi jeg kom først ind." sagde jeg. "Ja, du kom først ind, men jeg kom først her op." forklarede Alexander. "Og." sagde jeg. "Du sagde, hvem kommer først op til mig. Du sagde ikke ind i lejeligheden." forklarede han opgivende. "Nå, men det mente jeg." sagde jeg og smilede stort igen. Alexander rystede bare på hoved, og kunne ikke lade være med at smile. "Nu går jeg altså hjem til mig selv, for at få noget tørt tøj på. Men skal vi ikke mødes senere?" spurgte han. "Det kan vi godt. Kommer du så op til mig?" spurgte jeg. "Det kan jeg godt." sagde han. Jeg nikkede. Han gik ud ad døren, jeg lukkede den efter ham og låste døren, så ingen skulle kommer ind.

Bagefter løb jeg ud på badeværelset, for at se mig selv i spejlet. Mine kontaktlinser var der stadig, jeg åndende lettet ud. Jeg havde været lidt bange for at de var faldet ud. Jeg tog dem ud, så jeg bedre kunne se. Mine øjne var langsomt begyndt at blive gyldne igen. Jeg tog mit våde tøj af, fandt min morgenkåbe og tog min morgenkåbe på, så man ikke kunne se ind af vinduerne, at jeg ikke havde noget tøj på. Så tog jeg mit våde tog og lagde det i vaskemaskinen, så det blev vasket og senere kunne jeg lægge det i tørretumbleren. Borset fra min top som jeg smed ud, fordi den var i stykker. Det var enlig en ret sej skole, man havde sin helt egen lejelighed, med opvaskemaskine, vaskemaskine, tørretumbler, soveværelse, stue, køkken, toilet og en lille gang når man kom ind i lejeligheden. Og det var naturligvis ikke en lille lejelighed, faktisk en dejlig stor en. Jeg gik ind på mit værelse, og tog noget rent, tørt og varmere tøj ud af skabet. Så gik jeg ud på badeværelset igen, og tog min morgenkåbe af og hænge den på plads, og tog så mit tørre tøj på. Der var en sort langærmet trøje, et par mørkeblå cowboy stumpebukser, en hvid bh og et par hvide tusser. Jeg tog min hårtørrer frem, og tørrede mit hår. Bagefter tog jeg min hårbørste, og børstede mit hår dejlig blødt. Til sidst tog jeg mine kontaktlinser i ingen, fordi mine øjne var ikke helt gyldne endnu.

Jeg satte mig ind i stuen, og ventede på Alexander. Mens jeg ventede tog jeg min computer frem, for at se om min far havde skrevet til mig på Skype. Det havde han ikke men han var på, så jeg ringede til ham, og han tog den. Hans ansigt kom til syne, og han forsøgte at se glad ud, men det var han bestemt ikke. Han så trætog lidt irriteret ud. "Hej far." sagde jeg glad. Jeg smilede til ham og han smilede tilbage til mig. Det smil var et hunredprosent ægte glæde. "Hej Elena. Du mår undskylde at jeg ikke har været på Skype, her på det sidste. Men det er fordi vi har nogle små problemer, her for tiden." sagde han. Problemer, og at de havde problemer. "Hvilke problemer?" spurgte jeg nysgerrigt og bekymret. "Det er bare en anden vampyrklan, men dem er vi næsten sluppet helt af med." forklarede han. Det var ikke noget nyt, der var faktisk mange vampyrklaner som ville havde den del af byen, fordi der boede og var flest mennesker. Jeg havde kun oplevet det engang da jeg var lille. Jeg var kun fire år. Min far skulle være med, fordi han var en ad de stærkeste vampyrer i klanen. Jeg ville ikke havde at han skulle gå den gang, og han havde heller ikke lyst til at sætte sit eget liv på spil, når han havde mig.  Men havde heller ikke tænkt sig at lade mig vær alene, så han fik Felix til at passe mig og holde øje med mig. Felix lovede også den gang, at hvis min far ikke kom tilbage ville han tage sig af mig. Felix er nok den vampyr (person) som min far stoler allermest på. De havde kendt hinanden siden de var to år gamle, og det var som små menneskebørn og ikke som vampyrer. Det var først da min far fulde atten, at han blev bidt af en vampyr. Han bid slev Felix en måned senere, da han havde fundet ud af hvordan man gjorde. Nå tilbage til det med krigen, den klan de skulle kæmpe i mod, var næsten double så stor, så der var ikke en kæmpe change for at mange ville overleve. Men heldigvis vandt vores klan, og den anden klan mistede mange af deres egne. "Nå, går det godt på skolen?" spurgte han. "Ja." sagde jeg bare. Jeg ville ikke fortælle ham, noget om Eric James eller Alexander, ikke endnu. Måske Christina, hun virkede enlig meget sød. "Fortæl." sagde han venligt til mig. "En pige der hedder Christina. Der er overraskende mange som kalde hende for emo, jeg er nok den først som kalder hende for hendes rigtige navn." sagde jeg. Han smilede til mig. Det var ham som havde lært mig, at dem som bliver kaldt onde navne eller grime ord, kunne være en rigtig sø person. "Far jeg fik forrasten ..." Han afbrød mig. "Jeg bliver desværre nød til at løbe nu, jeg er ked af at jeg afbrød dig, men vi snakkes ved. Farvel Elena." sagde han og smilede hans eget lille farvel smil. Jeg skulle lige til at sige farvel, men så lage han på, og loggede af på ingen tid. Det var ikke normalt, at han gjorde det. Og hvorfor gjorde han det? Jeg loggede af Skype, og slukkede for min computer.

Kort tid efter jeg havde gjort det, bakkede det på døren. Jeg gik hen og låste op, og så at det var Alexander. "Hvorfor så trist?" spurgte han. "Jeg har bare lige snakket med min far over Skype, og han lod mig ikke sige farvel for anden gang." sagde jeg. Jeg kiggede på hans tøj, bare for at tænke på noget andet ind samtalen over Skype. Han havde et par sorte cowboy bukser på, og en hvid trøje. Hans telefon gav en underlig lød, en sms lød. "Hvem er det?" spurgte jeg. "Det er James." sagde han. "Hvad skriver han?" spurgte jeg. "Han vil havde at jeg skal komme ned i forhalen." sagde Alexander. "Må jeg komme med?" spurgte jeg. "Ja ja." sagde Alexander.

Vi gik sammen med i forhalen, hvor der ikke så ud til at være nogen, ikke andre end Alexander og jeg. "Hvor fanden er han?" spurgte Alexander, mest til sig selv. Jeg kunne lugte Eric og James, de var ikke ret langtvæk fra os, men spørgsmålet var, hvor var de? Jeg kunne høre Eric sige lavmælt "En ... to ... tre!" Der blev hældt vand udover Alexander og jeg. Jeg stod igen og var helt gennem blød af vand, og det samme var Alexander. Vi kunne høre dem le. "Så kan du lærer det Alex!" råbte James højt. Alexander kiggede overrasket op på dem, og jeg så vredt op på dem. "Undskyld Elena, det var ikke meningen at du skulle bliver våd!" råbte Eric. James og Eric hoppede ud og fløj stille ned til Alexander og jeg. Jeg lagde armene overkors da de var kommet ned. "Hævnen er sød!" råbte de i kor til Alexander. Jeg stirrede vredt på dem. "Undskyld Elena." sagde James så. "Jeg var lige blevet tør." sagde jeg gennem sammenbidte tænder. De lo bare af mig, undtaget Alexander som så irriteret på dem. "Helt ærligt Elena det er jo kun for sjov." sagde Eric. "Det kan godt være." sagde jeg igen gennem sammenbidte tænder. "Hvad vil du så gøre nu, tage hævn." lo Eric. James kiggede lidt surt og irriteret på Alexander, var der nu opstået fjendskab mellem dem. "Tro mig. I fik jeres hævn på Alexander, men jeg vil også få min hævn på jer." hvæsede jeg. De lo bare af mig. Jeg gik ud af halen, og nåde kun lige at dreje om hjørnet da jeg kunne høre, at de skændes. "Vi havde en aftale Alexander, ingen af os måtte date hende." Kunne jeg høre James sige. "Jeg dater hende ikke, vi var bare ude og gå en tur i skoven." svarede Alexander. "Klart." sagde Eric. Jeg kunne høre at en af dem skar tænder, sandsynligvis Alexander. "Alex, man kan se på hende hvem hun har det bedst med, og det er tydeligvis dig." sagde James irriteret. "Jeg kaster i det mindste ikke vand på hende." sagde Alexander selv sikkert. "Stop begge to." sagde Eric. Eric lød meget som den ældste af dem, eller som den kloge storbror. der blev helt stille der inde. "Vi har en aftale om at vi ikke dater hende, for at vi ikke udvikler fjendskab mellem hinanden." forklarede Eric. Det var faktisk en rigtig god aftale. "Ja, men den har Alexander lige brudt." sagde James. "Vel har jeg ej." sagde Alexander. "Nej du har ej, men du har fundet et smuthul." sagde Eric. "Kan vi ikke bare sige at vi må date hende?" forslog James. "Held og lykke." lo Alexander. "Nej, vi dater hende ikke." Eric forsøgte at lyde som den kloge, men James og Alexander lød ligeglade med ham. "Jeg synes at det er en god idé. Så kan vi også se hvem hun bedst kan lide." sagde Alexander. Det begynde at lyde som en konkurrence. Og jeg var nok det man kunne kalde for en præmie, men hvis det var det jeg var så var der ingen af dem som kunne vinde mig. Jeg var ikke en ting. "Fint, så ser vi hvem der kan få hende ud på en date." sagde Eric. Mine øjne lynenede af raseri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...