Dark Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2012
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
I en storby der delt i to, bor Elena sammen med sin far. Elena lever som en halv vampyr og halv engel, men er mere engel end vampyr. Elena ønsker inderlidt at vide mere om hendes mor, men der er det lille problem, hendes far aldrig fortæller noget om hende. Mest fordi han stadig sorger over hende død. Elena er ikke en normal engel, hun har sorte vinger, og på en eller anden måde, kan hun tale med fuglene. Med tiden undre Elena sig over, hvorfor hun ikke nå gå over på den anden side, men den dag Elena går over på den anden side, bliver hendes liv forandret for at tid.

87Likes
194Kommentarer
21914Visninger
AA

28. En spids tand

Jeg havde taget en par mørkeblå cowboy shorts, og en sort top under den grønne top, som Christina fandt til mig. Den grønne top var mindre end den sorte, så det så enlig okay ud med to toppe på. Jeg gad ikke tage makeup på, og jeg gad heller ikke sætte mit hår op. Mit hår hang bare, det var også pænt nok når det bare hang, så kunne man rigtig lægge mærke til mine krøller. Jeg to et par højhælet sko på. De var sorte, med et flot mønster rundt om mine fødder. Jeg gik ud af badeværelset, og ind i stuen, hvor mine mobiltelefon lå på sofabordet, og var lige ladet helt op for strøm. Jeg tog lader stikket fra, og tænde for mobilen. Da den var tændt, ringede jeg med det samme til min far. Det kunne godt være at han ikke havde tid, men lige nu var jeg ligeglad. Den ringede, og der var en som tog den. "Hallo?" lød min fars stemme. "Hej far. Det er mig Elena." sagde jeg. "Elena hvorfor ringer du dog til mig?" spurgte han. Han lød en blanding af sur og forvirret. "Du er næsten aldrig på Skype, og når du er så afbryder du mig altid. Men nu vil jeg altså gerne snakke med dig." sagde jeg. Jeg gjorde mit bedste for ikke at lyde sur, men det gik ikke så godt. "Elena. Jeg er virkelig ked af at jeg ikke har haft tid, men så snak nu." sagde han. Jeg kunne høre nogen som snakkede i den anden ende, det var ikke min far, jeg vidste ikke hvem det var. "Jeg vil bare fortælle dig at jeg savner dig, og at det er virkelig en fed skole. Også skal jeg til en fest i aften, men det er kun for at prøve noget nyt." fortalte jeg. Det var jo enlig noget nyt, jeg havde aldrig været til en engle fest før. "Det lyder godt. Jeg savner også dig, meget. Der er så stille derhjemme uden dig. Håber at du får en god start på mandag." sagde han. Jeg kunne høre på hans stemme, at han var glad. "Tak far. Vi ses." sagde jeg. Det var bedre end at sige farvel. "Vi ses, elsker dig." sagde han. Han havde ikke lagt på endnu, så jeg skynde mig at sige. "Jeg elsker også dig." Denne gang var det ikke ham der lage på, men mig.

Jeg lagde min mobil i lommen, og lige da jeg havde gjort det, bakkede det på døren. Jeg grab fat i min nøgle, og løb hen til døren. Låste op og så at det var Christina. "Hvor skal du hen i det tøj?" spurgte hun venligt. "Til en fest." svarede jeg for hurtigt. Jeg lagde mærke til at hun havde helt normalt sort tøj på, og et spørgsmål kom frem i mine tanker. "Skal du ikke?" spurgte jeg forvirret. Hun rystede på hoved og svarede. "Nej. Jeg er ikke inviteret." sagde hun. Hendes smil blandede. "Hvorfor er du ikke inviteret?" spurgte jeg. Jeg havde lige pludselig ikke lyst til at tage til fest mere, også selv om jeg havde lovet Alexander det. "Mick vil kun havde populære og kønne engle med. Og det er jeg ikke." sagde hun trist. Jeg kunne mærke min vrede boble frem. Det kunne godt være at Christina ikke var populær i deres øjne, men hun var køn. "Du er måske ikke populær, men du er stadig væk køn." sagde jeg venligt til hende. Et smil kom frem på hendes læber. "Synes du at jeg er køn, som den jeg er?" spurgte hun. Jeg kunne se at hun fik tårer i øjnene, glædeståre. "Ja. Det er bare lidt synd at du bruger sort makeup, og har sort hår." sagde jeg. "Det er en paryk. Jeg ville ikke farve mit hår sort, så jeg købte en paryk i staden for." hviskede hun. "Jeg må altså se dig en dag, uden alt det." sagde jeg. "Det kan vi godt sige, men det blive ikke før næste uge." sagde hun. Jeg nikkede bare, jeg var ligeglad med hvorfor hun ikke kunne før. Jeg var ikke sådan en som behøvede at vide lige præcis alt. Jeg gik ud af døren, og låste naturligvis for den. Og pludselig kom jeg i tanker om, at jeg ikke anede hvor Mick boede. "Er der noget galt?" spurgte Christina. "Jeg aner ikke hvor Mick bor." svarede jeg. Hun lo af mig. "Kom så skal jeg nok vidste dig hvor." sagde hun og gjorde tegn til at jeg skulle følge efter hende.

Det var (i sidste ende) ikke så svært at finde ud af hvor Mick boede. Man skulle bare gå efter den høje musik. "Skal vi spise morgenmad sammen i kantin i morgen?" spurgte Christina. "Det kan vi godt, men skriv til mig før du bakker på døren. Måske sover jeg." sagde jeg. Det var for at undgå at hun stod foran min dør, og ventede på at jeg åbnede den. "Det skal jeg nok. Jeg skal bare lige havde dit nummer." sagde hun. Jeg gav hende mit nummer, og gik ind af døren til Mick. "Vi ses i morgen." sagde hun. "Ses." sagde jeg venligt til hende.

Folk dansede løs, og nogle af dem så dumme ud. Ikke fordi de var dumme, men fordi de dansede dumt. I starten kiggede jeg efter noget at drikke, men det eneste jeg kunne få øje på var, noget meget stærkt alkohol, som jeg ikke havde lyst til at prøve. Jeg satte mig ned på sofaen, hvor der kun sad drenge. Sofastolene var optaget, og det her var den eneste plads der var. Drenge der sad i sofaen så alle sammen interesseret, en af dem blikkede til mig. Jeg rullede bare med øjnene. "Smut!" Var der en af dem der råbte til ham, som havde blikket til mig. "Hun er ikke interesseret, så smut!" Var der en anden der råbte. Ham der havde blikket rejste sig op, og gik over til nogle andre. Jeg fik lidt ondt af ham, hvorfor fandt han sig overhoved i det? "Hey smukke." Var der pludselig en anden der sagde. Jeg rejste mig op, jeg gad ikke høre på dem, så ville jeg hellere gå rundt. "Nu jog du jo hende væk." Var der en der sagde og slog ham, som havde kaldt mig smukke, i hoved.

Jeg ved ikke hvor længe jeg gik rundt. Men det var lang tid. Jeg kunne hverken finde Eric, James eller Alexander. Hvis Alexander ikke kom inden for en time, ville jeg gå hjem til mig selv. Jeg så ikke det sjove i at drikke sig fuld eller danse dumt (ikke alle dansede dumt), det var for dumt hvis man spurgte mig. Pludselig fik jeg øje på Eric, som sad i en af sofastolene. Jeg gik hen til ham. Han var (ind til videre) den eneste jeg kendte her. Jeg hen til ham, han sad og snakkede med nogen som jeg ikke kendte. "Hej Eric." sagde jeg venligt til ham. Han smilede venligt tilbage til mig. "Hej Elena." sagde han. Jeg gik hen til ham. Drengene som sad i sofaen kiggede forvirret på Eric. "Har du set James eller Alexander?" spurgte jeg. Jeg ville enlig vide hvor Alexander var, men måske var James her også, så hvorfor ikke spørge efter dem begge to. "Alexander har vædet med James, så prøv at kigge henne ved drikkevarerne." lo Eric. Gad enlig vide hvad de havde vædet om. "Tak Eric." sagde jeg og gik hen mod det bord, jeg havde været ved for lidt tid siden.

Alexander stod og pressede James til at drikke, det meget stærke alkohol. "Du får 100 kroner for vær du kan drikke." pressede Alexander. "Jeg har drukket fire, du kan ikke få mig til at drikke mere." sagde James. James så meget fuld ud, og lide en der skulle kaste op. "En til, så for du 200." pressede Alexander. James tog en øl mere, og begynde at drikke den. Han drak og drak ind til flasken var helt tom. "Nu kan jeg ikke mere." sagde James. Han havde en hånd på bordet, for at holde balancen. "Er du okay James?" spurgte jeg. James rystede på hoved, og Alexander var ved at dø af grin. Han lå faktisk på gulvet, så meget grinede han. "Måske skulle du tage hjem." forslog jeg. "Nej jeg gider ikke." sagde han. Jeg kiggede vred på Alexander. Hvis det var det her han mente med sjov, så synes jeg at det ikke var særlig sjovt. "Er det virkelig så sjovt?" spurgte jeg vredt til Alexander. "Altså, det er lidt sjovt." sagde han lidt forlanget. Han var lige pludselig blevet flov over det. "Jeg synes kun at det er okay, fordi jeg får penge for det." sagde James. "Har du kun penge i hoved?" spurgte jeg til James. James kiggede forvirret på mig. "Det er kun fem øller, og ikke mere." sagde han. "Og! Det ødelægger din lever." sagde jeg surt. Jeg vente mig om, og gik hen til sofaen igen.

Hen ad aftenen var stort set alle fulde. Bortset fra Eric, Alexander og jeg. James var mega fuld. Han var så fuld at han ikke vidste hvem han dansede med, det fik ham til at se dum ud. Der var ikke flere der sad i sofaen, eller i sofastolene mere. De eneste der sad i sofaen eller i sofastolene, var Eric, Alexander og jeg. Mit hoved var begyndt at dunke, og min hals var helt tør. Eric var gået op for at hente noget at drikke, så man kunne sige at Alexander og jeg sad alene tilbage i sofaen. Jeg havde mine ben over Alexanders ben. Han havde intet i mod det, han var sådan set ligeglad. "Er du træt?" spurgte Alexander. "Lidt. Er du?" spurgte jeg. "Ja." sagde han. Han så også meget træt ud. Hans øjnene var ved at falde sammen. Han lagde forsigtigt hans arme om mine ben, jeg sagde ikke noget til det, jeg fik bare en rar følelse indeni. Eric kom tilbage til bordet, med tre øller. "Det skal jo prøves." sagde han og satte to af dem ned på bordet. Jeg tog dem begge og gav den ene til Alexander. Alexander lugtede til den, og rykkede så lidt på næsen. "Det lugter stærkt." sagde han. Eric og jeg lugtede også til dem, det var ikke fordi vi ikke troede på ham, vi var bare blevet nysgerrige. "Føj." sagde Eric. Eric tog en lille tår af den, og skulle lige til at spytte det ud igen. Han stillede flasken på bordet. "Hvad er der galt med den?" spurgte jeg. "Den er frydelig." sagde Eric. Han lignede en der skulle kaste op. Jeg tog stille en lille tår af den, men jeg kunne lige pludselig ikke få mig selv til at stoppe. Det smagte ikke ret godt, men det gjorde min hals kølig. Til sidst tog Eric flasken ud af hånden på mig, men det var for sent jeg havde tømt flasken helt. "Hvordan kan du drikke det?" spurgte Eric forvirret. Jeg kunne allerede mærke alkoholet, bevæge sig rundt i mit blod. Jeg følte mig ikke helt som mig selv mere, også havde jeg lyst til blod. "Ikke os dig Alex." sagde Eric opgivende. Alexander havde tømt flasken på ingen tid. Og nu så han ud til at havde det værre.

"Skal vi ikke følges hjem?" spurgte Eric. Alexander og jeg nikkede. Vi havde det åbenbart dårligt begge to. Vi rejste os op og begyndte at gå hen mod døren. "Hey James. Skal du med?" råbte Eric. James så forvirret rundt, end til han fik øje på Eric. Han nikkede til Eric og gik hen til os. Vi fulgte først James hjem, mest fordi han ikke kunne se forskel på op og ned mere. Så gik vi hen til Eric lejelighed. "Følger du Elena hjem?" spurgte Eric til Alexander. "Hvad?" spurgte Alexander. Han var meget træt, det kunne man godt høre på ham. "Følger du Elena hjem?" gentog Eric. "Når, ja ja." svarede Alexander. bare. Vi nåde hen til min lejelighed. Alexander var ved at falde om af udmattelse. "Du må godt overnatte hos mig, hvis du vil." tilbød jeg. "Nej tak. Jeg vil heller sove hjemme i min egen seng." sagde han. Han længde sig træt op ad døren, og jeg længde mig op ad ham. Jeg lyttede til hans hjerte slag, det slog en hurtig rytme, men det var på en eller anden måde beroligende. Han lagde forsigtigt armene om mig. Jeg kiggede op på ham, han så bare træt på mig. Langsomt lagnede han sig lidt frem, og til sidst rørte hans læber mine. Hans læber var bløde, og hans ånde var sød, der stank ikke af alkohol som jeg havde troet. Jeg kunne mærke hans tunge, som adskilte mine læber fra hinanden. Jeg tog fat i hans hår og tvang ham til at dybere. Pludselig kunne jeg mærke nogen spidst ved hans tand, men da jeg lagde min tunge tilbage mod det, var der bare en glat tand. Jeg kan ikke huske hvor længe vi bare stod der, men det var lang tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...