Dark Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2012
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
I en storby der delt i to, bor Elena sammen med sin far. Elena lever som en halv vampyr og halv engel, men er mere engel end vampyr. Elena ønsker inderlidt at vide mere om hendes mor, men der er det lille problem, hendes far aldrig fortæller noget om hende. Mest fordi han stadig sorger over hende død. Elena er ikke en normal engel, hun har sorte vinger, og på en eller anden måde, kan hun tale med fuglene. Med tiden undre Elena sig over, hvorfor hun ikke nå gå over på den anden side, men den dag Elena går over på den anden side, bliver hendes liv forandret for at tid.

87Likes
194Kommentarer
21970Visninger
AA

34. En jaloux Alexander

"Stræk armen ud, så jeg bedre kan se." sagde en af lærerne, som hed Lena. Alexander havde sagt til mig, stort set hele aftenen, at jeg var nød til at tage ned til skolens hospitalstue. Og jeg havde bestem ikke lyst. Så jeg var gået med til at tage her ned, hvis Alexander var med. "Hvordan i alverden har du dog fået det?" spurgte hun og kiggede helt forbavset på aret. Men enden jeg kunne nå at svare hende, svarede Alexander. "Hun var ude og løb, da hun snublede og slog sig." Jeg så helt forvirret på Alexander, hvorfor løj han. "Okay så. Alex jeg bliver nød til at bede dig om at gå ud." sagde hun venligt. Alexander skulle lige til at brokke sig, men så så hun bare vredt på ham, og han lukke munden igen og gik ud. Lena begyndte at undersøge mig, for at være sikker på at der ikke sket noget andet med mig. Så lagde hun noget forbinding om min arm, og sagde "Det er lidt sjovt at det er et bide mærke du har fået, når du faldt." Jeg kiggede helt forvirret op på hende, og hun smilede bare til mig. "Hvordan vidste du at det er et bide mærke?" spurgte jeg helt forvirret. "Jeg har været i hospitalstuen i over 17 år, men lærer det med tiden." sagde hun og smilede venligt til mig. Jeg lo, måske skulle Alexander havde tænkt sig lidt mere om.

"Alex hvorfor måtte hun ikke vide, at det var et vampyrbid?" spurgte jeg nysgerrig og forvirret. Alexander og jeg gik rundt på gangen, og var på vej op til hver vores lejelighed. Hun havde godt nok selv regnet ud, at det var et bidemærke, men jeg ville vide hvorfor hun ikke måtte vide at det var et vampyrbid. "Fordi så vil de finde ud af om du blevet til en. Ved at låse dig inde i et bestemt antal uger, og hvis du ikke tikker det mindste om at komme ud, så er du en engel. Men hvis du går amok, og vil ud, så dræber de dig." forklarede han. Nu var jeg glad for at hun ikke havde fået af vide hvad det var. Jeg ville havde været afsløret på ingentid. Jeg ville ikke overleve en uge, uden blod. Det var næsten som om at han vidste hvad jeg var. "Kan de ikke bare prikke hul i min hud? Vampyrer har jo ikke blod i kroppen." Det lød som et underligt spørgsmål, men jeg ville havde svar på det. "Jo der er faktisk nogle nyfødte vampyrer, der har blod i kroppen, den første uge de er blevet forgiftet. Men det bliver ret hurtigt forbrændt, af giften." forklarede han. "Gør det ikke ondt?" spurgte jeg. Han stoppede op, og jeg gjorde det samme. Jeg havde lige pludseligt fået så mange spørgsmål i hoved. "Jeg er ikke sikker. Men i følge de bøger vi her på skolen, så ja, det gør meget ondt." sagde han. "Hvor ondt?" Ordene fløj bare ud af munden på mig. "Så ondt at de hellere vil dø. Der er mange der endda koncentrere sig så meget om smerten, at når de er blevet til en vampyr, kan de ikke huske noget som helst. Der er endda noget som aldrig når at blive til en vampyr, fordi de dør af smerterne og giften." forklarede han. Jeg stod bare og var helt fascineret af alt hvad han sagde, og jeg havde det som om at jeg kunne stå her i timevis, bare ved at se på ham, og hører alt det han sagde. Det var meget bedre end at læse i en bog. "Vi ses." sagde han som om der ikke var andet at sige. Han gik ind i hans lejelighed. Jeg vente mig om, og gik tilbage af den vej vi var kommet fra.

Jeg gik udenfor, for at se om der var nogen jeg kende. "Pas på!" Var der pludseligt en der råbte. Jeg nåede lige at opfange hvor lyden kom fra, og dukkede mig. Ryan landede lige foran mig, med hoved først, og rullede så lige en lille tur. Hvis ikke jeg havde noget at dukke mig, så havde vi begge rullet en tur. Han satte sig akavet op. Jeg kunne høre at der var nogen der lo bagved mig. Jeg vente mig om, og kunne se Søren og fire andre der fløj, ikke så langt væk fra jorden, cirka fem til ti meter, vil jeg tro. "Du skulle måske øve dig lidt mere i at dykke!" råbte en af dem. Han havde en underlig hårfarve, der var små lysebrune striber i hans blonde hår, det var sikkert farvet. De andre lo bare af det han havde sagt. Og jeg fik bare mere og mere ondt af Ryan. "Kan i gøre det bedre selv!?" råbte jeg med et selvsikkert smil. De stoppede med at le. Ham med det underlig blonde hår, kiggede både undrene og interesseret på mig. De begynde at spørge hinanden hvem jeg var, og om der var nogen der kendte mig. Søren sagde at han havde set mig en gang, lige enden han fik tæst af Alexander. Han sagde også hvad jeg hed. "Kan du måske!?" råbte ham med det underlig blonde hår. Jeg rystede på hoved og råbte "Ikke helt." De lo bare af mig, eller Søren og de tre andre gjorde, ham med det blonde hår var den eneste som åbenbart ikke synes at det var sjovt mere, og da de andre så det stoppede de langsomt med at le. Han gjorde et vift med hoved, som et signal til at flyve nu. De fløj hen mod skolen igen, mens jeg lo stille og ondskabsfuld af dem. Nogle gange var det sjovt at være lidt umodstålig.

Jeg gik hen og hjalp Ryan op, da jeg var færdig med at le. "Hvad skete der enlig?" spurgte jeg mens jeg hjalp ham, med at børste noget af jordet af hans tøj. "Dylan skubbede mig ud af kurs." forklarede han. "Hvem af dem er Dylan?" spurgte jeg nysgerrig. "Ham med lysebrune striber i håret." Jeg nikkede, og kom til at tænker på det sjove hår. At havde striber i håret var pænt, men det passede slet ikke til Dylan, det så bare underligt ud. "Hvad griner du af?" spurgte han og kom til at smil. "De striber passer slet ikke til ham." lo jeg uden at tænker over det jeg sagde. "Det kan jeg kun give dig ret." Nu lo Ryan også. Pludselig begyndte han bare at kilde mig, og det fik mig til at klukke af grin. "Stop! Jeg er så kilden!" lo jeg. Jeg gjorde mit bedste for ikke at skubbe ham hårdt, jeg ville ikke skade ham eller nogen for den sags skyld. Det var sjovt for os begge to, han lo fordi jeg lo. Til sidst fik jeg endelig skubbet ham væk. "Det gør du aldrig igen." sagde jeg og forsøgte at lyde så alvorlig så muligt, men det gik ikke så godt. "Det ved man jo aldrig." lo han. "Vi ses i morgen." sagde jeg venligt til ham. "Ses." sagde han glad. Jeg begynde at gå hen mod skolen igen, jeg havde brug for at slappe af, og få noget af spise. Jeg kiggede op på skolens mange værelse, for at se om jeg kunne genkende nogen af dem. Jeg kunne se mit, Christinas og Alexanders, og jeg kunne også se Alexander. Han stod som en skygge ved et af vinduerne, og så vredt ud af det. Men ikke på mig, det var noget der var bagved mig. Jeg drejede hovedet om så jeg måske kunne få et glimt af hvem det var. Den eneste person der var her ude, var Ryan og mig. Jeg drejede hoved om igen, og tog et godt kig på Alexanders ansigt. Han øjne lynede af vrede, men det var ikke noget almindelig vrede, det var ren jalousi. Hvorfor i alverden var han dog jaloux på Ryan? Jeg tænkte mig om, og kom i tanker om det med den aftale James, Eric og han havde brudt. Nu vidste jeg godt hvorfor han var jaloux, og jeg ville bare ønske at han ikke var det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...