Dark Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2012
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
I en storby der delt i to, bor Elena sammen med sin far. Elena lever som en halv vampyr og halv engel, men er mere engel end vampyr. Elena ønsker inderlidt at vide mere om hendes mor, men der er det lille problem, hendes far aldrig fortæller noget om hende. Mest fordi han stadig sorger over hende død. Elena er ikke en normal engel, hun har sorte vinger, og på en eller anden måde, kan hun tale med fuglene. Med tiden undre Elena sig over, hvorfor hun ikke nå gå over på den anden side, men den dag Elena går over på den anden side, bliver hendes liv forandret for at tid.

87Likes
194Kommentarer
21864Visninger
AA

38. Den søde lugt af engle blod

Rasten af dagen, fulgte enden Rayn, Dylan eller Søren mig rundt til mine time. Og det var begyndt at irriterer mig, meget. De snakkede og snakkede om alt muligt, jeg ikke anede noget som helst om. Jeg fulgte bare efter dem mens jeg tænkte på Alexander. Måske skulle jeg bare havde hold min mund. Jeg følte mig virkelig uheldig med den første skole dag. For det første, var jeg kommet for sent til min første time. For det anede så kunne Christina ikke vise mig vej til alle mine timer. For det tredje så var jeg blevet uvenner med Alexander.

Hele dagen, selv efter jeg havde fået fri fra skole, kunne jeg stadig væk ikke få tanken om hvad Alexander havde sagt til mig, ud af hoved. Jeg måtte tale med ham. Finde ud af hvad der var galt. Måske kunne jeg hjælpe, eller hvis det nu var mig, der havde gjort ham ulykkelig, så gøre ham glad igen. Jeg måtte finde ham, tale med ham, og det skulle være ... jeg kom til at kigge på klokken, og kom så i tanker om, at jeg havde lovet Rayn, at sidde ved ham. Og hvis jeg ikke gik nu, ville der nok ikke være så meget af den gode mad, tilbage. Så jeg måtte vente til efter aftensmaden.

* * *

Jeg fortryd så meget, at jeg havde sagt ja, til at spise sammen med Rayn, og nogle af hans venner. Det snakkede stort set kun om sport, og hvad de alle sammen, havde lavet i deres sommerferie. Men det var ikke kun derfor. Christina havde ingen at sidde med, jo altså bortset fra Eric, men udover ham så sad hun alene. Jeg kiggede rundt i kantinen, for at se om jeg kunne finde James eller Alexander. Jeg havde ikke set Alex siden fysiktimen, hvor han ikke havde været så glad. Og jeg havde heller ikke set James, siden vi spiste morgenmad i kantinen, hvor ham og Christina kom op skændes.

Endelig fik jeg øje på en af dem. James sad sammen med nogle drenge, der så nogenlunde ud, som han gjorde. De var alle sammen slanke, men de havde hver deres hudfarve, hver deres hårfarve, hver deres øjenfarve, og hver deres ansigt. En af dem så at jeg kiggede hen på dem, og sagde det straks til de andre. Jeg kunne ikke rigtig høre hvad det var han sagde, for alle de andre i kantinen. Men jeg kunne nogenlunde se, ved hjælp af den måde hans læber bevægede sig, hvad det var han sagde. 'Hende den nye kigger her over.' Den var jeg i hvert fald sikker på. De andre vende sig om. James så en smule forvirret på mig. Jeg så hen på det bord, hvor Christina og Eric sad. Hendes tallerken var ikke engang tom, hun spiste slet ingenting. Eric forsøgte at få hende til at spise noget, men det var som om hun ikke kunne høre ham, at hun sad helt alene i kantinen. Jeg kiggede igen hen på James, denne gang så jeg ham ind i øjnene. Og jeg kunne tydeligt se på hans mund, og øjnene, at han var ligeglad.

"Hvem har du enlig lavet i din ferie?" Jeg så op Rayn. Jeg havde slet ikke hørt efter. "Ikke så meget." løj jeg. De sad alle sammen, og kiggede på mig. Jeg kunne mærke, at jeg fik det varmt, i mit ansigt, jeg var ved at rødme. Jeg skylde mig at snakke videre, så jeg ikke ende med at blive hel rød i hoved. "Været i sommerhus, sammen med min far og nogle af vores venner. Også har jeg ellers bare været hjemme." En af dem kom til at le, Dylan. "Det lyder meget mere spændende end Søren sommerferie." De andre begynde også at le. Jeg så hen på Søren, han så ikke ligefrem glad ud. "Det eneste han har oplevet er at få en god gang tæsk." lo Rayn. "Af hvem?" spurgte jeg en smule nysgerrig. Søren så på med smalle øjne. "Sig mig, er du dum?" Jeg så en smule fornærmet på ham. Rayn opdagede det hurtigt, og forsøgte at skifte emne. "Når, hvad synes I så om fisken, jeg synes at den er bedre end sidste år." "Hvad sagde du?" Jeg så vredt på Søren. "Jeg spurgte om du var dum." sagde han koldt. "Og hvorfor stille du sådan et spørgsmål?" spurgte jeg irriteret. "Det var bare fordi, at du selv havde set hvem der havde tæsket mig, en dreng hvis navn satter med A, og slutter med lexander." Han sagde det langsomt, og fik det til at lyde som om, at jeg var for dum til at forstå det. Mine øjne skød med lyn, hen mod hans. Jeg knyttede endda mine hænder, fordi jeg havde sådan en tran, til at slå ham.

* * *

Da jeg var færdig med at spise, rejste jeg mig op, tog min bakke, og gik hen med den, hvor jeg og alle de andre havde taget deres mad fra. Kort tid efter, kom der en temmelig ung pige ud af køkkenet, og tog min og nogle andres bakke, og gik ind i køkkenet igen. Hun så ikke særlig gammel ud, mindst femten år gammel. Hun så heller ikke særlig glad ud, som om hun var ked af noget. Jeg vendte mig om, for at gå tilbage til min lejelighed, da Rayn stod bagved mig. "Er der noget galt?" spurgte han en smule forsigtigt. "Jeg har det fint." løj jeg. Jeg havde det elendigt, for at sige det pænt. Jeg var ulykkelig over det med Alexander, også var jeg også vred på Søren. "Du skal ikke tage dig af Søren. Sommetider er han bare en idiot." Rayn smilede til mig. Det var et smil, der viste omsorg. "Jeg blev bare lidt irriteret, når nogen kalder mig dum, jeg kan ikke engang lide et kælenavn." forklarede jeg. "Er det rigtigt?" Jeg sendte ham et alvorligt blik. "Normalt plejer folk at kunne lide et kælenavn." Uden at tænke røg ordene bare ud af mig. "Men jeg er ikke normal." Det var ikke engang løgn, jeg var ikke en engel, som alle de andre, jeg var vokset op hos en vampyr, som alle de andre ikke var, også var det min skyld, at min mor var død, mens de fleste her, havde en mor og en far. ”Det er de fleste her ikke, så det er ikke nogen overraskelse.” lo Rayn. Jeg kom selv til at smile lidt.

Mens Rayn og jeg snakkede, fik jeg øje på en, der stod et lille stykke væk fra kantinens hoveddør. Jeg kunne genkende det mørkebrune hår, og opdagede med det samme, at det var Alexander. Han så trist rundt på alle der sad i kantinen, end til han så kiggede på mig. Han så ikke vred på mig, faktisk var der slet ikke nogen tegn på vrede, mere trist og ulykkelig. Hans øjne virkede sorte, og uendelige dybe, det var som om at de var fulde af smerte. ”Elena! Hørt hvad jeg sagde?” Jeg så på Rayn igen, jeg havde glemt alt om ham. ”Undskyld hvad?” Jeg fik det pludseligt skidt, da jeg havde ignoreret ham.

”Hun er snot dum, så hvorfor skulle hun dog høre efter.” Jeg drejede om på hælen, og bag mig stod Søren. Mine øjne lynede af raseri. Han satte sin bakke hen til de andre. Jeg kunne se på ham, at han blev mere og mere irriteret, over at jeg blev ved med stirre vredt på ham. ”Hvad er der?” spurgte han irriteret. Jeg knyttede min ene hånd, og slog ham så hårdt jeg kunne, på kinden. Og det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg havde slet ikke tænkt over, min styrke. For de andre vampyrer, var jeg ikke særlig stærk, men det var noget andet her. Han drejede lidt til siden, da jeg havde slået ham, så tog han hånden op til kinden. ”Av!” Det var et langt ’av’. Han ømmede sig, og det gik op for mig, at nogen sad og kiggede på os, på mig. ”Hvad skulle det til for?” spurgte Søren, og så op. ”Du havde fortjent det.” sagde Rayn. Søren tog den ene hånd op til munden, og rejste sig op. Så tog han hånden væk igen, det strømmede ud med blod. ”Undskyld. Det var ikke mening at jeg ville skade dig. Jeg ville bare slå dig, så du ville stoppe med at kalde mig dum.” undskylde jeg. Han ømmede sin. Jeg pludselig, kunne jeg lugte noget helt vidunderligt, hans blod. Jeg havde det som om, at jeg ikke havde fået blod i flere dage. Men ikke nok med det, lugtede hans blod så utroligt sødt, at jeg havde svært ved at tro på det. Jeg havde aldrig lugtet noget lignende. Jeg rystede på hoved, og forsøgte at komme tilbage til virkeligheden. Rayn var gået over til Søren, for at hjælpe ham med at stoppe blødningen. Jeg vende mig om, for at se efter Alexander, for at få noget andet i tankerne, men han var væk.

Jeg gik ud af kantinen. Lugten var ved at drive mig til vanvid. Jeg havde det som om, at jeg var ved at blive til en anden, blive til nogen jeg ikke havde lyst til at være. Hvordan kunne blod dufte så lækkert? Jeg havde aldrig lugtet noget lignende. Sørens blod, fik menneske blod, til at virke som træt brød. Jeg begyndte at løbe, løbe op af trapperne, forbi den etage hvor min lejelighed var. Jeg måtte væk, væk fra lugten, væk fra alle, bare i et kort øjeblik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...