Forbandelsen

"Jeg vidste ikke, hvad jeg havde at vende tilbage til, men jeg vidste bare, at det her nu var den verden, jeg hørte til – uanset hvor ufatteligt ondt det gjorde."
--- To uger før sommerferien begår Omees far selvmord. Det efterlader Omee i en situation, hvor hun enten skal i plejefamilie eller flytte hjemmefra.
Da Omee en dag møder en meget speciel kat, var hun ikke forberedt på det eventyr, katten snart skulle slæbe hende ud i.

0Likes
4Kommentarer
1377Visninger
AA

2. Første kapitel: Katten del 1

I min lille hytte havde jeg ikke noget fjernsyn. Kun en radio, så jeg trods alt havde lidt kontakt med omverdenen – jeg sad nemlig for det meste for mig selv indenfor, efter at ferien var startet. Nogle gange orkede jeg ikke at høre på den, og så lod jeg den bare stå og samle støv, men andre gange lyttede jeg også til radioværtens stemme eller musikken, der blev spillet. En morgen hvor jeg sad og spiste morgenmad, udbrød værten i nyhedsprogrammet, som netop var begyndt, at der var nogle, der havde ødelagt mindre dele af byen. Det mindede mest om hærværk, men det så ikke ud til, at det var blevet lavet af nogle rebelske teenagere. Måske kunne voksne mennesker have påført skaderne, men det virkede ikke sådan, eftersom politiets efterforskning ikke viste nogen tegn på det. Noget andet, folk havde bemærket, var, at mange af byens katte strømmede til stederne, der blev ødelagt. De sad side om side på hegn, tage og skraldespande og fulgte ivrigt med i, hvad der skete. Radioværten påstod, at man havde hørt kattene sidde og miave i kor, men jeg troede ikke rigtigt på det. Før jeg hørte mere, slukkede jeg bare for radioen med et lavmælt suk. Resten af min dag var heller ikke særlig normal. Jeg havde faktisk glemt, hvad jeg havde hørt i radioen her til morgen, da mørket endelig begyndte at tvinge solen væk fra himlen. Det var næsten som om, at solen ikke ville flytte sig. Nu var det jo sommer, og solen blev lang tid på himlen, men alligevel havde jeg en følelse af, at min mor sad et sted på en af solens stråler og smilede til mig. ”Det skal nok gå,” syntes jeg, hun sagde til mig. Jeg fik lyst til at mærke solens stråler mod min hud, inden den lagde sig til at sove, så jeg rejste mig og gik udenfor. Men i dag var himlen ikke gyldenfarvet, som den ellers tit var. Der løb ingen honning langs de dovne skyer. Og mens jeg stod og ærgrede mig, forvandledes himlen til et sort tæppe. Jeg måtte i virkeligheden have stået der i længere tid, end jeg troede, men så snart, det blev koldt, vendte jeg om for at gå ind. Hytten lå lige i udkanten af skoven. På den ene side var der næsten ingen træer, og hvis man fortsatte den retning ville man komme til græsmarken, og lidt senere ville man komme til byen. På den anden side af hytten blev træerne hurtigt tætte og dannede en skov. Egentlig var skoven ikke vildt stor, men den var tæt og meget mørk. Inden mellem træernes skygger kunne jeg se noget bevæge sig. Først tænkte jeg ikke over det; det var jo nok et dyr, som der boede så mange af i skoven. Men idet, jeg havde besluttet, at det ikke var noget, sprang en sort skygge frem mod mig. Jeg tror, jeg skreg af forskrækkelse et øjeblik, men da jeg havde taget nogle skridt bag ud og stod og stirrede skræmt på dyret foran mig, faldt jeg lidt mere til ro. Dyret så mindst lige så skræmt ud som mig. Dens store, orange øjne så på mig i, hvad der føltes som lang tid, men nok snare var to sekunder, før det vendte om og ville løbe sin vej igen. Jeg kunne høre en raslen længere væk i skoven, og da dyret foran mig faldt sammen, slog det mig, at det måtte være på flugt fra noget stort. Hvad, ja, den slags tænkte jeg ikke på i det øjeblik, jeg samlede bare dyret op og skyndte mig indenfor med det, lukkede og låste døren efter mig. Det var her, at mit liv skulle begynde at ændre sig en gang for alle, men det var jeg dog ikke klar over.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...