Forbandelsen

"Jeg vidste ikke, hvad jeg havde at vende tilbage til, men jeg vidste bare, at det her nu var den verden, jeg hørte til – uanset hvor ufatteligt ondt det gjorde."
--- To uger før sommerferien begår Omees far selvmord. Det efterlader Omee i en situation, hvor hun enten skal i plejefamilie eller flytte hjemmefra.
Da Omee en dag møder en meget speciel kat, var hun ikke forberedt på det eventyr, katten snart skulle slæbe hende ud i.

0Likes
4Kommentarer
1256Visninger
AA

1. Prolog

Af denne movella vil kun prologen og første kapitel blive udgivet, da hele historien senere skal udgives som en rigtig bog. Dette er blot for at skabe opmærksomhed.

______________________________________

En blid sommervind fejede hen over græsset, som svajede let fra side til side, som om en usynlig skikkelse dansede hen over det. Solen var ved at gå ned over græsmarken, da jeg standsede op for at kaste et blik på den gyldenfarvede himmel, der mest mindede mig om flydende honning. Jeg mærkede mine læber glide fra hinanden et øjeblik. Aldrig havde jeg troet, at jeg nogensinde ville komme til at længtes så dybt efter synet af den himmel. Det fik mig til at tænke tilbage på alt det, jeg havde oplevet dette år. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde at vende tilbage til, men jeg vidste bare, at det her nu var den verden, jeg hørte til – uanset hvor ufatteligt ondt det gjorde.

Mit eventyr begyndte før jeg anede det. Det var der, da jeg mødte katten. Men jeg havde sikkert ikke mødt katten, hvis alt det andet ikke var sket først. Hvis min far ikke var død for nylig – selvmord, han hængte sig i stuen – så var jeg ikke flyttet ud i den jagthytte, vi ejede. Min far havde nemlig været jæger og fisker, så han tilbragte meget tid ude i skoven. Lige siden, jeg var lille, havde jeg elsket skoven, fordi min far fortalte mig så meget om den. Min far hængte sig på grund af en depression. Min mor døde for omkring seks år siden af en alvorlig sygdom, som jeg ikke husker navnet på, og lige siden har han ikke været sig selv. Jeg ved, at de elskede hinanden utroligt højt. Og jeg ved også, at de elskede mig. Men min far snakkede næsten ikke mere. Han sad bare i lænestolen og stirrede ud i luften med et billede af mor i sit skød. Hun var utroligt smuk. Det sagde alle altid, og det syntes jeg også selv. Hendes hår var lige så gyldent blond som himlen, når solen gik ned over græsmarken, og dét, sammen med hendes varme smil, gjorde, at folk netop sammenlignede hende med den nedstigende sol. Jeg har dog altid sagt, at hun var mere som den opstigende sol, men folk rystede som regel bare på hovedet af mig, da de sikkert mente, at jeg bare var et lille, dumt barn. Jeg elskede begge mine forældre, og det gør jeg stadigvæk, men jeg kunne bare ikke bo i vores hus mere, efter jeg havde set min far hænge der – det var mig der fandt ham, og det første jeg gjorde var at ringe til politiet, da jeg troede, at nogen havde hængt ham; men det var selvmord. Så jeg tog, hvad jeg mente, jeg havde brug for, og flyttede ud i hytten. Egentlig burde jeg nok være kommet i plejefamilie, men da jeg nu var så gammel, som jeg var, mente jeg, at jeg kunne klare mig selv. Indtil jeg fik en uddannelse og et ordentligt arbejde, kunne jeg leve af pengene på mine forældres kreditkort og de få penge, jeg tjente på mit fritidsjob. Overalt omkring mig stødte jeg på folk, som havde kendt min far. De havde alle sammen mægtigt ondt af mig, så de kom med blomster og gaver. Flere af dem tilbød mig at bo hos dem, men jeg kendte ikke nogen af dem særlig godt, så jeg havde ikke rigtig lyst. Men jeg mente også, at det var en glimrende chance for at få lov til at smage lidt på livet, og hvordan det var at være voksen, selvom jeg nu stadig var et barn. Eller det var i hvert fald det, jeg fortalte dem, der spurgte ind til mig. Måske ville jeg hellere lidt på afstand af livet og resten af civilisationen, så jeg kunne finde mig selv efter det store tab. Jeg blev bange for, at jeg skulle gennemgå det samme, som dengang min mor døde. Jeg græd hver dag, og jeg blev mobbet med det i min klasse. Ingen havde lyst til at være venner med mig. Og min far var ikke nogen trøst. Men hvem skulle også trøste ham? Jeg var lille, uforstående og tænkte nok mest på min egen sorg. Men denne gang græd jeg ikke nær så meget. En gang i mellem skete det, at jeg begyndte at græde lidt over det hele, men ellers har jeg forsøgt at tage mig sammen, så godt jeg kunne. Ligesom jeg selv, var menneskerne i min klasse blevet mere modne, og de viste mig faktisk lidt trøst efter min fars død, men jeg havde stadig ikke nogle venner som sådan. Allerede to uger efter den dag, hvor jeg var kommet hjem og havde fundet min far død, var det sommerferie. Efter ferien var det meningen, at jeg skulle starte på gymnasium og så tage en uddannelse bag efter. Men lige så stille begyndte jeg at falde ned i håbløshedens sorte hul. Det gik op for mig, hvor hurtigt døden kan tage et liv, og hvor tæt på døden, alle mennesker faktisk lever. Ved at falde ned af en trappe og brække nakken, træde ud foran en bil, falde i vandet… En enkelt fejl kunne koste en livet. Blot ved at træde forkert - i løbet af et sekund kan det være slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...