Mistleoe 2; Forever yours - JDB

Crystal Brighton har startet sin egen karriere. Hun har indspillet et coveralbum, som udkom den dag hun fødte sin lille pige, Alice Kate Brighton. Hun skal til at starte på hendes første tourné rundt i Europa. Hun glæder sig, men hvor nemt bliver det med en lille baby? Og møder hun Justin igen?

100Likes
264Kommentarer
11004Visninger
AA

7. Kapitel 5

Klokken var fire, da vi ankom til koncertstedet. Selve koncerten skulle starte klokken otte. Det var der fire timer til, så jeg havde lidt travlt. Efter at have siddet ned i to timer, gjorde min fod jo ikke længere ondt, så jeg glemte alt om den, og trådte direkte ned på den.

Min ansigt forvred sig i smerte, og jeg væltede omkuld. Lige der var jeg glad for, at min mor havde taget Alice med sige. Tænk, hvis jeg havde tabt min dejligste skat. Det ville absolut ikke have været godt.

Et par minutter senere tog jeg mig sammen, og humpede på min fod ind. Nogle fans var allerede ankommet, og de skreg, da de så mig. Jeg smilede til dem så godt jeg kunne, og gemte min tårefyldte øjne bag nogle mørke solbriller. Jeg gav nogle enkelte autografer, og humpede videre ind.

Da jeg kom ind, knækkede mine ben sammen under mig. Min fod dunkede, mit hoved dunkede, og hele min krop var træt. Jeg kunne virkelig ikke mere på det tidspunkt. Hele min krop stod af. Jeg var pludselig så svag. Så skrøbelig. Det kom bare lige pludselig.

Jeg tror, jeg havde sovet i tyve minutter. En tilfældig scenemedarbejder havde samlet mig op, og båret mig ind i et af rummene backstage. Jeg drak noget vand, og besluttede mig for at gå i bad og gøre mig klar.

Jeg rejste mig op, gik ud i bad, gjorde mit eget hår og make-up klar for første gang i lang tid, og fandt mit første tøj frem. Det mindede mig om en af mine første koncerter, hvor det hele var så enkelt. Nu var der en hel masse, som jeg skulle tage hensyn til. Jeg var jo blevet en ”stjerne”. Jeg hadede, når folk brugte det ord om mig. Stjerner, det var egoistiske folk, som ikke tog hensyn til andre end sig selv. Sådan var jeg slet ikke, og hvis jeg nogensinde blev sådan, havde jeg heldigvis en mor, som ville fortælle mig det.

”10 minutter til du skal på,” min mor kom gående med et stort smil. Første gang i lang tid, hvor jeg havde set en, jeg kendte et godt. Ellers havde det været nogle forskellige lydmænd, som var kommet med mikrofonen og sådan.

”Jeg kommer,” sagde jeg, og rejste mig. Humpende gik jeg om til der, hvor jeg skulle komme ind fra. Jeg var trist, ikke i særlig godt humør, men jeg måtte tage mig sammen. For mine fans skyld! Jeg ville nødigt skuffe dem.

”3… 2… 1…. CRYSTAL!!” råbte mine fans. Jeg smilede, en rar følelse skød igennem mig, og jeg lyste op. Pludselig var al negativiteten forsvundet, og jeg var glad. Glemte alt om min fod – eller næsten, og løb ind på scenen.

”HVA SÅ? ER I KLAR?” Råbte jeg ind i mikrofonen og kiggede ud over alle de mennesker, som skreg. Jeg smilede stort, og begyndte på min første sang.

Koncerten gik, og jeg takkede af. Jeg bukkede og nejede, mens mine fans skreg. Jeg smilede for mig selv. Jeg havde gjort det. Jeg havde gjort det godt.

Jeg skulle lige til at forlade scenen, da en ukendt stemme pludselig lød gennem hele salen.

”NU KOMMER EN ALLER SIDSTE SANG, NYD DEN”

Jeg stod og lignede sikkert et kæmpe spørgsmål, lige indtil musikken startede.. En melodi som jeg kendte alt for godt. Hvorfor skulle det også ske? Melodien fortsatte, og pludselig startede en velkendt stemme sangen. Det gjorde det bare endnu værre.

It’s the most beautiful time of the year
Lights fill the streets spreading so much cheer
I should be playing in the winter snow
But I'mma be under the mistletoe

Og han kom ud på scenen. Smilende. Publikum skreg som gale, og et øjeblik troede jeg virkelig, at luften ville eksplodere. Justins blik fangede mit, og pludselig forsvandt alt skrigeri, og kun Justins stemme var at høre.

Vi stirrede stift på hinanden. Justin sang, mens han kom tættere på mig. Jeg var stivnet, jeg kunne ikke rigtig gøre noget. Jeg var overrasket – og en smule glad, desværre. Det ville jeg jo ikke være.

“Kiss me underneath the mistletoe,
Show me baby that you love me so-oh-oh
Oh, oh ,ohhh”

Pludselig kom en mistelte ned fra loftet, og Justin stod lige foran mig. Han sænkede sin mikrofon, og hviskede stille linjen igen.

”Kiss me underneath the mistletoe”

Jeg gjorde ingenting, stod der bare. Hvad skulle jeg gøre? Kysse ham? Træde et skridt tilbage? Før jeg nåede at reagere, var hans læber plantede på mine, og alt var som i gamle dage. Just the two of us against the world.

”Crystal Brighton, jeg elsker dig – det har jeg altid gjort. Jeg vil gerne være din igen!”

Efter han havde sagt det i mikrofonen, som han havde løftet op mellem vores munde, der stadig var ekstremt tæt på hinanden, kom alt støjen tilbage. Publikum skreg højere end nogensinde, og de begyndte at råbe. De råbte vores navne. Jeg sukkede. Jeg gav efter. Jeg elskede ham. Der var ikke et sekund, hvor jeg ikke elskede ham. Jeg havde jo forladt ham for hans skyld. Han ville jo ikke have et barn.

”Jeg vil også gerne være din,” sagde jeg, og vores læber blev forenet endnu engang. Jeg trak mig ud af vores kys, selvom jeg inderligt gerne ville have det til at vare forevig, blev vi nødt til at takke af.

”Endnu engang, tusind tak for i aften. I har været de bedste! Jeg elsker jer,” mens jeg takkede af, holdt Justin mig i hånden. Sammen bukkede og nejede vi. Da vi gik ud – eller jeg humpede, tog Justin fat om mit liv, og da vi var kommet om backstage, kyssede vi straks.

Folk begyndte at klappe, og jeg kunne høre, at billeder blev taget, men jeg var ligeglad. Alt var blevet godt igen. Intet kunne slå mig omkuld. Jeg var stærk. Stærkere end nogensinde med de bedste mennesker omkring mig! Alice, Justin, min mor. Alle. 

__________________________________________________________________________

I må meget undskylde, at jeg ikke har skrevet i så lang tid. Virkelig lang tid. Jeg kan ikke love jer, hvornår der kommer mere, som sagt går jeg på efterskole, og har ikke så meget tid til at skrive - desværre. Men så kom der et kapitel. Nyd det! Jeg undskylder også for, at det ikke er så langt, meeen jeg ville så gerne bare give jer et eller andet. Værsgo!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...