Som sendt fra Helvede

Dette er en stil til dansk, som jeg har skrevet for lang tid siden. Jeg har valgt kategorien thriller & horror, fordi jeg ikke kan finde en kategori ved navn gyser. Den er på ét kapitel. Historien er rettet for fejl, men der kan godt være nogle hist og her!

2Likes
7Kommentarer
1916Visninger

1. Kapitel 1

Hendes brune øjne stirrede på bilen udenfor huset, der langsomt bakkede ud af garagen. Et lille vindstød ramte ruden på bilen. De lagde ikke mærke til det. De lagde ikke mærke til noget. De ville bare med det samme på ferie til den anden del af verden, bare for at slippe væk fra de daglige pligter, gud havde givet dem. Deres datter,Valerie Smith Jones, var en usædvanlig teenager, der troede på alt det spirituelle. Det spirituelle havde fået en sikker plads i Valerie's hjerte og sind. Der kunne ikke gå en dag, uden hun ikke havde tænkt over noget spirituelt. Aldrig havde hun set et spøgelse, eller oplevet noget mystisk. Men hun kunne ikke slippe tanken om, at der måske fandtes noget uopdaget mellem himmel og jord. Noget forskere over hele verden havde opgivet, eller i dét øjeblik Valerie så sine forældre køre af sted, sad inde i et laboratorium og forsøgte på at finde ud af, om dyr og mennesker ikke var det eneste levende på jorden. Forældrene kørte af sted, i deres sorte Jaguar.

Uden et eneste blik eller smil, kørte de væk fra huset. Væk fra byen. Væk fra landet. Til sidst var de i et land, Valerie kun kunne drømme om at besøge. Da bilen var forsvundet fra det stykke Valerie kunne se, trampede hun op på værelset og gned sine hænder. Det var koldt derinde. Det var som om det var blevet vinter, men det var sommer. Valerie tog fat i sin sorte iPhone, der var dækket med klistermærker. Hun tastede sin venindes nummer ind. Hun vidste veninden aldrig ville gå med til det. At hun ville starte et skænderi, og så bagefter lægge på. Der var intet galt i at prøve. Den sædevanlige Voice-mail dukkede op. På trods af Valerie's store had til Voice-mail, tastede hun en lille besked til veninden. Hendes stemme var skinger, og hendes hænder rystede. Sekunder efter var meddelelsen sendt til veninden, og Valerie kunne ikke andet end at vente på svar.

Hun sad på kanten af seng og nynnede lidt af en sang, der var meget gammel, men alligevel så speciel. Endelig kunne Valerie sin iPhone vibrere. Jeg kommer over nu, havde veninden fortalt Valerie. En lille glæde fandt sted det øjeblik inde i Valerie. Snart kunne hun kontakte dem. En lille banken på den gamle dør, kunne invitere Valerie ind til en verden hvor der ville ske mærkelige hændelser, og paranormale ting ville kunne ses. En knude formede sig inde i Valerie's mave da hun åbnede døren op, efter en let banken. Foran Valerie stod hendes gode trofaste veninde Alex, der havde et meget drenget look. Fra Valerie's synsvinkel var Alex klog og tjekket. Hun kunne sagtens være en nørd med bøjle, uden at virke anderledes. Intet kunne ændre hendes stil. De to veninder krammede hinanden, og gik derefter spændt op på Valerie's værelse. Det var snart tid til at blive skræmt af sandheden. Valerie havde taget sit brune bræt frem, med en masse tal og bogstaver på. Hun satte det på gulvet. I mens havde Alex hentet en kop og nogle lysestager. Efter blot fem minutter var pigerne klar til at opleve noget helt specielt. Alex ville prøve først. Hendes finder rørte ved det gennemsigtige glas. Pigernes øjne var det helt samme sted. På brættet. Hvis der var en ånd der, så stav dens navn, havde Alex sagt højt og tydeligt.

Et lille vindstød uglede Valerie's flotte brune hår. Hun måtte glatte det igen ved at bruge sin finger. Dog lod hun ikke være med at kigge på brættet. Valerie smilede skævt, men det stoppede hurtigt da der efter noget tid ikke var sket noget. Alex klappede sine hænder i og kiggede skuffet på Valerie, der sad og pillede ved gulvet. Var det virkelig sådan det skulle være? Skulle den første gang hun legede ånden i glasset virkelig fejle? Pigerne var ved at rejse sig, indtil de bemærkede noget yderst besynderligt. Glasset bevægede sig hen imod en af bogstaverne, uden hjælp fra Valerie eller Alex. Glasset røg hen på e – l – s – e -f-a-n-d-a-n-g-o.  Der var en ånd i huset Valerie boede i. En ånd der måske var vred, og havde tænkt sig at hjemsøge huset! Det var forkert at lege ånden i glasset. Hun skulle aldrig havde gjort det. Alex kiggede imponeret på Valerie, og satte sig derefter ned ved brættet igen. Valerie mente det var en dårlig idé at fortsætte, men Alex ville blive ved, som den stærke pige hun nu var. Tyve minutter efter havde Valerie skrevet en masse ting ned om ånden hun havde mødt. Ånden hed Else Fandango. Hun blev født i Holland 1872. Hun blev dræbt af en forvirret tilflyttende med en dolk, der siges skulle havde været forårsaget til andre mord. Valerie kunne ikke klare presset mere. Hun var blevet alt for skræmt. Hun ville stoppe det hele. Hun fortalte det til Alex, der støttede hende. De pakkede sammen, men var stadig skræmt.

De havde nærmest snakket med en ånd. Var huset så blevet hjemsøgt? De to veninder sagde farvel til hinanden, og så løb Alex hjem, bange og ensom. Valerie var den eneste tilbage i huset. Hun ville ikke være alene i et hus, som muligvis var hjemsøgt. Derfor tog hun ud i byen, og satte sig på en bænk. Bænken var brun og slidt, men også kold, som om det ikke var sommer. Det var som om sommeren var forsvundet helt nu. En masse mennesker gik forbi hende og stirrede. Hun følte sig som et dyr i en zoo. En meget berømt zoo.

Hun kunne pludselig mærke et koldt åndedræt bag sig. Hun vendte sig om, og så ikke andet, end noget gråt tåge der hurtigt forsvandt. Tilbage var der kun et lille blåt lys. Lyset kom tættere og tættere på hende. Til sidst var det lige foran hendes læber. Hun kunne pludselig mærke noget hårdt i sin hals. Lyset var fløjet ind i hendes følsomme hals. Det gjorde så ondt. Hun klemte sin hals med sine hænder, men det hjalp ikke. Hun kunne mærke blikkende der hvilede på hende. Hendes hår strittede, hendes hænder og ben rystede, og hendes øjne blev ved med at rulle. Til sidst var hendes øjne blevet helt sorte, og hendes hjerte stoppede med at banke. Hendes hår var blevet rødt, og en masse nye tanker kom frem i hendes hjerne. Hun kunne ikke mærke intet. Hendes ben og arme var følelsesløse, og hendes øjne blev bare ved med at rulle og rulle og rulle. Aldrig før havde hun følt sådan en stor smerte, selvom hun intet kunne mærke. Inderst inde vidste hun at der skete noget forfærdeligt med hende. Når hun gik, var det som at gå på knive. Når hun talte, var det som at hoste blod op.

Hun valgte dog at prøve at gå hjem, men det for svært, for smertefuldt, for umuligt. Selv når hun stikkede sine ene hånd i sin højre lomme, gjorde det ondt. Der var noget i den, blev hun ved med at bilde hviske. Inderst inde troede hun ikke på sig selv, men hun ville gerne undersøge det. Og op af lommen kom den længste, smukkeste, blodigste dolk. Dolken havde fået hendes hånd til bløde så meget, at hun måtte rive noget af sit tøj af, og så bruge det som beskyttelse til hånden. Valerie var nærmest blevet en helt anden. En hun aldrig havde troet hun kunne blive. En pige der havde forfærdelige tanker, der skræmte hende meget. Hun havde lyst til noget ækelt. Noget rødt, alle mente smagte af metal. Hendes længsel efter blod, var større end nogensinde.

Med tunge skridt gik hun hen imod et lille barn, der så ud til at være helt alene. Valerie bar pigen hen til en blindgyde, hvor hun stille tog stramt fat i sin dolk. Men denne lille pige skreg og skreg, så en masse selvfølgelig ville komme og se hvad der skete. Men da der kom nogle mennesker og kiggede, var det eneste de kunne se, en blodpøl der  svømmede ud til siderne. En folk journalister kom løbende hen til stedet, og begyndte straks at skrive på et lille stykke papir. Valerie var pist forsvundet. Som om hun havde forladt jorden. Måske var hun kommet til det sted, der ligger mellem himmel og jord. Den næste dag var der allerede kommet en artikel om det. En pige holdte fast i en avis, og læste artiklen. Ingen kiggede hende i øjnene. Ingen lagde mærke til hende. Hun var som usynlig for dem. Artiklen om den blodpøl var latterlig, mente de fleste læsere. Den var kedelig og kort, havde selv nogle journalister sagt. Men én person fandt den artikel spændende og sjov, nemlig Valerie Smith Jones. Ikke pigen, men selveste dæmonen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...