Camui Love

Det, som bare skulle være en simpel studietur, ender med at være et mareridt og en drøm for Rin, da hun bliver efterladt i Japan. Alle hendes ting er blevet stjålet, og hun skal nu finde vej til Den Danske Ambassade. Der sker dog ting på vejen, som forhindrer hende i at fortsætte.
Hun møder Ener, den mest kendte chihuahua i Japan. Den tilhører nemlig Camui Gackt, den berømte Rockstjerne.

142Likes
536Kommentarer
20230Visninger
AA

7. Suddenly

Regnen faldt til jorden, som tusinde bordtennisbolde. Mit hår var fuldkommen gennemblødt, det samme var mit tøj. Idet mindste skulle jeg da ikke tænke på, hvordan jeg skulle få noget at drikke. Jeg kunne sagtens folde mine hænder som en skål, og straks ville regnen lave en hel swimmingpool i mine skålformede hænder. Jeg ville nu bare ønske, at jeg havde noget mad, eller penge til mad. Det faktum, at jeg sad lige overfor en sushibar, gjorde det ikke meget bedre. Jeg elskede sushi.

”Hvad nu, hvis jeg skal dø her?” sagde jeg til mig selv og smilede af min elendighed. Jeg måtte videre, jeg kunne ikke bare blive siddende, og vente på, at jeg skulle dø. Det kunne jeg blive nødt til, opdagede jeg, da jeg prøvede at rejse mig. Mine ben var ved at bryde sammen, da jeg forsøgte at stille mig op. Jeg var for svag. Fireogtyve timer uden mad og ordentlig vand, gjorde dette ved mig. Jeg sænkede mit ansigt og så ned i den kolde asfalt, jeg sad på.

Kort efter, skete det. Regnen omkring mig forsvandt. Jeg kunne stadig høre regnen, men ikke mærke den. Regnen ramte en sort paraply, som nu blev holdt over mit hoved.

”Hvorfor sagde du ikke, at du ikke havde noget sted at tage hen?” blev jeg spurgt, af den smukke stemme. Jeg så op på ham. Ham med de smukke, blå øjne, og det kulsorte hår. Han havde helt mørke solbriller på, og en hat, som skjulte det meste af hans hår. Det var ikke engang fordi, at det var særlig koldt, og hvorfor have solbriller på, når der ingen sol var?

”Svar mig,” sagde han efter noget tid, hvor jeg intet sagde. Jeg undgik hans blik.

”En fremmed skal ikke bekymre sig om mig, det ville være åndssvagt,” svarede jeg lavt. Han slog sin paraply sammen, med det samme kunne jeg mærke regnen igen.

”Du reddede en del, af min familie, og alligevel tror du, at jeg ikke vil gøre den mindste smule gengæld?” sagde han. Jeg så på ham, mente han Ener? Et familiemedlem... Det var nu en smuk tanke. Han så ud til, at blive lidt irriteret, da jeg ikke sagde noget. Jeg ville ikke have noget at gøre med ham. Måske skulle jeg bare have svaret ham, fordi lige pludselig kunne jeg ikke følge med mere. Jeg fandt mig selv, i hans arme, imens han bar mig af sted, mod den vej, jeg kom fra, hans hus.

”Hvad tror du, du laver?” mumlede jeg lavt, helt svag. Jeg havde givet op. I den tilstand jeg havde, kunne jeg intet stille op.

”Jeg tænkte nok, at der var noget galt, da jeg så dig gå. Uden nogen retningssans. Jeg håber du er glad, jeg blev nødt til at aflyse en vigtig samtale,” sagde han, lidt irriteret.

”Det er ikke min skyld, at du bekymrer dig for fremmede, kammerat,” sagde jeg koldt. Han fniste kort. Jeg kunne høre hans hjerte slå, mod hans brystkasse. Det var beroligende. Det fik også mit hjerte til at slå. Hårdere og hårdere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...