Up (JDB og BTR)

At være oppe i skyerne, er som at flyve uden vinger. Bare mærke den dejlige luft, snuse igennem med næseborene og få frisk trætte øjne, er noget der bare ikke kan blive bedre.

2Likes
8Kommentarer
1832Visninger
AA

2. Kap. 1

Jeg vågnede med et stort sæt, ved lyden af den irriterende brag, der kom udenfor. Det tordnede og lynede, og det var bare det jeg var mest bange for. Lige siden jeg var en lille pige har jeg altid hadet tordenvejr. Men jeg havde ingen til at beskytte mig, for det første havde mine forældre travlt med at arbejde, så de sov på arbejdet, hvis de ikke kunne nå at komme hjem. Min storebror er nede i Afganistan, som soldat, så ham kunne jeg heller komme ind til. Jeg lagde mig til at sove igen, med dynen over hovedet.

Næste morgen ringede mit vækkeur klokken 7. Jeg stod op og fandt noget tøj frem, så smuttede jeg lige hurtigt i bad, og tog derefter tøjet på. Så lagde jeg noget makeup, og smuttede ned i køkkenet, og tog en bolle. Klokken var ved at være kvart i 8, så jeg gik ud og ventede på skolebussen. Jeg skulle bare have: Engelsk, Historie, Idræt og Matematik, også var den skoledag overstået. Jeg så skolebussen komme nærmere og nærmere, og jeg begyndte at gøre mig klar. Da jeg kom hen til skolen, mødte jeg min bedste veninde henne ved skoleindgangen. "Hey Crystall, hva så? Vågnede du også af det store tordenvejr, der var i går nat?". "Ja er du gal, du ved jeg hader tordenvejr", "men hvorfor ringede du så ikke bare til mig? Jeg var vågen". "Det kunne jeg ikke, min mobil er gået ud, og min oplader er væk, så jeg har ikke kunne ringe til dig". Jeg smilede til hende, og vi gik sammen ind i skolegangen. Vi gik hver til sit, og sådan fortsatte det hele skoledagen

Jeg var lige kommet hjem efter en laaang dag i skole, eller det syntes jeg i hvertfald selv. Jeg sad nu ved mit skrivebord og lavede lektier. Matematik. Jeg har altid hadet matematik, og nu har vi lige fået en problemregning for. Jeg har også altid kun fået 7-10 i matematik, og jeg ved godt det er højt, men jeg var også god da jeg var mindre. Jeg kunne huske da mine forældre sagde til mig, at jeg var en virkelig dygtig elev. Da jeg kom hjem med mine opgaver, og viste det til dem.

"Mor, far se hvad jeg har fået i matematik. Jeg har fået 10!". Jeg var lige kommet hjem fra skole efter en hel fantastisk dag med matematik i 4 timer. Jeg går kun i 2. klasse, så det er meget godt gået af en 8 årig pige. "Nej hvor godt skat, må jeg se?". Jeg gav mine forældre min matematik opgave, og kiggede smilende på dem. Mine forældre er meget stolte af mig, og jeg håber de vil være sådan resten af mit liv.

Men sådan er de ikke mere. Nu er de rige, de har mange jobs, og de har slet ikke tid til mig eller med hinanden. Pludselig hørte jeg endnu et brag, bare ikke lige så højt, men jeg håbede bare ikke det var endnu et torden. Jeg rejste mig, og gik hen til mit vindue. Der var solskin, så det kunne ikke være det. Så så jeg længere ned og lagde mærke til en bil og en flyttebil ved siden af. Hmm, har vi fået nye naboer? Jeg har da ikke lagt mærke til, at vores gamle naboer er flyttet. Jeg så nærmere for at se hvem de nye mennesker var, men jeg kunne ikke se det på grund af alle de mange kasser der stod i vejen. Så jeg lod det være, og jeg gik tilbage til mit skrivebord, for at lave videre på mine dumme matematik lektier.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...