Hemmeligheder og skjulte sandheder

Josephine og klassens rimeligt nye pige, Sofie, har været venner i et par måneder, og de kender hinanden godt. Eller hvad?
For Sofie snakker aldrig rigtigt om,hvorfor hun skiftede skole. Da Josephine ser nogle billeder fra en teaterlejr, får hun en mistanke om at Sofie har været sammen med hendes kæreste. For ikke at ødelægge deres venskab med falske beskyldninger, starter Josephine en efterforskning, som måske også bringer hende tættere på, hvorfor Sofie forlod sin gamle skole. Og hun leder hele tiden efter svar - for har Sofie og Marcus været sammen på teaterlejren?

(OBS jeg laver den her movella til hemmelighedskonkurrencen, men jeg er ikke sikker på, den når at blive færdig. Men jeg håber :D)

1Likes
0Kommentarer
1270Visninger
AA

4. En beslutning

Kapitel 3 - Josephine

At Sofie ikke ville fortælle mig det, gjorde mig nysgerrig. Nysgerrigheden havde altid været en af mine svage sider, jeg havde ikke tal på, hvor mange gange min mor havde irettesat mig, efter jeg havde stillet lidt for udfrittende spørgsmål om andres privatliv - selvom jeg aldrig sladrede om det, jeg fik at vide... Eller ahem... næsten aldrig.

Jeg overvejede at udfritte Sofie om sagen. Hvis jeg nu fortalte hende, at jeg vidste det var hende, ville hun så fortælle mig det? Eller ville hun bare stikke mig en løgn, eller insistere på at det ikke var hende?

Hvorfor fortalte hun mig ikke? Var vi ikke bedste veninder? Vi snakkede om stort set alting, og jeg havde altid fortalt hende om det, der skete mellem mig og Marcus - fra det første kys til at han endelig spurgte, om vi skulle komme sammen. Sofie havde aldrig snakket meget om drenge, men jeg regnede med, at det var fordi hun ikke kunne følge med på det punkt; At hun aldrig havde haft en kæreste eller fået sit første kys, og derfor ikke snakkede om det. Jeg havde før haft veninder, der bare ikke interesserede sig for fyre, og det havde jeg da altid accepteret. Billedet fik mig til at tænke på, om hun måske hele tiden havde været "moden", men bare ikke fortalt mig om det. Og det irriterede mig - nok fordi jeg selv havde fortalt så åbent.

Da vi spiste aftensmad, havde jeg stadigvæk Sofie og den mystiske fyr i tankerne. Det var ligesom at være i gang med en rigtigt god bog - pludselig kunne jeg ikke tænke på andet. En krimibog, måske. Jeg havde lige fundet et mysterium -jeg var med i en krimibog, og jeg var detektiven. Tanken fik mig til at smile. Jeg ville virkelig gerne finde ud af, hvem Sofie havde kysset. Det måtte da være muligt. Der havde jo været mange med på teaterlejren, nogen måtte da vide noget.

Da jeg hjalp min mor med at rydde af bordet - stadig med Sofie i tankerne - slog det mig. Jeg kunne da bare spørge Marcus. Måske vidste han det... Og hvis ikke, var han måske venner med nogen af de andre, der ville hjælpe mig med det. "Du snager i andres privatliv," hvæsede en lille stemme inde i mit hoved. "Måske skal du slet ikke vide det. Not your business... Er det ikke lidt overvurderet at starte en hel eftersøgning for at finde ud af, hvem Sofie kyssede? Måske skammer hun sig. Måske vil hun ikke have, nogen skal vide det. Du skal være en god veninde og holde dig væk...."

Jeg stoppede op med en tallerken i hånden. Tanken var slet ikke faldet mig ind. Snagede jeg nu igen? Min mor havde altid fortalt mig, hvornår jeg blandede mig for meget -men jeg kunne ikke inddrage hende i det her, det var jo Sofies hemmelighed. Jeg ville heller ikke gå over grænsen. Jeg stilte tallerkenen fra mig og gik op på mit værelse, hvor jeg tog en beslutning.

Jeg ville spørge Marcus om det, men jeg ville ikke opsøge alle fra teaterlejren. Det var vel i orden at spørge sin kæreste. Ja... jeg ville gøre det i morgen! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...