Dying Voices

Den unge pige So Eun elsker at synge, men da hun mister sin moder, der delte samme passion som hende, mister hun pludseligt glæden ved at synge, og kan ikke længere se nogen mening i det, men da hun møder K-pop gruppen SHINee vendes hendes verden på hovedet, og intet går som forventet.

15Likes
23Kommentarer
2880Visninger
AA

10. Kapitel 9.

"Hvad med det her?" spurgte Ga Eul, da vi dagen efter sad alene i vores rummelige stue. Hun rakte et næsten nyt brætspil frem, og jeg nikkede ligegyldigt. Det var mørkt udenfor, og det eneste der lyste den store stue op, var de mange stearinlys der brændte rundt omkring. Det havde vores far ikke sagt god for, men eftersom han var hjemme hos sin helt nye kæreste, havde vi huset for os selv, på nær af alle stuepigerne og butlerne, og vi kunne gøre lige hvad vi ville. "Lad os spille det, så," sagde Ga Eul muntert, og hev låget af æsken, hvorefter hun hældte indholdet ud på bordet, som var hun et lille børn der åbnede sin julegave. "Okay.." mumlede hun, mens hun koncentreret læste reglerne igennem for første gang. Med et suk skubbede jeg stolen ud, og kiggede på klokken. Den var kun lidt i ni. "Jeg går i seng, jeg er helt smadret," sagde jeg lavt, og Ga Eul kiggede skuffet på mig. "Men.. det er jo Eul-Eun tid nu," surmulede hun, og skød surt underlæben frem. Jeg kiggede med et smil på hende. "Vi har været sammen hele dagen. Jeg er bare lidt træt efter cykelturen tidligere," sagde jeg med et falsk smil, og forsvandt så ind på mit værelse. Dog var sandheden noget helt andet. I virkeligheden var jeg slet ikke træt. Jeg havde aldrig været mere vågen. Sandheden var, at jeg var nedtrykt. Nedtrykt over ikke at kunne bruge weekenden sammen med Nadia og alle drengene. Nu havde jeg endelig fået venner, og alligevel var jeg tvunget til at tilbringe min weekend sammen med min søster, bare fordi hun ikke selv havde nogen hun kunne være sammen med. Med et højt suk smed jeg mig i sengen, og lænede mig godt tilbage i puderne. Værelset var helt mørkt og stille, det eneste lys der var, kom ind fra gaden. Jeg vendte mig om på siden, og kiggede trist ud på gadelygten der skarpt lyste udenfor. Langsommere og langsommere gled mine øjne i, selvom jeg prøvede at holde dem åbne, og til sidst blev alt mørkt, da trætheden tog over.

Det første jeg hørte da jeg vågnede, var en ulidelig banken. "Ga Eul! Gå med dig, jeg sover," råbte jeg så højt min trætte stemme kunne overkomme, og en fnisen overdøvede stilheden. Hurtigt tvang jeg mine trætte øjne op, og jeg kiggede på klokken. Den var ti minutter over ni. Jeg havde kun sovet i tyve minutter. Forsigtigt satte jeg mig op, og kiggede rundt. Værelset var tomt, og døren stod lidt på klem, ligesom jeg havde efterladt den. Ingen Ga Eul på den anden side. Pludseligt begyndte det at banke igen, og straks blev mit blik trukket hen til vinduet. Og der stod ingen andre end Jonghyun og bankede på. Da han så mig, vinkede han, og gjorde tegn til at jeg skulle komme hen til ham. Langsomt rejste jeg mig, og gik hen til vinduet. Hurtigt rettede jeg på mit uglede hår, og åbnede derefter vinduet. "Det var du længe om!" hviskede Jonghyun, og kravlede ind. Med store øjne kiggede jeg på ham, der pludseligt stod på mit værelse. Han smilede stort, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt fjoget igen. "Jeg sov.." mumlede jeg, og han begyndte at grine. "Sov du?! Klokken ni en lørdag?!" sagde han, lidt for højt, mens han grinede, og jeg tog hurtigt min hånd op foran hans mund, mens jeg tyssede. "Min søster er hjemme," hviskede jeg, og han nikkede forstående. "Vil du med ud?" spurgte han muntert, og mit hjerte slog et slag over. Ud? Alene med Jonghyun? Jeg sank en klump, og kiggede ned på mine tæer, for at han ikke skulle se at jeg rødmede. "Tjoh.." mumlede jeg lavt, og han tog fat om mit håndled med et smil. "Fedt! De andre står og venter på den anden side af hegnet," sagde han, og kravlede ud af vinduet igen. "D-de andre?" mumlede jeg overrasket, og fulgte efter ham. Han nikkede, og kiggede tilbage med et grin. "Du troede vel ikke det kun var os to alene, vel?" spurgte han med et smil, og jeg rystede hurtigt på hovedet. "Selvfølgelig ikke!" sagde jeg sikkert, og kravlede ud til ham, hvorefter jeg lukkede vinduet lidt i. "Kom," hviskede han, og tog min hånd. Mit hjerte begyndte straks at slå hurtigere, og da han begyndte at gå, kunne jeg næsten ikke følge med.

"Hvorfor tog det så lang tid?" spurgte Key utålmodigt, da Jonghyun og jeg sammen kravlede over muren. "Hun sov," grinede Jonghyun, og hoppede ned fra hegnet. Jeg fnyste, og landede på det hårde grus. De stod der alle; Onew, Key, Taemin, Minho og Nadia. "Annyeong, So Eun!" sagde Nadia glad, og krammede mig hurtigt. "Hej alle," sagde jeg med et smil. På samme tid løftede alle drengene hænderne, og begyndte at vinke. Jeg smilede kort, og kiggede rundt. "Hvor skal vi hen?" spurgte jeg nysgerrigt, men de trak bare alle på skuldrene. "Vi tager bare afsted, og ser hvor vi ender," sagde Taemin med et smil, og førte mig hen til to biler. Den ene genkendte jeg. Det var den bil Key havde kørt i, dengang vi mødtes i svømmehallen, der tilhørte Nadia. Ved siden af holdt en rigtig lækker topersoners sportsvogn, med kalechen nede. "Hvis bil er det?" spurgte jeg, henvendt til Key, mest i den tro at det var hans, eftersom den var så pæn. "Det er min," sagde Jonghyun så, og åbnede fordøren for mig. Jeg kiggede overrasket på ham, og satte mig ind. "Jeg fører an!" sagde han flabet til de andre, mens de alle fem klemte sig ind i Nadias lille bil. Så satte han den i gear, og afsted gik det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...