Dying Voices

Den unge pige So Eun elsker at synge, men da hun mister sin moder, der delte samme passion som hende, mister hun pludseligt glæden ved at synge, og kan ikke længere se nogen mening i det, men da hun møder K-pop gruppen SHINee vendes hendes verden på hovedet, og intet går som forventet.

15Likes
23Kommentarer
2895Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Jeg gik alene hjem den eftermiddag. Ikke fordi det gjorde så meget. Jeg elskede at gå alene, så jeg kunne få tænkt alting igennem. Jeg gik altid gennem skoven der lå tæt på skolen, men i dag var anderledes. Jeg besluttede mig for at gå gennem byen, for første gang i lang tid. Butikkerne var fyldt med liv, og unge piger løb ud og ind af dørene med deres poser fyldt med tøj og makeup. Forårsudsalget var gået i gang, og alle var ved at dø efter at få fat i nogle af deres yndlingsmærker til en meget lav pris. Det morede mig meget, og mens jeg gik og smågrinede af de desperate teenagere, var der noget der fangede mit blik. En lille café, for enden af vejen. Den var åben, men der var ikke meget liv. Bordene var endnu ikke stillet udenfor, det var vejret dog stadig for koldt til, med jeg kunne se en pige der stille og roligt gik rundt indenfor. Der var ikke meget at lave, og hun så meget afslappet ud. Med langsomme skridt gik jeg mod caféen, uden at vide hvorfor. Jeg var hverken sulten eller tørstig, men det var som om, noget trak i mig. En uimodståelig trang, der havde fået fat i mig, og lokkende talte til mig.

Da jeg åbnede døren, kom pigen jeg havde set gennem vinduet, hurtigt hen til mig. "Annyeonghaseyo!" sagde hun og bukkede med et smil. Jeg kiggede lidt overrumplet på hende, og bukkede så let igen. Hun begyndte lavt at grine, og rakte mig et menukort. Jeg nikkede som tak, og satte mig ved et af de nærliggende borde, mens jeg holdt øje med pigen. Hun var lav, havde blondt hår og mørkeblå øjne. Hun lignede helt klart ikke en koreaner, men der var jo også mange der flyttede hertil. Jeg kiggede kort menuen igennem, da jeg besluttede mig for at vælge en enkel salat og en cola. Jeg rakte forsigtigt hånden op, og kiggede efter pigen. "H-Hallo?" spurgte jeg svagt, hvorefter pigen kom farende ud fra et af rummene bagi. Hun stillede sig ved bordet og bukkede igen. "Hvad skulle det være?" spurgte hun, mens hun stod helt ret foran mig. Noget sagde mig, at det ikke var så tit de fik gæster. "Bare en salat og cola," sagde jeg lavt og smilede. Hun bukkede endnu en gang og forsvandt ud bagved igen. Jeg kiggede rundt i det tomme lokale, og forstod ikke at her var andre udover den underlige pige. Der var meget hyggeligt, og priserne var overskuelige. Jeg tog min telefon frem og begyndte at skrive med Ga Eul, men inden jeg nåede at få sendt min besked, kom min mad. Denne gang var det en dreng. Han var ret høj af en asiater at være, og veltrænet. Hans hår var mellemlangt og svagt bølget, og hans øjne mørke og smukke. Jeg smilede svagt da han tavst stillede tallerkenen og glasset med cola foran mig. Jeg smilede til ham og nikkede. Han bukkede kort, ligesom pigen, og forsvandt så ud fra hvor han kom fra. Jeg begyndte at spise, og et smil kom over mine læber. Det smagte godt. Virkelig godt! Snart var min tallerken tom og man kunne se bunden i glasset. Jeg rejste mig for at betale, da pigen endnu en gang kom farende ud fra køkkenet, som om hun havde stået og holdt øje med mig, og ventet på at jeg blev færdig. Hun stillede sig bag den bar der stod tæt ved døren, og jeg smilede skævt da jeg betalte for maden. "Det smagte virkelig godt," sagde jeg og smilede. Hun kiggede med store øjne på mig, og jeg kunne høre nogle lave stemmer komme ude fra køkkenet. Det lød som om der var fem-seks stykker, der ophidset snakkede sammen - om mig. Jeg smilede akavet og pigen bag disken tog imod mine penge. "Bare behold resten," sagde jeg med et smil. Jeg have givet næsten dobbelt så meget som hvad maden kostede, og endnu en gang kiggede pigen med store øjne. "Omo.." mumlede hun lavt og talte pengene. "Kamsahamnida!" sagde hun glad og bukkede igen, og var lige ved at banke hovedet ned i baren. Jeg nikkede kort farvel til hende, hvorefter jeg åbnede døren og trådte ud på gaden igen. På hele turen hjem kunne jeg ikke tænke på andet end den lille café. Hvad var det der virkede så appellerende? Jeg vidste det ikke, men jeg havde i sinde at finde ud af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...