L O S T ✝ Jᴜsᴛɪɴ Bɪᴇʙᴇʀ

På den mest fantastiske dag sker det mest uventede. Et drabsforsøg på Justins, ikke bare kæreste, men forlovede, Annaclaire, bliver sat til værks og alt går straks den gale vej. Mens hun i en yndefuld brudekjole bliver tortureret af onde gerningsmænd, står Justin ventende i kirken, uden han ved hvilken nyhed der vil komme ham til øre. ~ ”Justin. Jeg har lige fået et opkald. Hun er død,” siger Ryan til mig.

31Likes
43Kommentarer
2772Visninger

5. T

Livet der før ellers havde givet ingen mening, var nu på sit yderste punkt. Da jeg åbnede døren var det ikke bare et pizzabud, som var gået forkert. Det var noget meget mere skrøbelig, ægte og smukt. Øjnene fangede mit blik med mere end bare en stille rædsel. De var skrækslagne. Uhyggelige at stirre ind i, men det var de øjne i hele verden, jeg virkelig ikke kunne lade mit blik glide væk fra. Det var de øjne jeg havde forelsket mig i. De øjne der ikke var andet end smukke. Farven skinnede fra månens harmoniske skær af grå og hvid. ”Hvordan kan du være her?” spurgte jeg stille og forestillede mig nogle kæmpe vinger, der foldede sig ud på ryggen og oplyste den dunkle nat med et så smukt hvid skær, at man ikke kunne andet, end at søge øjnene, da vingerne skar i øjnene.

Ondskaben bortførte mig. Til et sted der langt fra er harmonisk. De lod som om jeg var væk fra jorden, Justin. Men jeg er dig trofast og gjorde alt der var i min magt, til at jeg står her foran dig nu.” Stemmen knækkede over. ”Hold mig, Justin.” Armene lagde sig om mig, og mine lagde sig om hende. Stilheden bredte sig stille, men lyden af et højt smæk fra hoveddøren, gjorde det forbi. Vi var begge skrækslagne. Mig fordi jeg følte mig i et eventyr, at få sin elsker når man tror hun er væk. Hun kiggede på mig med de skrækslagne øjne, og jeg vidste straks hvad der lå bag. Tordenen. ”For evigt trofast, Justin,” hviskede hun til mig, og jeg nikkede stille mens mine læber kyssede den pande der var stivfrossen. Vi var altid trofaste overfor hinanden, men alle kunne sige, at hun var den meste trofaste, og var der altid.

Trofast, mere trofast, mest trofast.

Snaksalig som jeg plejede at være, det var som om at hun havde lammet det. Længslen til at fortælle om alt det jeg havde været igennem det sidste stykke tid. De mange dage hvor jeg havde stirret ind i væggen, var nu kommet til en ende. Endelig kunne jeg være lykkelig med pigen i mit liv. Hun var tilbage, uden at have været andetsteds end bortført. ”Tænk du ikke er død,” sagde jeg lettet til sidst, og fandt noget af det snaksalige tilbage. Hun nikkede og smilede.

Tiden vil aldrig skille os ad, Justin. Du er min, jeg er din. Vi er hinandens. Lov mig det. Lov mig at du altid vil elske mig. Lige meget hvad der sker.” Jeg nikkede, ”jeg lover, Anna. Jeg lover af hele mit hjerte.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...