Warm me up ❃ Justin Bieber

Dette er en novelle, på kun ét kapitel.

4Likes
35Kommentarer
1229Visninger

1. Start & slut

Jeg har altid troet det kunne være muligt, at forelske sig i en, man ikke kender. Jeg har altid følt, at hele mit liv er en film, som andre mennesker spilder deres liv på at se. Jeg har altid været den mærkelige pige. Hende den ægte blondine, der sad alene i spisefrikvarterene. Der er ingen der ved hvem jeg er, eller overhovedet ved hvad jeg hedder. Jeg er ikke god i skolen, og er derfor ikke just den, som alle vil være i gruppe med. Jeg er en pige, ingen ved eksisterer. Min mor forladte mig da jeg var to, og min far begik selvmord da jeg var syv. Lige siden, har jeg skjult mine forældre dødsfald, og bor alene hjemme. Jeg er altid bange for at blive opdaget, selvom jeg ville elske ikke at være den ansvarlige.

”Hvad glor du på, kælling?”

Jeg vender mig om, og kigger hen på pigen, der har råbt til mig. Jeg er vant til folk råber ad mig, og kalder mig grimme ting. Sådan er mit liv, ikke perfekt.

”I hvert fald ikke dig,” mumler jeg tilbage, og sætter mig med blikket rettet mod alt andet end pigen. Folk siger, deres liv er hårdt. Jeg siger, mit liv er mere usynligt. Det er ikke hårdt, men usynligt. Jeg kan ikke se det. Jeg bruger det jo, derfor kan jeg ikke se det. Jeg er inde i det, og lever i det. Livet, er det jeg lever og ånder i. Jeg har min hvide kortærmet trøje på, hvor der med forskellige farver står everyday I'm shuffling.

”Hvad sagde du?”

Pigen står lige ved siden af mig, og kigger ned på mig. Jeg undgår at kigge på hende, da jeg har lidt stolthed tilbage. Jeg tager fat i min skuldertaske, jeg har lagt på mit skød, og rejser mig op fra stolen. Jeg går udenom pigen, og hen til den store dør, og åbner den for at løbe væk. Jeg løber ud på toilettet, hvor jeg som det første kaster min taske ind i væggen, så bøgerne ryger ud til siderne, og mit penalhus bliver lynet kraftigt op, så tingene flyver ud af den. Jeg kastede mig selv hen imod én vask, og ligger noget vand i mine hænder. Jeg kaster vandet på mit ansigt, derefter uden at tørre mit ansigt med noget. Jeg kan nu hører noget. Det lyder godt, på en besynderlig måde. Jeg havde aldrig hørt det før, derfor tog nysgerrigheden over mig.

”Hey Angel in the snow, I'm under the mistletoe.”

Jeg gik rundt om hjørnet, og så en mørkhåret dreng sidde med en guitar på et trappetrin. Jeg ligger mine arme over kors, og kigger forvirret på drengen, der nu er stoppet med at synge. Var jeg gået ind på drengenes toilet?

”Arh, jeg må havde gået forkert ..” mumler drengen med det samme, og tager sine ting. Han løber med sine ting rundt omkring, men ender med at sige han er faret vild. Jeg kan ikke lade være med at grine. Grine som jeg aldrig havde grint før.

”Det er okay,” siger jeg, og ligger min hånd på hans skulder. Han kigger på mig, som står ved siden af ham. Jeg kigger lige ind i hans øjne, - de er chokoladebrune, meget specielle. Vi kigger hinanden ind i øjnene, indtil en af os bryder øjenkontakten, ved at kigge med røde kinder, ned i gulvet. Mit hår ryger ned af mine skuldre, og dækker mine øre. Mit hår, det eneste jeg er rigtigt stolt af.

”Ved du godt du er smuk?” siger han. Vi sidder sammen i kantinen, kun med hinandens selskab. De andre, sidder langt væk fra os. Det er ikke tid til flirt, er det første jeg tænker, efter hans søde ord. Jeg rødmer, og ligger mit hoved på hans skulder.

”All I want is you this christmas.”

Der er ikke noget bedre end kakao, og en dejlig dreng, ved sin side. Som de eneste, sidder vi inde i stuen i mit hus, og ser sneen falde. Jeg er træt, rigtig rigtig træt. Men jeg lyder tiden med den eneste ven jeg har, Justin. Han skal blive ved min side, ellers kan jeg ikke klare det her. Min sygdom, der får mit bryst til at give mig smerter, og gør det endnu sværrer for mig at trække vejret. Der er ikke noget andet end venskab, i vores årer. Jeg er aldrig blevet forelsket, i andet end at have et bedre liv. Drenge, er en af de mange ting jeg hader. Bortset fra Justin, han er .. min.

”Ally, du må forstå, at jeg er forelsket i dig.”

Alting går så hurtigt nogle gange. Det ene øjeblik sidder man med tårer i øjnene, fordi ens mor lige er død, og i det næste, starter man i college. Jeg er ikke engang startet i college, men betyder det jeg ikke må tænke på det? Det gør ondt at skærer i sig selv, det har jeg ligesom fundet ud af for længst. Alligevel gør jeg det, men har jeg en grund? Ja.

”Hvad hvis jeg ikke kan lide dig, på dén måde?”

Så presser han sine læber mod mine, og siger han elsker mig. Jeg ryster med hovedet, og træder nogle skridt tilbage. Jeg ser hans øjne, de ser ulykkelige ud. Jeg vender mig om og går .. Går indtil jeg ikke kan føle mine fødder mere. Går indtil jeg kan se lyset fra en bil ramme mig.

 

Jeg vågner op med et sæt, og kigger ud over min seng. Min dyne, er dækket med forskellig farvede blomster. Jeg ligger min hånd på min pande, og kan mærke sveden. Det var bare en drøm, en realistisk drøm. Jeg kigger til venstre, hvor jeg ser toppen af noget brunt hår. Resten er gemt under dynen. Jeg trækker dynen væk, og ser til min store overraskelse, en dreng ligge på min seng. Hans øjne er lukket, og han har noget i hånden, kan jeg set. Jeg åbner hans hænder, som han har låst sammen, og finder en lille halskæde. Halskæden er formet som et hjerte, lavet af sølv. Jeg kan se halskæden kan åbnes, og åbner den derfor. Der står: At least I can leave this world, knowing I've fight for ya. Jeg kigger på drengen, jeg kan genkende ham. Det er ham fra drømmen – det er Justin. Jeg ser på hans arm, der står noget. Der er tørt blod på bogstaverne i ordene, dsv. han har skæret i sig selv. Jeg kunne ikke læse hvad der stod, jeg kunne kun lige gætte mig frem til hvad der stod ..

Do you still don't love me?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...