Fiasko

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2012
  • Opdateret: 14 maj 2014
  • Status: Igang
Mia har længe overvejet selvmord, ja nærmest fantaseret om det, og en dag beslutter hun sig for realisere den fantasi. Men da det ikke lykkes første gang, bliver Mia i tvivl. Er det alligevel det rigtige at gøre? Og er der lys for enden af gangen? Men det er svært at fortsætte, på trods af at hun har meget støtte, og det er svært for hende at lade være med at give op igen.

5Likes
5Kommentarer
1864Visninger
AA

6. Nyligt ankommen

Jeg var igang med at læse en bog, da der pludselig lød en masse larm ude fra gangen. En tynd pige med flænger på hele kroppen og i ansigtet kom gående ved siden af en sygeplejerske. Jeg smilede forlegent da de stoppede op ved mit værelse og gik ind. Det måtte være min nye roommate.

Hun havde lagt sig til i sengen med det samme da hun kom ind, men jeg var usikker på, om hun faktisk sov, eller om hun bare nød roen. Jeg satte mig til at høre musik, mens jeg læste videre i bogen. 

Da jeg lagde bogen fra mig for at gå på toilettet, kunne jeg høre gråd. 

Jeg følte en klump i maven, usikker på hvad jeg skulle gøre. "Er du okay?" spurgte jeg forsigtigt. Lyden af min stemme forskrækkede pigen, og hun blev pludselig stille. "Undskyld" sagde hun med hæs stemme. "Du skal da ikke undskylde, jeg er sikker på, at du også har en grund til at være her" svarede jeg. 

Hun trak forhænget mellem os fra og for første gang fik vi mulighed for rigtigt at se på hinanden. Vi kiggede på hinanden i et øjeblik, granskede hinanden. Jeg lagde mærke til at hun stirrede på mine bandager og mine ar. Jeg vinkede akavet. "Jeg forsøgte at skippe til bogens slutning", forklarede jeg. Hun smilte skævt. 

Med hjertet bankende helt oppe i halsen på mig, fortsatte jeg: "Så livet har heller ikke været en dans på roser for dig?". Hun rystede på hovedet og lænede sig så hen mod mig hånden rakt frem. "Olivia". Jeg gav hende hånden. "Mie".

Dagen efter havde pigen allerede forladt stuen, da jeg vågnede. Jeg havde ikke lyst til at stå op, og valgte at blive liggende i sengen. Maria var modvilligt blevet slæbt med på en weekendtur til Sverige med sin familie, efter jeg eftertrykkeligt havde forsikret hende om, at jeg nok skulle klare mig. Hun havde ellers taget det hele pænt indtil videre, men jeg havde en idé om, at hun ikke fortalte mig alt, måske i et forsøg på at skåne mig .Det var stadig svært at forstå, hvor tæt jeg havde været på at opnå det, jeg ville.

Jeg kiggede ned på mine arme. Bandagerne var på tredjedagen blevet erstattet af store plastre. De store hvide plastre fyldte mere og mere i mit hoved, indtil jeg flåede dem af. Jeg var nødt til at se mine arme. Jeg var nødt til at se sårene.

Det meste af min venstre arm var stadig gullig, og det ville den nok fortsætte med at være i noget tid endnu. Det var det der skete, når der blev brugt meget kraft, havde sygeplejersken forklaret. Den anden arm så bare deform ud. Syningerne strakte huden ud, og gjorde de gamle ar mere tydelige. Mine arme var bulede og hakkede og ville nok aldrig komme til at se pæne ud igen. 

Jeg var fristet til at skabe flere sår, men det ville være dumt at gøre det på mine arme. Lægerne var allerede bange for at der skulle gå betændelse i de sår, der allerede var der. 

Skammen og vreden måtte få plads et andet sted. Jeg satte forsigtigt plasteret tilbage på min venstre arm og derefter min højre arm. 

Så rejste jeg mig, men gik i stå, da det gik op for mig, at nogen kiggede på mig. Olivia stod i døråbningen ind til værelset. "Du må da også have mistet en del blod på det der" sagde hun.

Jeg trak på skuldrene. "Hvor længe har du stået der?" spurgte jeg.

"Længe nok. Det er meget smerte, du bærer rundt på". Hun satte forsigtigt hånden på min skulder, men jeg trak mig tilbage. Hun skulle ikke stå og gøre sig klog på mig, det var slet ikke meningen hun skulle have set det. Jeg kunne mærke angsten presse sig på, de mange negative tanker, der trak mig ned. Min vejrtrækning blev besværet og mine ben begyndte at ryste. Hun trak armen til sig, da jeg rejste mig og løb ud på badeværelset, hvor mine ben kollapsede under mig. 

Ubehaget flød ind over mig i bølger, og jeg følte, at jeg var ved at drukne. Alt i mig skreg efter handling. Jeg begyndte at ryste, men var åndsnærværende nok til huske, at smerte ville hjælpe. Jeg skulle bare have noget at samle mig om. 

Med besvær fik jeg rejst mig op, mens det føltes som om, at væggene snurrede rundt. Jeg skulle bare bruge noget skarpt. 

Jeg følte håbløsheden som et stik i maven, da det gik op for mig, at der ikke var noget. Og dog...

Der stod et glas ved håndvasken. Ved tanken om den kommende ro, fik jeg kontrol over min rysten.

Pigen kiggede op fra sin bog, da jeg flåede døren op, og vadede hen og tog glasset.

"Beklager, jeg er nødt til det". Hun nikkede skræmt, turde ikke sige noget.

 

Ved tredje kast mod gulvet på badeværelset lykkedes det endelig at ødelægge glasset, og kort efter kunne jeg igen trække vejret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...