Flystyrtet

Stil til skriftlig fremstilling, terminsprøve..
Vil gerne have lidt respons før jeg får min karakter :)

Opgaven var at man skulle forestille sig man var på et fly der nødlandede december 1991, ca 20 km fra lufthavnen i Stockholm.Det var på vej mod København. Der var ingen der kom til skade, eller døde, men flyet gik i 3 stykker.

2Likes
2Kommentarer
6906Visninger

1. Flystyrtet

Jeg havde været i Stockholm for at besøge nogle venner, og noget familie. Turen havde været hyggelig, og der havde konstant været en dejlig stemning, hvor man virkelig kunne mærke, at folk havde savnet hinanden. Hele min familie besøgte hinanden en gang om året i Stockholm for at holde jul sammen, og dette var bare endnu en af de årlige ture. Alt virkede som det plejede, lige indtil turen hjem. Egentlig virkede alt også normalt det første stykke tid på turen hjem. Der var lidt turbulens, som der altid var, men det virkede ikke som noget specielt slemt. Efter 10 minutter i luften kom en af stewardesserne rundt, og spurgte om der var nogen der ville have mad og drikke, og hun virkede egentlig på det tidspunkt meget rolig. Men nu hvor jeg tænker tilbage, og tænker over det, var hun måske ikke så rolig alligevel. Da vi havde fløjet i nok omkring en halv time, lyste den lille lampe der bad os tage selen på. De fleste tog det som en normal ting, mens andre malede fanden på væggen og begyndte at snakke om flystyrt og hvad de nu ellers kunne finde på, for at gøre dem selv interessante. Flyet hoppede lidt, og det føltes som om vi skiftede luftlag et par gange. Men jeg, som er så van til at flyve, var fuldstændig rolig, mens nogle enkelte kom med et lille hvin, eller et skrig når flyet hoppede voldsomt. Mødre tog deres børn og mænd i hænderne, og stewardesserne kom ind og forsikrede os alle om, at alting var i orden. Da jeg så, det der mindede om uro i deres øjne, begyndte filmen om hvordan man tager luftmaske og redningsvest på, at køre oppe i mit hoved. Lampen med selen, holdte ikke op med at lyse. Det blev ved med at føltes som om vi faldt nogle luftlag en gang i mellem. Folk blev ved med at hidse sig selv og hinanden op, og den urolige stemning i flyet var til sidst så trygget, at jeg følte jeg blev kvalt. Så kom det første brag. Folk skreg, og nogle begyndte endda at græde. Ikke fordi jeg bebrejder dem fordi de gjorde, jeg var nemlig selv en af dem, der fældede en enkelt tåre eller to. Jeg hørte en svensker, hviske en stille bøn, og en dansk, meget ung pige, sige til sine børn at det nok skulle gå. Jeg ville ønske det var mig hun havde sagt det til, for det ville havde været mere overbevisende end den stille stemme i mit hoved, der sagde det samme. At kigge ud af vinduet, var ikke lige det man havde lyst til. Skoven under os kom tættere og tættere på, og det lignede at der kom røg ud af motoren på højre side. Nu vidste vi da i det mindste, hvor braget var kommet fra. Da det begyndte at lyde som om, at piloten prøvede at slå landingsstellet ud, løb tanken om, at vi alle sammen skulle dø, stille gennem mit hoved. Og da det oven i købet lød som om landingsstellet sad fast, var der en lille pige, på ikke meget mere end 8 år, der skreg det selv samme. En flot fyr, som jeg havde kigget lidt efter i lufthavnen, rejste sig og begyndte at gå hen imod cockpittet. Han sagde til en af stewardesserne, at han forlangte at få at vide hvad der skete. Han fik at vide at han skulle gå ned og sætte sig, og at hun ville bede piloten om at komme med en meddelelse. I stedet for at gå ned bagerst til sin plads, satte han sig på den tomme plads der var ved siden af mig, og gav mig et charmerende, blændende smil. Efter to minutter, hvor jeg mere eller mindre bare havde stirret på min nye sidekammerat, lød det over højtalerne, at flyet blev nød til at nødlande. Det næste der skete husker jeg ikke særlig tydeligt. Vi blev ved med at falde længere og længere ned, og min nye sidekammerat tog mig i hånden. Folk gik i panik, og en gammel dame der sad tre rækker foran os, besvimede. Hele flyet begyndte at lugte af sved, og den urolige stemning, var så tung at man nærmest kunne række ud og tage fat i den. En yngre mand kyssede sin kæreste på panden, og tog hende i hånden, og jeg, som ikke engang kendte manden der sad ved min side, klemte mere og mere om hans hånd. Da stewardesserne kom ind, rystede flyet så meget at de næsten ikke kunne stå på deres ben. Hvis man tænker tilbage, så det vel egentlig ret komisk ud, men på det tidspunkt gjaldt det bare om at høre deres anvisninger om, hvordan man tog sikkerhedsudstyret på. Da vi skulle lande i en snedækket skov, var redningsveste ikke nødvendige, så det vigtigste var at få luftmaskerne ordentligt på, og at få spændt selen rigtigt ind. Vi fik at vide over højtalerne, at kaptajnen ville være med os under hele nødlandingen, og at vi ikke skulle gå i panik. Det var måske lidt for sent at sige vi ikke skulle gå i panik, men man blev da lidt roligere af at han langsomt og roligt beskrev, præcist hvad han gjorde og hvorfor han gjorde det. Måske har det gjort ham selv roligere, og det kunne måske også havde hjulpet på, at få os alle uskadt ned. Jeg kan ikke huske meget fra selve landingen. Det der står tydeligst i min hukommelse, er min sidekammerats beroligende smil, kaptajnens stemme, der blev mere og mere anspændt, og så det at vi landede, og flyet knækkede lige bag os. Da flyet lå helt stille, begyndte folk utroligt nok at klappe. Og så besvimede jeg. Det næste jeg kan huske er en masse sirener, der hurtigt blev tydeligere og tydeligere. En vuggende bevægelse, og den kolde, men friske og behagelige luft, der slog mig i ansigtet. Jeg blev lagt på noget blødt, og jeg prøvede at sætte mig op, men fik at vide jeg skulle blive liggende, af fyren med det dejlige smil. Jeg kan faktisk huske at jeg blev lidt mopset. Troede han nu også han bestemte over mig eller hvad? Troede han måske han var min læge? Eller min kæreste? Men de mopsede tanker forsvandt da han igen, efter et kort glimt af et alvorligt ansigt, smilede. Da jeg var blevet tjekket af en ambulanceredder for alvorlige skader, fik jeg lov til at rejse mig igen. At se det store fly der var knækket i 3 dele, slog næsten benene væk under mig igen, og jeg måtte støtte mig op af fyren, der hele tiden blev ved min side. Jeg blev ved med at tænke på hvor mange der mon var døde, og hvor mange der mon var såret, og hvor heldige måske vi var. Redningsmænd og -kvinder løb rundt, og hjalp folk ud. Den gamle dame der var besvimet, som havde siddet 3 rækker foran os, var den eneste jeg så der blev båret ud. Alle andre gik selv, nogle få blev støttet, og endnu færre haltede ud. Da alle var ude af skibet blev dødstallet fastsat til nul personer, og samtidig var der ingen der var kommet alvorligt til skade. Nu når jeg tænker tilbage, på den dag i december 1991, synes jeg det er utroligt at alle overlevede. Jeg synes det var velfortjent at kaptajnen fik en klapsalve for den utrolig godt udførte nødlanding. Jeg tager stadig over til min familie i Stockholm hvert år, og den charmerende fyr, der i øvrigt hedder Daniel, har været med hvert år siden. Og selvom mange synes det er utroligt, at jeg ikke er blevet bange for at flyve, efter den ubehagelige oplevelse. Så er jeg ikke bange. Jeg er næsten blevet mere tryg ved det. For nu ved jeg at man godt kan komme levende ud af et flystyrt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...