På Balkonen - One Shot/Stil

Et One shot om kærlighed, ulykke og bitterhed. Med andre ord - typisk mig!

7Likes
24Kommentarer
1460Visninger
AA

1. På Balkonen

I baggrunden spillede Avril Lavignes debut-cd, mens jeg stillede de sidste ting på plads. For mindre end en halv times siden, da Daniel ringede, havde det nærmest været en umulig færd, fra min seng til døren, men da han havde spurgt om han måtte komme på besøg, havde jeg alligevel sagt ja uden at tøve. Men med godkendelsen af hans forespørgsel, kom også opgaven at rydde op. Dog generede det mig ikke synderligt, for det var noget jeg havde planlagt hele ugen, bare uden egentlig at kunne tage mig sammen. Nu var det lørdag, og det lille lejlighedskompleks min familie boede i, emmede af ro og fred. Mine forældre var taget af sted på weekendtur, og jeg havde, som så mange gange før, lejligheden for mig selv, og kunne gøre mere eller mindre som det passede mig.

“Is it enough to love? Is it enough to breathe? Somebody rip my heart out. And leave me here to bleed. Is it enough to die? Somebody save my life. I'd rather be anything but ordinary please.”

Lyden af Anything But Ordinary fyldte rummet, imens jeg smed det sidste tøj til vask, og redte min seng. Det eneste der nu var tilbage at gøre, var at vente, og forhåbentlig var det ikke noget jeg kom til at gøre særlig længe.

I mangel på noget bedre at lave, valgte jeg at beskæftige mig selv, ved at stille mig foran det gamle, støvede vægspejl, og sørge at mit tøj, hår og makeup sad bare nogenlunde. Mit mørkebrune hår, kun et par toner mørkere end min hud, sad i naturlige, bølgede krøller ned af mine skuldre. Krøllerne havde altid irriteret mig, men aldrig nok til at jeg gad gøre noget ved det.

Tonerne fra Things I’ll Never Say begyndte pludselig at blande sig med lyden af noget andet, og mere nærværende. Lyde fra gaden, og ikke bare de sædvanlige brøl fra de gamle biler, og de snakkende mennesker. Undrende nærmede jeg mig det åbne vindue, hvor solen tilsyneladende var holdt op med at stråle ind, i takt med at lydene steg.

Panikslagne stemmer, biler der dyttede, folk der skreg.

Nedenfor mit vindue, udspillede et kaos, hvis lige jeg aldrig havde set, sig. Folk løb skrigende rundt, andre lå ubevægelige på jorden. Fællesbalkonen, som jeg havde fri adgang til fra vores opgang var allerede fyldt med mennesker, og det var svært at skelne den ene fra den anden.

Ved nærmere eftertanke, var det ikke svært, men direkte umuligt. Alligevel gik jeg stille og roligt ud mod vores dør, så jeg kunne slutte mig til de forvirrede og skræmte mennesker der overvågede scenariet på sikker afstand. Ingen af dem så ud til at være direkte rædselsslagne, bare foruroligede.

Overraskede, og ikke på den positive måde. Uden for døren til vores lejlighed, var der trængsel, så meget at jeg ikke havde troet det muligt for en time siden. Alligevel kom jeg tættere og tættere på døren ud til fællesbalkonen, som var mit primære mål. Jeg lod mig føre med strømmen, roligt og tålmodigt.

Lige indtil jeg hørte en kvinde hviske: ”Er det ikke Martinéz pigens kæreste?”

Daniel! Pludselig kunne min fremfærd ikke gå hurtigt nok, og jeg skubbede, puffede og rev mig alt jeg havde. Sparkede slog, gjorde alt for at komme igennem. På under et halvt minut fik jeg hevet mig igennem menneskemængden, og nåede det rustne rækværk.

Jeg spejdede rundt på den åbne gade, hvor en bil var gået i brand, og endnu en stod og røg faretruende. Og i midten af hele scenen, lå Daniel, livløs, med sod i hovedet. Livløs, men måske ikke død endnu.

Uden at tænke over det, greb jeg godt fat om hegnet, og svingede mig over, sprang ned på gaden. Faldet, på omkring seks meter var skræmmende uvirkeligt, men da jeg landede følte jeg ingen smerte. Jeg lå bare der på ryggen, og følte mig let og vægtløs.

Alligevel var jeg en anelse fortumlet, da jeg forsøgte at hive mig selv op. Jeg kom i hvert fald ikke særlig langt med det. Mine arme og ben reagerede ikke. Intet responderede som det skulle. Følelsesløsheden havde bredt sig ud i hele min krop, men centrerede sig alligevel op et bestemt punkt, omkring midten af ryggen.

Erkendelsen strømmede ind over mig, da jeg igen forsøgte at bevæge mig, men blev mødt af intet andet end tomhed. Ingen respons. Lammelse. Det var den eneste forklaring. Jeg lå bare der. Og lyttede. Lyttede til ambulancerne der ankom. Lægernes opgivende suk da de kiggede på Daniel, og så deres bekymrede blikke, da de bøjede sig nedover mig. Jeg blev båret ind i ambulancen, men nåede at få et sidste glimt af Daniel. På jorden. Urørt og død.

“Is it enough to love?” Jeg elsker ikke.

“Is it enough to breathe?” Nej.

“Somebody rip my heart out.” Mit hjerte er revet ud.

“And leave me here to bleed.” Der er ikke mere blod at bløde.

“Is it enough to die?” Det ville jeg ønske.

“Somebody save my life.” Nej, lad hellere være.

“I'd rather be anything but ordinary please.” Der er noget galt med Avril Lavigne, hvis hun har skrevet den her sang.

Tårerne bryder frem i mine øjne, da Anything But Ordinary begynder. Og noget river sig løst indeni mig. For første gang i de tre måneder der er gået siden ulykken, græder jeg. Jeg sidder i min latterlige kørestol, som jeg er bundet til resten af livet, og græder. Kun på grund af at Daniel skulle komme ud på gaden lige på det tidspunkt, da de to biler kolliderede. Bare fordi jeg absolut skulle springe ud fra den balkon, i et anfald af tankeløshed. Derfor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...