Pyramiden ✜ Abuskhau Houi

Dette her er en lidt kort fortælling, om Abuskhau Houi. Jeg håber i kan lide det.

3Likes
2Kommentarer
886Visninger
AA

1. Abuskhau Houi

Jeg havde altid troet at jeg ville vokse op, gå i skole, få en uddannelse, blive gift, få børn, og i aller sidste ende dø. Men aldrig havde jeg troet at dét ville ske for mig.

 

Synet af min familie fik mit hjerte til at revne af sorg. Deres tårer der trillede ned af deres kinder, mens de kiggede efter os. Min bror prøvede at stride imod, men forgæves. Det var nytteløst. Jeg prøvede ikke at kæmpe imod, men det var umuligt. De var fem stærke mænd mod to svage drenge. Hvad var chancen for at vi kunne stikke af? Jeg kiggede længselsfuldt hen mod min familie. Jeg vidste at vi skulle væk. Jeg vidste vi aldrig ville vende tilbage. Jeg vidste at det her var sidste gang jeg så min familie. Det her var kongens ordre. Hans ordre var lov, og derfor skulle vi opfylde hans ønsker. Jeg kastede et sidste blik på min knuste familie, før jeg blev skubbet ind i båden. Det var sidste gang jeg så dem.

 

Dagene gik. Flere gange blev det dag og nat. Jeg troede aldrig vi ville nå frem, men det gjorde vi. Jeg havde altid ønsket, at båden tilfældigvis sank, så jeg bare kunne dø, men synet af stedet var smukt. Så smukt, at man bare ønskede at stå og kigge på det dagen lang. Et øjeblik var jeg begejstret for at være her. "Ud!" Beordrede en fremmed mand, der samtidig afbrød min tankegang. Jeg blev skubbet hårdt i ryggen, så jeg nær var var ved at snuble. Jeg kiggede rundt efter min bror, den eneste jeg ville se ligenu. Jeg følte mig utilpas sammen da jeg var omgivet af alle disse fremmede mennesker. Jeg havde brug for at se et velkendt ansigt. Da vi blev ført ind, faldt mit humør i bunden igen. Stedet var rådent. Faldefærdigt. Jeg drejede mit hoved mod venstre, og fik straks øje på min bror, der så raseende ud. Han lignede en der kunne eksploderer når som helst. Min personlighed og temperament var det modsatte af min brors. Han havde et dårligt temperament. Han blev ophidset over de mindste ting, og tog alting alvorligt, mens jeg tog tingene som det kom, og forsøgte at være så venlig og imødekommende som overhoved muligt, uanset hvilken situation vi befandt os i. Vi blev ført hen mod en mængde, med andre der cirka var på vores alder. "Følg efter mig," sagde en af mændene, der havde slæbt os herhen. Jeg begyndte at følge med manden sammen med alle de andre. Solen skinnede kraftigt, men det gjorde den også altid i Egypten. Jeg kiggede mig over min skulder, og så min bror der kiggede udtrykløst ned. Jeg bakkede lidt så jeg stod ved siden af ham. Jeg lagde en hånd på hans skulder, og klemte forsigtigt til. "Bare rolig. Vi skal nok komme væk herfra," sagde jeg beroligende, selvom jeg vidste at det var en kæmpe løgn jeg stak ham. Vi ville aldrig komme væk herfra.

 

"Godt så.. lad mig byde jer velkommen til jeres nye hjem.."

 

Jeg vågnede op til en strålende blå morgen og en varm sol, der strømmede ind og tegnede vinduemønstre på gulvet. Jeg slog mit blik hen mod min brors seng. Han var der ikke. Jeg kæmpede mig ud af søvnen, og strakte mig. Døren blev sparket op, og min bror kom til syne. "Kom nu! Vi skal begynde nu," sagde han en anelse irriteret.

"Kan du ikke tage det lidt roligt?"

"Ja. Tage det roligt. Jeg skal tage det roligt, efter jeg blev ført væk, og aldrig kommer til at se resten af min familie igen. Jeg skal bare tage det roligt, ikke? Det er jo ikke noget problem." Hans stemme var både nedgørende, og hård.

"Jeg er ikke ligefrem lykkelig for at være her. Det eneste vi kan gøre er, at holde lav profil," svarede jeg. Han sukkede. Uden et ord vendte han sig om, og gik.

 

Dagene gik. De samme ting hver eneste evig dag. Stå op, arbejde videre på pyramiden, vores lille "mande-aften", hvor vi spiser kød mens vi hygger, også i seng. 4 år. 4 år, fanget i dette her hul. 4 år, fuld af hårdt arbejde, og sved. En masse sved. Men hvad regnede man med, når det var 45 grader varmt? Jorden føles som ild under mine fødder. Aldrig havde jeg oplevet, at der bare fløj én enkel dejlig kold brise gennem luften. Mit savn til min familie voksede kun. Min mors smilende og friske ansigt om morgnen. Min fars stolte smil, hver gang jeg klarede mig godt. Mine søstres smilende ansigt. Mine brødre der fyrede latterlige vittigheder ud. Godt nok havde jeg en af mine brødre med mig, men han havde det tydeligvis hårdere end mig. Han hverken snakkede eller deltog i hyggen, en eneste gang. Dog havde jeg flere gange forsøgt at overtale ham, men han havde blot sukket og rystet afvisende på hovedet. 4 hele år, hvor han har ignoreret alle omkring sig. Jeg  havde selv rundet de fireogtyve år, uden at fejre det en eneste gang. Når man var i mine sko, var man fuldstændig ligeglad med sin fødselsdag, Man ville ikke tage sig af sin fødselsdag, overhoved. Det ville blot være en normal hverdag, som alle andre. Hvorfor fejrer sin fødselsdag, når det alligevel ikke betød noget? Mest af alt, var mit højeste ønske at komme væk herfra. Inderst inde, vidste jeg at det aldrig ville ske. Aldrig nogensinde. Jeg var fanget her.

 

Det var dén dag det hele skete. Den dag, der fik mig lyst til at gør en ende på mit liv. Den dag, jeg mistede alt håbet. Den dag, mit hjerte der var ved at samles igen, faldt sammen, og forsvandt.

 

Solen brændte ned på os. Sved dråber trillede ned af min pande, og fortsatte ned af mit bryst, og endte som små regndråber på den brandvarme jord. Min vejrtrækning var tung. Både mine arme og ben, føltes ømme. Jeg rettede mit blik mod de andre mænd, der var i færd med at trække en af stenene op til pyramiden. Jeg satte en flad hånd mod min pande, for at kunne se dem bedre. Den forreste der holdte fast i rebet, der var bundet til stenen, mistede ved et uheld balancen, og faldt bagfra, hvor han derefter fik den lille flok på jorden, så de ikke længere holdte fast i rebet. Mændende der var i færd med at trække stenen op, opdagede det heldigvis, og nåede lige at flytte sig fra stenen, der gled ned. Alle flyttede sig fra forskrækket fra stenen, bortset fra én. Han stod med ryggen til stenen, og anede ikke hvad der snart ventede ham: Nemlig den sikre død. Ingen turde at advare ham, da alle frygtede at blive ramt af stenen. Den 2.5 tons tunge sten, ramte ham. Han faldt, og stenen gled videre ned. Blodet spredte sig, på den brune beskidte jord. Jeg var blandt dem, der samlede sig om liget. Mine vejrtrækninger blev stille, men mit hjerte bankede hårdt i mit bryst. Jeg hverken rørte, eller hjalp dem med at samle liget op. Liget, af min egen bror..

 

Alle ville tænke, at jeg gav op. At jeg ikke længere ville bygge pyramiden færdig, men det gjorde jeg. Jeg fortsatte. Jeg fuldførte den mission, som jeg sendt for. Jeg mistede et menneske, der betød mere end noget andet for mig, samtidig med at jeg mistede min familie. Min stakkels familie, som jeg senere fandt ud af, var borte. Men jeg kan med stolhed sige, at jeg fik en oplevelse for livet. En oplevelse, jeg aldrig vil glemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...