Wolf-Girl - Forbidden Love

Da Julie møder en ældre mand, som fortæller hende, at hun er en varulv, og at hun skal hjælpe med at beskytte området mod de onde varulve, som bliver kaldt de onde. Må hun nu se frem til et liv, hvor hun skal beskytte sine kære, og vogte over hendes by. Da, dét hun mindst venter sker og den hun elsker, bliver ligesom hende, begynder det for alvor, at blive farligt.

17Likes
28Kommentarer
6615Visninger
AA

9. Optakten

Næsten morgen var hun klar og håbede på det bedste for de gode. Hun gik ud i skoven, der var stadigvæk mørkt, da hun trådte ind i lysningen, der stod en masse mennesker henne ved træstubbene, hun ledte efter Andrew, men hun kunne ikke ham nogen steder. Så gik hun hen til Peter, som stod sammen med en lille gruppe af den elles så store flok.
"Har du set Andrew?" spurgte hun, ham.
"Nej, det har jeg ikke, jeg tror at han kommer om lidt!" svarede han og smilte.
En mand på Andrews alder rømmede sig
"Er der ikke kun jer to i dette område?" spurgte han, Peter.
"Ikke i ret lang, vi havde jo vores egen slåskamp med de onde, Julie her reddede hendes lærer for at blive dræbt og imens hun sloges med en ulv, kom der endnu en ulv bagved Andrew som bed ham i benet og nu er han ligesom os" Peter lagde armen om Julie. Manden kiggede overrasket på hende, og smilte.
"Altså Julie blev faktisk såret efter hun havde helet Andrews sår, jeg kom desværre for sent og der var hun allerede såret, hun havde en dyb flænge i siden og havde brækket et ribben" forklarede Peter
Manden og de andre i gruppen kiggede forbavset på hende. Hun var på vej til at kigge ned i jorden, da en kendt skikkelse fangede hendes opmærksomhed, det var Andrew som kom lidt for sent. Hun gik over til ham og kyssede ham på kinden, så gik de over til Peter, på vej derover kunne de høre de andre tale om dem.
"Sikke en uorden!"
"Fy, forhelvede!"
Hun ignorerede dem og nu stod de over ved Peter.
"Det er så Andrew!" sagde Peter.
"dav, dav!" sagde Andrew og kiggede på dem alle kortvarigt.
"Nå, jeg hellere gå op og præsentere mig selv, i kommer med, stil jer ved siden af mig.
Peter stilte sig op på den ene træstub og Andrew og hende stillede sig ved siden af.
"Jeg hedder Peter, og dette her er min flok!" sagde han og pegede på Andrew og hende.
"Vi er samlet her i dag, for at kæmpe mod vores fjender og vi må huske at være taktiske og hurtige!"
"Husk på, at de onde ikke er mennesker, de tænker som rovdyr!"
Da Julie lod blikket køre ud over folkemængden, var der både mænd og kvinder i alle alder.
"De ældste forrest og de yngste bagerst, og husk hjælp hinanden"
"Må de gode sejre!"
En masse jublen brød ud. Peter trådte ned fra træstubben, og gik hen til dem.
"Vi må forbedrede os mest muligt, vi graver huler i over ved skoven, så når de træder ind i lysningen falder de i fælden, og så har vi taget nogen af dem, vi havde en gravko herude i nat, der gravede et langt hul ca. 6 meter dybt og der er blevet sat spyd dernede også. Så vinder vi noget tid!" forklarede han stolt. Julie og Andrew kiggede overrasket på ham, han måtte da have haft travlt, tænkte hun.
"Lad os begynde træningen!" råbte Peter
"Julie, du kæmper mod Andrew, han har ikke prøvet at kæmpe endnu, så det er vigtigt at han lære det inden kampen!" sagde Peter til hende og gik over til manden, som havde været så imponeret over hende, det viste sig, at han hedder Reed.
Andrew kiggede på hende, og grinte.
"Du skal bare vide, at jeg er rigtig stræk!" sagde han og blinkede.
"ha, bare vent" svarede hun drillende.
"Begynd jeres forvandling!" råbte Peter, rundt om dem var der nu ulve i forskellige farver. Hun bakkede lidt bagud og forvandlede sig. Andrew gjord det samme, og knurrede drillende. Så løb hun frem mod ham og Andrew gjorde det samme, men inden de ramte hinanden, løb hun til siden. Andrew ramlede tumlende ud i luften, og vendte sig hurtig om.
Så løb han hen mod hende, hun stod stille og borede poterne godt ned i jorden. Andrew ramte hende og hun blev flyttede bagud af kraften fra sammenstødet. Hun væltede ham og lod som om hun bed ham. Peter stod og kiggede på og hun drejede hovedet for, at kigge på ham, men i det samme væltede Andrew hende og nu lå han ovenpå hende, Peter grinte og gik videre
"Har du fået nogle tips, så du kan klare dig i kampen?" tænkte hun.
"Ja, da... Jeg klare mig!"
"Bare lad vær' med at blive slået ihjel, Andrew!"
"Selvfølgelig, det er i hvert fald ikke mig i dag!" svarede han, hende. Han trådte væk fra hende og hun rejste sig op, og rystede sig fri for skidt.
"Stop kampene!" råbte Peter og alle stoppede op og kiggede på ham. Det var et ret sjovt syn, at se alle de ulve der var og så Peter og Reed som stod i midten, som deres bytte.
"Hvil jer lidt og så kommer vi med mad om lidt" sagde Reed og gik sammen med Peter ud for at hente mad. Alle forvandlede sig tilbage og satte sig i det høje græs.
De satte sig ned i græsset, og kiggede rundt, på de forskellige grupper, som sad rundt i lysningen. Så kiggede hun på Andrew, som sad og studerede en gruppe som udelukkende bestod af drenge og piger på hendes alder. Han drejede hovedet og kiggede på hende.
"Prøv at se den gruppe derover, de er ikke meget ældre end dig. Hvad sker der med deres familie hvis det bliver dræbt og de er jo alt for unge, ligesom dig!" sagde han, hun kiggede på dem kort og kiggede på Andrew igen.
"Ja... De er sikkert klar over risikoen. Det er jo ikke noget, vi selv kan bestemme, det er vores skæbne" svarede hun.
"hmm, det bare dét, at de jo ikke har levet livet fuldt ud endnu, og det har du heller ikke!" sagde han
"Jeg forstår dig godt, Andrew"
"Du har bare heller ikke, at blive slået ihjel!" sagde han og kiggede på hende.
"Nej, jeg lover at passe på, ligesom du lover mig at passe på!" svarede hun, Andrew.
Andrew grinte og tog hendes hånd og kiggede hende dybt i øjnene.
"Jeg lover det!" sagde han, og klemte hendes hånd. Hun mistede helt vejret af at kigge ind i Andrews øjnene, hun havde aldrig kunne ikke se om de var brune eller grønne. Hun kunne lugte noget nu, men hvad var det, hun smagte på lugten, pizza...
"Hvad er der?" spurgte Andrew.
"Pizza..." svarede hun.
Andrew vendte sig om og kiggede ind i skoven, hvor Reed og Peter var gået ind. Hun kiggede den samme vej og i det samme, kom Peter og Reed ud med favnen fyldt med familiepizzaer, der var mindst 20 styks. Det gik hen til midten af lysningen og stillede dem.
"Så er der serveret!" råbte Reed og grinte. Så gik Peter og Reed hen til træstubbene, og lod os spise, den gruppe som bestod af unge, farede hen og tog et pizzastykke, hvorefter de andre kom til. Andrew og hende ventede til der ikke stod flere deroppe, så rejste Andrew sig og hun begyndte, at rejse sig.
"Jeg skal nok hente pizza til os!" sagde han og smilte, så gik han over og tog to pizzastykker og kom tilbage med et stort smil på læberne. Andrew gav hende et pizzastykke og satte sig ned.
"Tak!" sagde hun og smilte.
"Det var så lidt" svarede han og tog en bid, og kiggede på hende. Hun gav sig til, at spise og nød maden, hvis det nu skulle være hendes sidste måltid. Tiden gik langsomt og folk begyndte, at blive urolig og spændte, hun kunne selv mærke nervøsiteten stige jo tættere sol nedgangen kom. Da der ikke var andet end en halv time tilbage skulle de indtage deres pladser og forvandle sig. Julie stod på anden sidste række, mens Andrew stod på tredje række, der var 5 rækker i alt hver med ti ulve. Gad vide om de gode var i overtal, når de var halvtreds, det var i hvert fald mange. Solen var snart gået ned, Reed og Peter havde patruljeret området, for at sikre sig at de onde ikke havde lavet et bagholds angreb, og de stod forrest som ledere af denne kæmpestore flok, solen var bagved træerne nu og det var nu kun et spørgsmål om tid før de onde ville ankomme til lysningen.


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...