Wolf-Girl - Forbidden Love

Da Julie møder en ældre mand, som fortæller hende, at hun er en varulv, og at hun skal hjælpe med at beskytte området mod de onde varulve, som bliver kaldt de onde. Må hun nu se frem til et liv, hvor hun skal beskytte sine kære, og vogte over hendes by. Da, dét hun mindst venter sker og den hun elsker, bliver ligesom hende, begynder det for alvor, at blive farligt.

17Likes
28Kommentarer
6587Visninger
AA

10. Kampen

De stirrede alle sammen over mod fælden, som var dækket med grangrene, de kunne høre de onde nærme sig lysningen. Julie kiggede på Andrew og han sendte hende et lille ulvesmil. Nu kunne man se dem, de var kun få meter fra fælden nu, de gik på en stor række som passede med fældens længde. De første ulve kom ud gennem træerne, og havde for travlt med at knurrer og kigge på os, så de så ikke fælden og røg ned i den med et hyl. Den anden række stoppede brat op og snerrede af os, tog tilløb og hoppede over fælden, nogen fejlbedømte afstanden og røg i den. Andre klarede det og stod få meter fra første række og bedømte os, de havde mistet mange ved fælden, men de var stadigvæk i flertal. Men det havde givet os en fordel, og tid til at forberede os.
Den største ulv, trådte lidt frem og snerrede
"Gør jer klar til at dø, ynkelige mennesker!"
"Vi for at se hvem der dør" svarede Peter.
Så løb de frem mod os og første række var nu i kamp, den tredje og fjerde bataljon af ulve ankom og sprang over fælden og rendte med anden og tredje række, nu var det Andrew tur. Den første række ramte vores anden række, og den næste ulve række ramte tredje række lidt efter, endnu en gruppe sprang over fælden og rendte mod min række, nu var det min tur. Jeg så ulven komme stormende imod mig og løb hen imod den, jeg ville lave det samme tricks som lavede med Andrew. Da vi næsten ramte hinanden, sprang jeg til siden og drejede rundt, ulven havde stadigvæk ikke fattet hvad der var sket. Jeg løb hen til den og den havde lige vendt sig om da, jeg ramt den, så den væltede bagover og rullede rundt. Jeg løb hen og bed den i halsen der efter i siden, og rev til så pelsen røg af, og bed den så igen i halsen, jeg lod tænderne sive igennem pelsen og skind og ramte dens halspulsåre, så gav jeg slip og kiggede på den spjættende ulv med blodet strømmende ud af halsen. Så kiggede jeg rundt for, at se hvor Andrew var henne, så fik jeg øje på ham, over ved træerne tæt på fælden. Han så ud til at klare sig godt, overalt lå der sårede eller døde ulve, så vidt jeg kunne se, var de fleste af dem de onde. Jeg kiggede rundt igen og så en mindre ulv have problemer med en af de onde, det var en af de yngste, de havde med. Jeg løb over til dem og bjæffede så jeg fik begges opmærksomhed, den unge ulv flyttede sig og lod mig tage over. Da jeg havde lagt den ned, bjæffede jeg igen og den unge ulv kom over til mig.
"Bid den i halsen!"
"Okay" svarede den unge ulv. Den unge ulv, bed ulven i halsen og den hylede og vred sig af smerte. Dens hoved faldt til siden og den holdte op med at trække vejret.
"Tak!" sagde en barnestemme
"Det var så lidt" svarede jeg og kiggede og nikkede til den unge ulv.
Jeg vendte sig om og lod blikket glide hen over slagmarken, og gik lidt imod midten, jeg studerede ligene af ulvene, og var forsigtig, hvis der lå en ikke død ulv og ventede på at angribe. Jeg kiggede op på himlen og snøftede, da et hyl lød ud over det hele. Jeg kiggede hen, hvor Andrew havde været lige før og så til min forskrækkelse at der kun stod en af de onde tilbage.
"Andrew!" jeg løb alt hvad jeg kunne hen mod ulven som stod og kiggede ned i fælden, jeg snerrede og fløj ind i ulven, som ikke havde opdaget mig. Den røg ned i fælden og spirede sit hoved. Så, så jeg Andrew, han var spiddet igennem skulderen. Jeg hoppede ned i fælden og forvandlede mig tilbage, og rendte hen til Andrew.
"Andrew!" skreg jeg og kiggede og knækkede spydet, han var stadigvæk ved bevidsthed.
"Peter!" skreg jeg og kiggede forvirret rundt, lidt efter dukkede Peter og Reed op, de så Andrew og hoppede ned til os.
"Peter... Andrew!" græd jeg og kiggede på Andrew.
"Reed, hjælp med at løfte ham op!" sagde Peter.
Reed og Peter løftede Andrew op så han blev fri og jeg flyttede spydet, så lagde de ham ned igen. Jeg knælede ned ved siden af Andrew, og tog hans hånd.
"Andrew... Kan du høre mig?" spurgte
"Du skal nok klare det, høre du!"
"Julie, han skal nok klare det!" sagde Reed og satte sig på hug ved siden af Andrew.
"Riv hans trøje i stykker, så vi kan se hvor slemt det er" sagde Reed og kiggede på mig. Jeg gjord som han sagde og rev Andrews blodige trøje i stykker, så vi kunne se såret.
"Jeg hentet noget bandage!" sagde Peter og kravlede op af fælden.
"Hmm, Julie...?" mumlede Andrew.
"Jeg er lige her Andrew!" svarede jeg, ham, og klemte hans hånd, han drejede hovedet og forsøgte at smile, men jeg kunne se, at det var et smil fyldt med smerte.
Det føltes som om der gik hundrede år, inden Peter kom tilbage med bandage. Han hoppede ned og bandt Andrews skulder ind og satte ham op.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...