Wolf-Girl - Forbidden Love

Da Julie møder en ældre mand, som fortæller hende, at hun er en varulv, og at hun skal hjælpe med at beskytte området mod de onde varulve, som bliver kaldt de onde. Må hun nu se frem til et liv, hvor hun skal beskytte sine kære, og vogte over hendes by. Da, dét hun mindst venter sker og den hun elsker, bliver ligesom hende, begynder det for alvor, at blive farligt.

17Likes
28Kommentarer
6618Visninger
AA

11. Begravelsen

Andrew var ved at komme til fuld bevidsthed nu, Julie tog over for Peter, som støttede ham. Hun lagde hans hoved i hendes skød, og nussede hans kind.
"Andrew... Er du vågen?" spurgte hun forsigtigt..
Andrew mumlede og glimtede med øjnene.
"Hvad skete der?" spurgte han og tog sig ømt til skulderen.
"Den ulv, du sloges med, skubbede dig ned i fælden, også så fik du et spyd igennem din skulder. Jeg hørte dig hyle, og løb hen og skubbede ulven ned i fælden!" svarede hun og nikkede i retningen af ulven som hang dinglende med et spyd gennem hovedet. Andrew drejede hovedet og spærrede øjnene op, og kiggede forbavset på hende, hun smilte og tog hans hånd.
"Nu skal du ikke dø, Andrew!" sagde hun.
Andrew grinte, men holdte og tog sig til skulderen.
"Nej... Det lover jeg, men det var tæt på!"
"Ja, godt der ikke skete mere" sagde Peter og kiggede hen på dem. Andrew nikkede og rejste sig op, sammentidlig med, at han tog sig ømt til skulderen.
"Hvor mange har vi mistet?" spurgte han og kiggede på Peter og Reed.
"To..." Svarede Reed og kiggede op på nattehimlen.
"Vi var meget heldige!" sagde Peter og rejste sig op.
"Jeg går op og samler sammen" sagde han og rejste sig op og kravlede op ad fælden.
"Skal du have hjælp til at komme op, Andrew?" spurgte Reed.
"Ja, tak" svarede Andrew og rejste sig op. Julie rejste sig op og kravlede op og ventede på Andrew, Reed gav ham en hestesko, og hun trak ham op og hjalp ham op og stå. De ventede på Reed og sammen gik de over til resten af flokken som var samlet i den ene ende af lysningen, hvor der var et kæmpe bål, hvor hun kunne se ulvene ligge inde i. Da de kom hen til de andre kunne de se at der lå to personer inde i midten, det var dem som var omkommet, fra deres side af. Hun sank en ekstra gang og kiggede på himlen, og skænkede dem en tanke.
"Så er vi vidst samlet!" sagde Peter.
"Vi har desværre mistet to af vores allieret... Det ligner et lavt tab i forhold til de ondes, men for os er det større end deres."
"Vi begraver dem her i lysningen om lidt. Når vi har holdt to minutters stilhed og sagt fader vor"
De holdte to minutters stilhed, og bad fader vor, bagefter begravede de dem. Nogen havde fundet blomster og lagt dem over de to jordvolde, de stod alle og kiggede på de to grave. Nogen græd, andre stirrede ud i luften, men alle var berørte over tabet. Efter noget tid, begyndte forsamlingen at gå hjemad.
Andrew og hende blev der og snakkede med Peter og Reed.
"Andrew, prøv at tag forbindingen af" sagde Peter.
Andrew gjord som han sagde og tog bandagen af og kiggede forbavset på såret, der var kun et lille ar tilbage og det forsvandt lidt efter, og der var ingenting at se. Andrews trøje var revet i stykker, og fuld af blod. Reed gav ham en ny, som Andrew var yderst taknemmelig for. Så takkede Reed for hjælpen og gik. Det var ved at være sent, så Andrew og hende besluttede sig for at gå hjem. Andrew gik og svingede med armen på vej hjem, og var yderst imponeret, over at hans arm virkede normal. Han stoppede dog, da han kunne se at det var begyndt at irriterer Julie. Han lagde armen om hende og fulgte hende helt hjem, hvor de kyssede godnat og hun endnu engang kiggede efter ham.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...