An insane mind.

,,Ingen skulle se den side af mig, hvor tapetet krakelerede… Fordi at inde bag ved, kunne jeg ikke forsikre for at det ville være et kønt syn." - 'An insane mind' er indtil videre et udkast af historien, om pigen Anine - Hvis verden er perfekt... Eller hvertifald udad til, men indeni visner hun langsomt og smertefuldt, for hun er alene. Hverken hendes paniske mor, der ser Anine som et englebarn kan eller vil hjælpe, hendes veninder der ser på Anine's liv, som var det perfekt eller stemmerne der runger i hendes hoved, som bare har den effekt at de øger Anine's dårlige selvværd. Men i det mørke opdager hun langsomt lys, og efter en hård kamp blomstre hun op igen. Hun ændre sig, både udaf til og indeni med nye meninger og nye holdninger...

1Likes
3Kommentarer
1649Visninger
AA

1. Min perfektion.

Den knitrende lyd af flammerne der slikkede sig op af det gamle billede, det fik mig til at smile, smile stort, smile større – jeg grinede svagt, og så højere. Var jeg virkelig ved at blive sindssyg? Gjorde det nogen forskel?

Jeg vandrede ned af stien i den gamle park, og nød duften der fyldte mine næsebor, duften af nyslået græs… nej rettere duften af sommer. Den dejlige duft af nyslået græs, blandet med duften af de smukke blomster der springer ud når sommermånederne rammer os. Og alligevel havde jeg kvalme, alvorlig kvalme – Jeg vidste godt at jeg hverken ville få et surt opstød eller komme i nærheden af at brække mig, men kvalmen irriterede stadig i min hals. Jeg vidste endelig også godt hvorfor kvalmen var der, fordi jeg var vred… Men vred over hvad? Over alting og ingenting, og det vidste jeg også godt selv… Men jeg ville aldrig havde indrømmet det for nogen andre.
- Fordi jeg var relativ perfekt? Ja derfor. Ingen skulle se den side af mig, hvor tapetet krakelerede… Fordi at inde bag ved, kunne jeg ikke forsikre for at det ville være et kønt syn. Jeg kunne ikke forsikre nogen for at det inde bag ved virkelig var perfekt.
Mine arme hang tungt ned langs siden, hvor de af og til snittede den lyse sommerkjole jeg havde udvalgt, specielt udefra de andre hundrede kjoler der hang perfekt side om side i mit skab. Lige så snart jeg havde tænkt den tanke flød det ind med stemmer, bl.a. min mors – om hvor utrolig flot kjolen klædte mig, stemmen var ihærdig og jeg blev straks irriteret på den… Og så en stemme jeg kendte, selvom den ikke tilhørte nogen bestemt. Den rugede højere i mit hoved end nogle af de andre, der skreg om at jeg lyttede til lige præcis dem, for der kom hele tiden flere og flere til. Den fortalte mig hvor perfekt alting var, hvor perfekt mit liv var, hvor perfekt jeg var, hvor meget folk elskede mig, hvor perfekt mine blå øjne og mit lange lyse silkebløde hår var… Det lyder umiddelbart godt, men det var den mest nedlandende stemme jeg nogensinde har hørt, som var perfektionen en slem ting, slemmere end urenhed eller utroskab. Men hvorfor var stemmen pludselig så fjendtlig? Lige præcis den stemme havde jeg altid indstillet mig selv til at lytte kraftigst til, den lød altid så troværdig, så glad og positiv, så lyst på tingene, sagde varme ord der lyste min verden op… Men nu var den nærmest den mest negative i tonelejet. Det gjorde ondt, og sorgens mørke buldrede op i mig.
Den mørke følelse, følelsen af tomhed. Jeg kiggede mig rundt for en sikkerheds skyld… Nej der var ingen andre, så ingen kunne havde givet mig den mavepumper det føltes som om jeg havde fået. Følelsen sad i hele maven, inklusiv halsen – hvilket automatisk gav mig kvalme. Men jeg kunne ikke bare få kvalmen overstået ved at brække mig eller lignende, nej ser du… sorg er der for at få en til at lide, fordi kroppen ved du fortjener det… fortjener at lide, fortjener smerte. Jeg slog hurtigst muligt alle stemmerne ud af mit hoved, selvom det ikke var helt muligt. Stemmerne gjorde mig endelig ikke noget, jeg beskyldte ikke engang stemmerne for min smerte… Første gang jeg hørte dem var jeg elleve, det var efter et skænderi med min mor, jeg sad alene i et frikvarter og min mors stemme dukkede op, så sød, blød, undskyldende og forklarede mig at jeg var perfekt præcis som jeg var. To sekunder efter min mors stemme dukkede flere og flere stemmer op, skreg i munden på hinanden – Jeg fortalte det aldrig til nogle, andet end mine forældre.

Hun kiggede over på mig med tårefyldte øjne, det lignede hun har grædt hele dagen. Hun holdte stadig det falske smil stift på sine røde læber. Hun lukkede øjnene, og sådan sad vi i nogle minutter – Ingen af os sagde noget, imens jeg bare sad overfor hende ved det nye spisebord, med den nye hvide dug på. Stilheden pinede mig. Min far sad måbende og stirrede på min mor, han havde ikke skænket mig et blik siden ordne røg ud af mig. Det lignede mest af alt han håbede på min mor ville komme med en fornuftig forklaring, sige at det var helt normalt. Da min mor åbnede øjnene igen var tårnene væk, og smilet sad stadig som malet på. ,,Anine… lille skat”, ordne lød mest af alt nedladende. ,,Det var sikket bare noget du forstillede dig, du kunne aldrig..”, men der stoppede hun, og en tåre løb alligevel ned af den blanke kind. Hun sank en klump, og jeg udnyttede muligheden for at åbne munden for at tale. ,,Mor, jeg er hverken dum eller døv, så jeg ved..”, men mere nåede jeg ikke at sige. To ting skete på samme tid; Min mor rejste sig så hurtigt at man kunne høre stolen skrabe hårdt mod gulvet, så hårdt at det helt sikkert ville lave riser i det – Hvilket hun helt sikkert ville give mig skylden for senere. Hun lænede sig ind over duen med den ene hånd i bordet for at holde balancen, og hævede den anden arm, og før jeg vidste af det havde hun svunget sin håndflade mod min kind. Slaget slog mit helt ud af den, bogstavlig talt. Samtidig skete det, at den perfekte hvide dug langsomt forvandlede sig, til den ikke længere var hvid, men rød. Min mor havde i sin vrede glemt alt omkring sig og med sin arm slået til sit rødvinsglas, og indholdet ødelagde nu langsomt dugen. Jeg sad, stoppet midt i sætningen, med opspillede øjne og stirrede på min mors rasende ansigt som langsomt forvandlede sig til det originale ansigtsudtryk, med det altid perfekte smil. Det svide kraftigt der, hvor lussing havde ramt med alt min mors kraft… Men alligevel var det ikke det der gjorde mest ondt, det var slaget – slaget fra min egen mor, min klippe, hende som altid skulle forstille at være med mig igennem tykt og tyndt. Og min far gjorde intet, havde min mor ikke rejst sig havde han sikkert gjort det. Men det vidste jeg endelig godt var en løgn, for det var min far for svag til – for svag til at gøre nogle noget eller modsige dem, derfor gjorde han heller ingenting nu.
Imens jeg sad og stirrede på min mors stive smil, gik hun langsomt om ved siden af mig og kyssede mig på kinden. ,,Du er perfekt, lige præcis som du er..”, hun tog en lok af mit lange lyse hår mellem sine fingre og aede det nærmest, imens hun nikkede bekræftende ,,Ja, perfekt…”.

Jeg var standset, helt automatisk. Stod bare og stirrede på stien jeg gik på… Jeg rystede, mindet gav mig stadigvæk kuldegysninger. Men hurtigt fik jeg rystet det af mig og fortsatte ned af stien, imens jeg smilede til de få mennesker jeg mødte på min vej, et perfekt smil – Ingen skæve tænder, aldrig brugt bøjle og skinnende som var de fra en tandpasta reklame.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...