Miranda

Miranda opdager noget uhyggeligt? Det skal lige siges at den ikke er så uhyggelig ;-).
Knus

0Likes
0Kommentarer
734Visninger

1. Historien

Mirandas far havde fået nyt arbejde. Derfor var familien flyttet. Huset de skulle bo i, var et gammelt hus, der virkede lidt kedeligt og trængte til modernisering, fordi det var et barnløst ægtepar, der havde boet der i det sidste halve århundrede.      En dag hørte Miranda en banken. Hun gik ind i på værelset ved siden af for at se hvad det var. Men der var ingen ting. Da lyden kom igen, kunne hun høre, at det var fra væggen, det kom. Hun gik ned og sagde det til sin far. Hendes far mente at det var et træ, det knirkede.      Næste dag sad der en ny pige i skolebussen. Miranda satte sig ved siden af hende. Lidt efter kom Mirandas klassekammerat:      "Må jeg sidde ved siden af dig?" spurgte hun.      Miranda kiggede op på hende.      "Der sidder en anden," svarede hun.      Hendes klassekammerat, Sophia, kiggede på hende:      "Det gør der da ikke."      Miranda kiggede på sædet ved siden af sig. Pigen var væk!      "Øh. Jeg driller," sagde Miranda og rykkede ind på det inderste sæde. Hvornår havde pigen flyttet sig? Og hvordan? Miranda sad jo yderst! Miranda sad og tænkte. Hun tænkte så meget, at hun var ved at glemme at stå af. Det var kun fordi Sophia prikkede til hende, at hun opdagede, at de var kommet til skolen. Da de kom ind på skolen, spurgte en fremmed pige hende, om hun havde mødt frk. Koks? Miranda kiggede på Sophia.      "Hvem er det?" Hun kendte ikke nogen med det navn.      "Det ved jeg ikke," sagde Sophia.      Da Miranda kiggede tilbage for at spørge pigen, var hun væk.      Efter skole så Miranda, at pigen fra om morgenen gik hen til Sophia. Da skolebussen kom, løb Sophia hen til hende.      "Øh. Jeg kan desværre ikke komme med dig hjem alligevel. Jeg har så mange lektier jeg skal lave."      Miranda kiggede undersøgende på hende.      "Er der noget galt?" spurgte hun.      "Nej, nej," sagde Sophia, og skyndte sig ind i bussen.      Da Miranda kom hjem, satte hun sig ind på sit værelse. Hun var ked af, at Sophia ikke ville med hende hjem. Havde hun mon sagt noget forkert? Eller gjort noget forkert? Eller var det pigen fra om morgenen? Pludselig gik lyset ud. Miranda sad helt stille. Havde nogen slukket for strømmen? Hun kunne ikke høre noget. Så var pæren nok bare gået. Da hun rejste sig for at hente en ny pærer, tændtes lyset igen. Det løb Miranda koldt ned ad ryggen. Hvad var der med det her hus?      Næste dag var det som om at alle undgik hende. Også Sophia. Alle gik langt uden om hende. Hendes klassekammerater hviskede mere sammen end de plejede, gjorde de ikke? I frikvarteret spurgte hun Sophia hvad der var galt.      "Ingen ting," sagde Sophia.      Lige inden klokken ringede til eftermiddagstimerne, spurgte hun Marie fra sin klasse, om hun ikke ville med hjem.      "Åh. Det var vel nok ærgerligt," sagde Marie. "Jeg skal til håndboldkamp. Øh... Og det er meget hårdt så jeg skal hjem og hvile mig inden."      Efter skole spurgte hun Camilla.      "Det går desværre ikke. Jeg har alt for mange lektier for. Det er lige før jeg ikke kan nå det." Camilla skyndte sig af sted.      Da Miranda kom hjem, kunne hun høre en lyd. Det var som om, nogen stod og snakkede et sted. Langsomt gik hun efter lyden. Da hun kom til døren ud til gangen, kunne hun høre, hvad stemmerne sagde:      "Kom. Kom. Kom. Kom..."      Miranda åbnede døren, og kiggede ud i gangen. Der var mørkt. Bælg ravende mørkt. På knappen inden for døren, tændte hun lyset. Der var ingen. Alligevel kunne hun høre stemmerne. Hun gik langsomt hen mod væggen. Det var den samme væg, som hun havde hørt bankelyden fra. Da hun gik forbi lød der pludselig et bump. Miranda vendte sig om. På gulvet lå det billede, som før havde hængt på væggen. Hun skyndte sig, at hænge billedet op igen. Da hun vendte sig om, lød der endnu et bump. Det var billedet igen. Miranda tog det, og satte det op ad væggen. Så skyndte hun sig, ud af gangen og ind i stuen.      Næste dag i skolen, var det næsten det samme som dagen før. I det store frikvarter spurgte hun Marie om hun ville med hjem og lave lektier.      "Sorry. Jeg skal til øh... fødselsdag," svarede Marie og gik.      Da hun kom hjem, satte hun sig ned på sin seng. Hun havde både matematik, dansk og engelsk for. Men engelsk bogen, den lå inde i stuen. Da hun gik igennem gangen på vej ind i stuen, kunne hun høre kradselyde inde fra væggen. Miranda blev helt kold. Kradselydende blev mere og mere pibende. Til sidst lød det som om, nogen kørte en negl ned ad en tavle. Det var ikke til at holde ud. Miranda styrtede ud af gangen. Da hun kom til døren ud til gangen, stod hun stille. Der var ikke en lyd. Hun åbnede døren, og gik ind. Inde på værelset, satte hun sig til at lave lektier. Midt i en opgave, lyd der et dunk ude fra gangen. Hun listede hen til døren. Igennem nøglehullet kunne hun se, at den plante der stod op ad væggen, var væltet. Hun åbnede døren, og gik ud for at rejse den op. Bagefter skyndte hun sig ind på sit værelse. Om aftenen bad hun sin far, om han ikke ville komme med ud i gangen.      "Der lyder stemmer fra væggen," sagde hun.      Hendes far gik med hende.      "Her er ikke noget," sagde han efter lidt tid.      "Sig til hvis det kommer igen," Miranda satte sig ind på sit værelse, for at vente. Efter ganske kort tid, begyndte det igen at kradse på væggen. Miranda skyndte sig ind til sin far. "Nu er det der," sagde hun.      Hendes far kunne umuligt undgå at høre det. De nærmede sig døren. Mirandas far åbnede den.      "Her er altså ikke noget," sagde han, og gik.      "Far," Miranda løb efter sin far. "Der er altså noget."      Faren kiggede på hende:      "Øh. Jamen så sætter vi en musefælde op." Hendes far hentede en i kælderen.      I skolen skulle de lave et skuespil. Camilla, Miranda og Christoffer blev en gruppe. Desværre var Christoffer der ikke den dag. Allerede før de var begyndt klagede Camilla over hovedpine.      "Må jeg ikke godt gå hjem?" spurgte hun. "Jeg har så ondt i hovedet." Camilla fik lov at gå hjem.      "Miranda. Kan du så ikke være med i en af de andre grupper?" Læreren kiggede rundt. "Hvad med Marie, Bo og Iben?"      "Det går ikke vi er i gang med manuskriptet," sagde de.      "Nå. Er der nogle, der ikke har skrevet replikker." Læreren kiggede rundt. "Okay. I er ikke færdige. Kan Miranda så ikke være sammen med jer?" Læreren kiggede ned mod Ulla, Vibeke og Willy.      "Øh. Det duer ikke. Vi kan kun have 3 personer med."      Læreren kiggede på dem. Var der noget der trykkede dem?      "Jamen kan Miranda så ikke læse indledningen og sige: 3 dage senere o.s.v."      Willy kiggede op på læreren.      "Det skal der ikke være med i vores stykke."      "Det her snakker vi om i morgen tidlig," sagde læreren og vendte sig mod Miranda. "Kan du så ikke lave et ark? Du kan jo ikke lave et skuespil selv."      Om eftermiddagen sad Miranda inde i stuen, og så fjernsyn. Lige som dagene før, synes hun, at det lød som om der var nogen i gangen. Hun startede med at sige til sig selv, at det var mus, selv om hun ikke troede på det. Stemmen nærmest tvang hende, til at komme ud til den. Ud i gangen. Stemmen kom fra væggen:      "Kom, lille pige."      Miranda ville løbe sin vej, men hun kunne ikke. Hun stod bare, og stirrede ind i væggen. Hendes ben ville ikke flytte sig. De var som lænket til gulvet. Inde i hovedet hev og sled hun i lænkerne, men hun kunne ikke komme løs. Idet stemmen talte anden gang, brød der et rasende tordenvejr løs. Tordenen bragede, og lynene lyste himlen op, mens vinden rev og sled i træerne.      "Kom nu, Miranda," sagde stemmen.      Miranda stod og tænkte hvad vil der nu ske? Hun var på ene side bange, men også spændt. Hvad ville de mon, dem inde i væggen? Og hvem var det? Miranda gjorde noget, hun aldrig før ville have troet, hun kunne. Hun gik ind i væggen! Da hun var helt inde i væggen, stoppede uvejret lige så brat som det var begyndt.      Da hendes forældre kom hjem, lå hendes krop livløs i køkkenet.      Sophia fortalte Mirandas mor og far, om pigen fra skolen. Hun fortalte hvad pigen havde sagt om frk. Koks. At pigens oldeforældre havde boet i huset som unge. Frk. Koks havde spøgt og sagt, at hvis der flyttede børn ind i huset, ville hun komme og hente dem. For selv om hun var død, elskede hun stadig børn. Pigens oldeforældre var flyttet hurtigt. De ventede nemlig pigens mormor...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...