Kunstigt Liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2012
  • Opdateret: 17 jan. 2012
  • Status: Igang
I fremtiden, når det bliver mere normalt med robotter der ligner og opfører sig som mennesker, hvordan kan man så undgå at lægge menneskelige følelser over på dem?

Hvordan kan man så undgå at knytte sig til dem?
Det viser sig i hvert fald at være svært for Nicole, hvis bedste ven er robot.


- Hvis temaet virker bekendt, er det fordi, det er en novelle, jeg skrev i skolen ud fra et oplæg, men min lærer syntes, at jeg skulle dele den på en eller anden måde :)

3Likes
2Kommentarer
1486Visninger
AA

3. Usikker robot?

Da vi havde spist, gik vi op på mit værelse. Kian satte sig slattent i min sofa og tændte tv’et. Jeg satte mig med det samme foran computeren. En genudsendelse af nyhedsprogrammet, jeg havde set lidt af tidligere, kørte nu på kanalen, som Kian kom forbi.

"- en dag vil forsøge at overtage verden, da følelser kan gøre dem utilregnelige”. 

Kian skiftede hurtigt kanal, men da der ikke var noget spændende, slukkede han det igen kort efter. Efter lidt tid gik det op for mig, at Kian var mere stille end normalt.

”Øøh, jeg har tænkt lidt..” sagde han stille efter lidt tid. ”Undskyld, hvad?” spurgte jeg forvirret. Kian havde sjældent problemer med at formulere sig. Jeg rettede mig selv. Dem ligesom Kian havde sjældent svært ved at formulere sig. ”Hvad er din holdning egentlig til robotter?” spurgte han stille. Jeg satte computeren på stand-by og drejede stolen hen mod ham. ”Det troede jeg da, at du vidste” sagde jeg mens jeg kiggede ham i øjnene.

”Jeg mener… Så mange er begyndt at hade os, fordi de selv har skabt os, men at det snart ser ud til at kunne blive os der bestemmer over dem…”. Jeg rejste mig og gik hen for at sætte mig ved siden af ham på sengen.

 

”Du er min bedste ven, ikke?” sagde jeg opmuntrende. ”Jo..” svarede han tøvende. ”Og hvis min bedste ven er en robot, så kan jeg umuligt hade robotter. Og hvad med Martha? Hun er mere en forælder for mig, end mine forældre er. Det er jo også derfor hun er her” sagde jeg stille. Han drejede hovedet for bedre at kunne se mig, og kneb så øjnene sammen. ”Mener du det?” spurgte han. Jeg lo stille. ”Uden robotter ville jeg være fortabt, ligesom alle andre. Selv dem der er imod robotter ville ikke kunne leve uden”. Jeg tog fat i hans hånd og sammenlignede den med min. Der var ingen synlig forskel.

”Hvordan… Hvordan føles det at have følelser?” spurgte han langsomt. Han virkede så skrøbelig som han sad der med skuldrene trukket helt op til hagen.  ”Jeg troede ikke, at robotter kunne være generte eller sårbare” sagde jeg lidt overrasket. Han reagerede ikke, men ventede bare på mit svar. Jeg ville ikke svare, da jeg vidste, at jeg ikke ville kunne forklare det, så jeg nøjedes bare med at tage fat i hans hånd med begge mine hænder, og læne mig ind mod ham.

 

”Du fryser” konstaterede han pludselig. Jeg havde egentlig ikke tænkt over det, men nu da han havde henledt opmærksomhed til det, kunne jeg godt mærke det. Han trak sin hånd fri. ”Måske skulle vi ikke bare sidde stille her, hvad med dit nye spil? Jeg har vist fået fat i det nu, så denne gang vinder jeg” sagde han drillende og løb ned af trappen ned til fællesrummet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...