Kunstigt Liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2012
  • Opdateret: 17 jan. 2012
  • Status: Igang
I fremtiden, når det bliver mere normalt med robotter der ligner og opfører sig som mennesker, hvordan kan man så undgå at lægge menneskelige følelser over på dem?

Hvordan kan man så undgå at knytte sig til dem?
Det viser sig i hvert fald at være svært for Nicole, hvis bedste ven er robot.


- Hvis temaet virker bekendt, er det fordi, det er en novelle, jeg skrev i skolen ud fra et oplæg, men min lærer syntes, at jeg skulle dele den på en eller anden måde :)

3Likes
2Kommentarer
1480Visninger
AA

2. Besøg

Netop som jeg trådte ud af badeværelset, kaldte Martha på mig, igen over husets netværk, der sendte det direkte til de små modtagere, der var opereret ind under huden bag mine ører, så jeg kunne høre hende, som hvis hun stod lige ved siden af mig. ”Du har fået gæster” sagde hun. Jeg hoppede ned af trappen og gik ind i stuen, hvor Martha havde sendt min gæst hen. ”Hej” sagde han muntert. ”Hej” svarede jeg.  ”Jeg tog lige dit nye spil med på vejen”.  Jeg lo begejstret og løb hen til ham for at få pakken. Jeg havde nogle dage forinden bestilt et nyt spil med noget af den nyeste teknologi. Jeg åbnede forsigtigt pakken og et stort smil brød frem på mit ansigt. ”Skal jeg hjælpe dig med at slutte det til?” foreslog Kian. Jeg trak ham med hen til fællesrummet, hvor vi havde alle vores andre spil, og fik ham til at sætte det til den store skærm. ”Hey, er du frisk på samarbejde, eller tror du stadig at du kan vinde over mig?” sagde jeg drillende. Han smilte bredt og nikkede.

Spillets styring bestod af en slags gennemsigtig hjelm og en controller, der kunne skifte form, efter hvad man skulle bruge i spillet. Jeg tog hjelmen på. ”Start” sagde jeg, og spillet gik i gang.

Nogle timer senere, tog jeg grinende hjelmen af. Kian grinede lige så meget som jeg. ”Aftensmad” bekendtgjorde Martha over samtaleanlægget. Jeg blinkede forvirret. Da vi startede spillet havde klokken ikke været mere end 11.

”Jeg skulle have været hjemme klokken fem” sagde Kian grinende. Han rystede på hovedet. ”Så må du bare overnatte her” foreslog jeg grinende. ”Martha?” kaldte jeg. En lille lyd fortalte mig at hun lyttede med. ”Klokken blev lidt for mange..” begyndte jeg og kløede mig i baghovedet. ”Så nu er det for sent for ham at tage hjem?” gættede Martha. ”Jep” grinte Kian. ”Har vi plads til en ekstra?” spurgte jeg Martha. ”Vi har altid plads til dine venner, Nicole” sagde hun venligt. ”Men bliv nu ikke for længe oppe, i skal op tidligere i morgen, og lad nu ikke aftensmaden blive kold!” sagde hun og afsluttede dermed samtalen.

Nede i køkkenet stod Martha, som altid, klar med mad.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...