A music video changed everything (JDB) 2

Lena, er i London og filmer med one direction. Hun savner Justin, som bare fanden og kan næsten ikke tænke på andet end ham, men hun bliver dog ritgtig gode venner med dengende fra bandet.
Når hun kommer hjem til USA igen, ser hun Justin filme en ny video, med en ny pige. Hun kan mærke hvor jaloux hun bliver, og prøver at komme i konrakt med Justin igen men er det nu også helt nemt?

15Likes
49Kommentarer
4011Visninger
AA

4. Fucking sne

Jeg tog min IPhone op til øret og ventede, ventede på at høre hans stemme sige det, Justin eller noget i den stil, men stemmen kom ikke, den nåede ikke engang at ringe op så lød der en mandestemme i røret "Dette nummer eksistere ikke" hvad, havde han fået nyt nummer? Hvorfor havde han fået det, og hvis han havde hvilket det tydet på, hvorfor havde han så ikke skrevet til mig og sagt at han havde fået nyt nummer. Kunne han ikke lide mig mere overhovedet? Det virkede da som om vi stadig var venner, eller at han stadig havde følelser for mig i lufthavnen sidste gang jeg så ham. Jeg så dagen for mig, hvor jeg så Justin for sidste gang inden jeg rejste.

 

De 3 timer var gået virkelig langsomt, men nu stod jeg i lufthavnen og ventede på at jeg skulle, med flyet det ville være her om 20 minutter alle fra min familie stod her, men jeg manglede noget, jeg manglede Justin ”Alle pasagere til London, bedes gå om bord nu” jeg sukkede krammede alle farvel og tog min kuffert og gik hen mod flyet. Pludselig hørte jeg en velkendt stemme råbe mit navn. Jeg vendte mig overrasket rund, og så ganske rigtigt justin. Han stod cirka 5 meter fra mig, og uden at tænke over det begyndte jeg at løbe, det samme gjorde han og vi mødtes på midten ”Hvordan vidste du, at jeg skulle med flyet nu?” spurgte jeg imens jeg græd ind i hans skuldre ”Jeg gik ind på nettet, og fandt ud af at der kun gik et fly til London i dag” jeg krammede ham tæt ind til mig ”Jeg er så glad, for at du er her” Han skulle lige til, at svare men han blev afbrudt ”Sidste chance for, at komme ombrod til London er nu” sagde damen i højtaleren. Jeg kiggede ind i justins øjne og gav ham et sidste kram, der stod vi i et stykke tid til sidst trak jeg mig ud og gik ned mod flyet. Jeg vendte mig utallige gange rundt for, at vinke til Justin men til sidst kunne jeg ikke se dem mere. Jeg viste min billet, gik ind i flyer og fandt min plads, så begyndte flyet at flyve og jeg kiggede ned mod jorden. Jeg vil komme til at savne, alle derhjemme, men saven til Justin vil være ubeskrivelig, jeg kiggede op på tavlen som viste hvor vi var. Jeg så at der stod London længere oppe. Et nyt eventyr begynder.

 

Jeg huskede det hele som var det igår, overraskelsen over at han mødte op for at sige farvel, men nu, nu kunne jeg slet ikke ringe ham op, det føltes som om jeg var i en anden verden, som om en hver kontakt til Justin var afbrudt, måske skulle jeg bare face it, der var nok en grund til at han ikke havde givet mig hans nye nummer og den grund var helt sikkert at han ikke gad mig mere, hvilket jeg englìg godt kunne forstå. Jeg havde bare efterladt ham, med ordet at jeg skulle leve min drøm, hvor dumt var det lige? Jeg savnede ham virkelig meget, men der var nok ikke noget at gøre, men jo der måtte da være noget når jeg kommer til USA igen vil jeg gøre alt for at komme i kontakt med ham igen. Jeg savnede ham så ubeskriveligt at jeg ikke bare kunne glemme han, ikke ligesom han havde glemt mig.

 

Jeg tror jeg havde siddet på bænken i en time og det begyndte at blive mørkt, og sne kraftigt, der havde sneet meget den sidste uge, hvilket jeg var ret træt over, men ja det var der jo ikke noget at gøre ved. Jeg bestemte mig for at jeg ligeså godt kunne gå tilbage til hotelet. Jeg rejste mig fra bænken og gik med kolde fødder hjem til hotelet.

 

Jeg var ikke kommet særlig langt. Jeg gik endelig stadig i parken, da jeg så en lille drenge bande stå lidt længere henne. Jeg sukkede tungt. Jeg hadet at komme forbi sådan nogle. Jeg var altid så nervøs for om de kunne finde på at råbe noget efter mig. Jeg sukkede stille og gik med hovedet stift rettet fremad hen imod dem. Jeg var lige kommet forbi dem og pustede tungt ud. De havde heldigvis ikke sagt noget, men jeg var lettet fot hurtigt op, for pludselig hørte jeg en af dem råbe "HEY PIGE, KOM TILBAGE" øhh pige? Det var da noget underligt at råbe. Jeg valgte at ingore dem, og fortsatte i et hurtigt tempo videre. Pludselig blev jeg ramt af en snebold i ryggen og jeg vendte mig af ren refleks om for at se hvem der havde skudt på mig, selvom jeg endelig inderst inde godt var klar over at det var drengende. Jeg sukkede irriteret kunne de dog ikke bare lade mig være? De kom imod mig, og omringede mig, en af dem skubbere mig så jeg faldt ned på jorden og straks begyndte de at give mig en vasker. Jeg sparkede med begge mine ben for at komme fri, men det var umuligt, de var mange flere end mig og så stærk var jeg desvære hellere ikke. Jeg kunne mærke at tårende pressede på, og gjorde mit bedste for at holde dem tilbage de skulle ikke se mig græde, selv om det gjorde avsindigt ondt måtte jeg bare ikke græde, den fryd ville jeg ikke give dem!

 

Endelig rejste de sig op, og begyndte at grine hystisk. Jeg lukkede hårdt mine øjne i for at prøve at lukke lyden ude, tænk på noget godt, tænk på noget godt gentog jeg inde i mit hoved, men lige der kunne jeg ikke komme i tanke om noget. Jeg hørte deres latter forsvinde længere og længere væk, og stille åbnede jeg mine øjne. De var væk heldigvis. Jeg ville rejse mig op, men jeg frøs for meget til at rejse mig, i stedet krøb jeg mig sammen i sneen og begyndte stille at græde. Hvor ville jeg dog ønske der var kommet nogen og redet mig, men det var der desvære ikke. Til sidst fik jeg overtalt mig selv til at rejse mig op selvom at jeg nærmest ikke kunne røre mig fordi jeg frøs så meget, og langsomt med klapprene tænder gik jeg hjem mod hotelet, mens tårende blev ved med at strømme ned af mine kinder.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...