A music video changed everything (JDB) 2

Lena, er i London og filmer med one direction. Hun savner Justin, som bare fanden og kan næsten ikke tænke på andet end ham, men hun bliver dog ritgtig gode venner med dengende fra bandet.
Når hun kommer hjem til USA igen, ser hun Justin filme en ny video, med en ny pige. Hun kan mærke hvor jaloux hun bliver, og prøver at komme i konrakt med Justin igen men er det nu også helt nemt?

15Likes
49Kommentarer
4012Visninger
AA

8. En snak med sin lillesøster

Pigerne begyndte stille at gå væk fra stedet. Nogle græd og hvinede og sagde alt muligt med hvor vildt det var, men jeg blev bare stående og kiggede hen mod det sted Justin var gået hen mod. Pludselig kom jeg i tanke om hvad det var han havde sagt

"Jeg må videre med at filme" hvad var han igang med alt filme? Jeg måtte finde ud af det, og jeg måtte snakke med ham om os! Jeg vendte blikket mod pigerne, men der var ikke nogen. Jeg sukkede lettet og begyndte at gå den samme vej som Justin var gået. Jeg kom bag et gadehjørne og så at der var kammeraer alle steder og det de filmede knuste mit hjerte, det var Justin og en sorthåret pige som kyssede. Jeg vidste godt at det sikkert bare var en musikvideo han var ved at lave, men det at der var en anden som fik lov til at mærke hans læber gjorde mig virkelig ked af det. Jeg savnede ham så meget, og der var han stod og kysede hende så han da ud til at have glemt mig fuldstændig. Jeg sukkede. Selvom at jeg blev ked af det, så blev jeg stadig nød til at snakke med ham. Jeg begyndte at nærme mig dem, da en hånd pludselig blev lagt på min skulder

"Unge dame, der er adgang forbudt. Jeg vil bede dem om at forlade stedet øjeblikkeligt" jeg vendte mig om og så at det var en vagt som stod ved min side

"Jeg har været kærester med ham. Jeg bliver nød til at snakke med ham" svarede jeg med stille stemme. Han rystede på hovedet

"Jeg vil bede dem om at gå nu" han begyndte at puffe mig stille væk, først begyndte jeg at gøre modstand men jeg vidste at han ville vinde uanset hvad. Jeg kunne ikke fatte at jeg lod ham tage mig væk fra Justin. Han var så tæt på mig, men igen lykkeds det ikke. Jeg begyndte derefter bare at gå stille hjem. Jeg var så tæt på ham men så skulle de vagter Selvføldelig tage mig væk fra ham - suk. Jeg burde virkelig bare give op, men noget i mig sagde mig at det skulle jeg ikke gøre - aldrig!

 

 

 

Jeg lå nu på min seng. Jeg var kommet hjem for 10 minutter soden. Jeg lå bare og kiggede op i loftet, som alle de andre gange hvor jeg ikke havde lavet så meget så plejede jeg at tænke, men dene gang var jeg bare tom for tanker

"Lena?" en stemme trængte gennem mit hoved og jeg vendte mit hoved mod døren hvor Rose stod, og kiggede på mig. Jeg nikkede til hende for at vise at hun bare kunne gå ind hvilket hun så gjorde. Hun satte sig lydløst på min seng, og sagde så

"Må jeg spørge om noget?" jeg nikkede bare og smilte svagt til hende. Jeg havde faktisk savnet hende meget i London kunne jeg mærke

"Okay, vil du fortælle mig om Justin?" jeg sukkede, hvorfor skulle hun loge nævne ham?

"Hvad vil du gerne vide?" spurgte jeg mens jeg kunne mærke an klump i halsen var ved at komme

"Fortæl om jeres første rigtige samtale" jeg grinte lidt, det var da noget mærkelig noget hun gerne ville vide?

"øhh? Seriøst, det var da noget mærkeligt noget du gerne ville vide" jeg grinte lidt da jeg sagde det. Hun nikkede lidt og sagde så

"Jeg ved det, men det er nemlig sådan noget folk ikke spørger om , og derfor vil jeg gerne vide det" jeg hostede et grin ud af mine læber, selvom at vi snakkede om Justin så smilte jeg aligrvel, det mindede mig om noget jeg havde læst

 

Ikk græd fordi det er slut, smil fordi det skete.

 

Jeg tænkte tilbage, hvornår var det nu at vi havde vores første samtale? Da jeg endelig kom i tanke om den, så kom jeg også i tanke om hvor akhavet det endelig var dengang. Jeg kiggede igen over på Rose

"Er du sikker på at du gerne vil vide det?" spurgte jeg. Hun nikkede straks og jeg smilte lidt, men da jeg åbnede munden for at fortælle hende om det blev jeg aligrvel ked af det, hvor jeg dog savnede det øjeblik... eller jeg savnede hvert øjeblik med Justin, suk. Jeg sukkede stille og begyndte så at fortælle Rose om den første gang jeg og Justin talte sammen.

 

jeg satte mig tilbage i sofaen, og lukkede øjendene, nej hvor jeg dog glædede mig til i morgen. Pludselig gik døren op, og Justin kom ind. Han stoppede midt i et skridt, og kiggede på mig ”aye” sagde han ”hej” smilte jeg, han kom hen til mig, og satte sig ved siden af mig ”hvordan kan det være du ikke er taget hjem endnu?” spurgte han ”hmm, ved jeg endelig ikke” sagde jeg stille. Han grinte sin søde latter ”okay men eftersom du stadig er her, vil du så have noget at drikke?” spurgte han. Jeg smilede ”nej tak, jeg må hellere hjem, men måske en anden dag?” han nikkede ”super, en anden dag” han rejste sig op, og rakte mig sin hånd. Jeg tog imod den og smilte hurtigt til ham ”vi ses imorgen” sagde Justin, jeg vendte mig om og smilte ”vi ses”

 

Jeg kunne mærke at jeg græd da jeg var færdig med at fortælle, tårene strømmede ned at mine kinder

"Lens, du må ikke græde" hun havde altid kaldt mig Lens hvilket jeg syntes var virkelig sødt. Jeg snøftede lidt og kiggede på hende gennem mine tåre

"Jeg savner ham bare Rose" mumlede jeg. Hun kiggede uforstårende på mig

"Hvorfor aftaler i så ikke bare en dag hvor i kan være sammen igen?" jeg sukkede, og kom i tanke om at hun ikke anede at jeg havde slået op med ham

"Jeg er ikke kærester med ham længere Rose" hun lavede store øjene

"Slog han op?" straks gav hun ham skylden hvilket jeg ikke kunne lide. Jeg rystede på hovedet

"Nej det gjorde jeg" mumlede jeg stille. Hun kiggede forvirret på mig

"men hvis du slog op, hvorfor sidder du så og græder nu, og hvorfor slog du op, det ser da ud til at du stadig elsker ham?" jeg tørrede mine øjne, og kiggede hende ind i hendes øjne

"Det er kompliceret" hun rynkede panden

"Ja men stadig, hvorfor skete det?" jeg lukkede øjndene i og kiggede så på hende igen, mens jeg tøvede om jeg skulle fortælle hende det, men tænkte at det var en sag mellem mig og Justin, så jeg fandt en sætning der passede til hvordan det virkelig var, men aligrvel uden at fortælle særligt mege

t"Drømmende skildre os ad"... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...