Født til at dø

Dette er en historie som spenderer over Lana del Reys nye single 'Born to Die'.
Historien handler om rigmandsdatteren Emily der falder for byens 'Number 1 Outcast', Tom.
Hun kommer fra byens mest betydningsfulde familie, han leder slummens bander. Hun er opvokset med stil og etikette, han lever i rendestenen. En dag mødes disse to dybt forskellige mennesker, og den svage må snart se i øjnene at alle er født til at dø...

Lana del Rey - Born to Die: http://www.youtube.com/watch?v=Bag1gUxuU0g&ob=av2n

5Likes
14Kommentarer
2400Visninger
AA

4. Kapitel 3

Jeg vågnede ved at jeg frøs. Jeg prøvede at trække min cardigan tættere om mig, men vågnede så helt op da det gik op for mig at jeg slet ikke havde nogen på. Faktisk så havde jeg slet ikke noget tøj på. Kjolen var blevet trukket af mig, og hang nu kun rundt om livet på mig. Hele mit bryst var blottet, og jeg hev skrækslagent kjolen tilbage på igen. Jeg ænsede ikke den forfærdelige hovedpine og kvalme der lå over mig. Lige nu gjaldt det bare om at få tøjet på og finde ud af hvor jeg var. Det gik hurtigt op for mig at jeg befandt mig i en bil. Først kunne jeg ikke genkende den, men så fik jeg gnedet søvnen ud af øjnene, og genkendte den som Toms bil. Sæderne var blevet lagt tilbage, og jeg lå på bagsædet. Ved siden af mig lå Tom. Han havde ingen trøje på og hans bukser var knappet op. Jeg så forvirret på ham, og prøvede at finde ud af hvorfor alarmpærerne i mit hoved blinkede så meget. Så fik jeg set det lille stykke hvide gummi der lå for hans føder. Jeg kunne se at det var brugt, og det var først der jeg rigtig mærkede kvalmen komme tæt på. Jeg lagde mig tilbage på sædet igen, og prøvede at huske hvad der var sket, men det var kun en stor tåget masse jeg kunne få frem, og jeg opgav til sidst. Solen var endnu ikke kommet på himlen endnu, kun nogle rosa striber over horisonten. Men det var nok for mig. Klokken måtte mindst være 4 om morgnen, og jeg skulle have været hjemme for længst. Mine forældre ville slå mig ihjel! Jeg satte mig op og ruskede blidt i Tom, som stadig så ud til at sove tungt. Han rørte let på sig men gjorde ikke mine til at vågne. Så ruskede jeg lidt hårdere.

- Tom, hviskede jeg. Han flyttede på sig, og slog så øjnene op. Han så irriteret på mig.

- Hvad? Mumlede han gnavent. Jeg bed mig i læben. Måske var det ikke så god en idé at vække ham.

- Tom, det er næsten morgen, og jeg tror hellere at jeg må komme hjem. Mine forældre må være bekymrede.

Han så på mig med et blik som fik mig til at føle mig åndssvag. Så vendte han sig om.

- Så tag bussen. Vi er ikke så langt derfra. Du kan bare gå hjem.

Jeg sad et øjeblik og så på ham, for virkelig at forvise mig om, om han mente det. Men da han ikke gjorde mine til at grine eller stå op, sukkede jeg skuffet og steg ud af bilen. Han rykkede sig ikke en tomme. Usikker på benene og med en krøllet og beskidt cardigan på, begyndte jeg at gå. Først vidste jeg ikke hvor jeg var henne. Vi var ikke på tankstationen mere, men holdte på en øde grusvej. Men som jeg begyndte at gå tilbage den vej som måtte fører op til vejen, begyndte jeg at blive mere klar i hovedet og jeg kunne snart genkende hvor jeg var. Det var ikke helt rigtigt hvad Tom sagde, at jeg sagtens kunne gå hjem, der var mere end 5 kilometer hjem til mig. Hm, men da jeg ingen penge havde eller nogen telefon i nærheden så kunne jeg hverken ringe efter en taxa eller tage bussen, og under ingen omstændigheder om jeg ville have ringet til min far og bedt ham hente mig alligevel. Ikke sådan som jeg så ud!. Nåh, men så kunne jeg jo i mellemtiden få noget frisk luft og få gang i hjernen igen, så jeg var parat til at tage det møgfald som ventede mig, når jeg kom hjem.

 

Klokken måtte mindst være halv 6 da jeg kom hjem. Solen var allerede på himlen, og på de gårde jeg havde passeret havde jeg set mennesker der allerede var ude og gået i gang med dagens pligter. Nogle af dem havde også kigget lidt mærkeligt på mig, og jeg kunne ikke fortænke dem i det. Jeg måtte ligne et vrag. Mit hår var ikke længere samlet i den pæne knold, som jeg havde lavet aftenen før, min cardigan var krøllet og beskidt, og det samme var min kjole, og mine sko var udtrådte og støvede. Jeg besluttede mig for at liste op på mit værelse før jeg sagde godmorgen, så jeg kunne nå at gøre mig i stand først. Ingen i huset var alligevel oppe så tidligt på en søndag. Jeg havde ret. Da jeg endelig nåede vores indkørsel var hele huset mørklagt, og gardiner og persienner var stadig rullede for. Jeg gik om i haven og låste mig ind ad køkkendøren. Der var ikke en lyd i huset, hvilket passede mig fint. Jeg lukkede døren lydløst efter mig, og listede gennem huset, op ad trapperne til jeg nåede mit værelse. Det var først da jeg stod inde i rummet og havde låst døren, at jeg virkelig slappede af. Jeg følte lettelsen strømme gennem mig, så knæene næsten gav efter under mig. Jeg støttede mig til døren et øjeblik og trak vejret roligt et par gange. Duften i mit værelse føltes velkendt og tryg. Den friske duft af citrus, fra de luftfriskere min mor nærmest var afhængig af, blandet op med duften af mig. Hver en ting på dette værelse havde en del af mig i sig. Jeg genkendte alt, og kunne historien bag hver ting. Alting var bare så dejligt velkendt herinde. Jeg lukkede øjnene og lod trygheden fylde mig. Så var det nærmest som om jeg kom til bevidsthed igen, og jeg gik hen til det legemsstore spejl der hang på skabslågen. Jeg gøs da jeg så mig selv. Det var dog forfærdeligt! Hvor var det godt at ingen havde set mig endnu! Der stod jeg så, iført en krøllet og beskidt kjole, som var knappet sjusket (i min hast), og med udtrådte sko på fødderne. Håret sad i den værste uorden, og min make-up var tværet ud i ansigtet på mig. Mine øjne var røde og havde lilla rande under, som tydede på meget lidt søvn. Men det værste af det hele var de små blå mærke som dækkede min hals og kraveben, og fik mig til at ligne en leopard. Jeg gik forskrækket tættere på spejlet, så jeg bedre kunne se, og da sandheden gik op for mig hvad de var, mærkede jeg panikken strømme op i mig igen. Hvordan i alverden skulle jeg dog skjule det her for mine forældre?! Jeg kunne jo selvfølgelig bruge noget make-up, men det ville aldrig kunne dække det helt (og uanset hvad vidste jeg at min søster i hvert fald ville finde ud af det). Ååh det her var et mareridt! Jeg sank sammen på gulvet, og skulle lige til at kaste mig ud i et hysterisk anfald, da jeg tog mig sammen og begyndte at klæde mig af. Tømmermændene var ved at være væk, hvilket efterlod min hjerne smertende klar (dog stadig uden erindring fra aftenens og nattens hændelser). Det varede ikke længe før at alt mit tøj var smidt til vask og skoene var blevet gemt af vejen, og da jeg endelig sad i badet, følte jeg mig endelig nogenlunde hel igen. Men sugemærkerne sad fortsat som brændemærker i mit sind (og på min hals).

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...