Skyggejægere

Det sidste Emma ønsker er at blive sendt af sted med den dumme bus, langt væk derfra, så hendes arbejdsnakoman af en mor ikke behøver at se på hende mere og huske hendes fejl eller hører hendes gennemborende skrig hver nat når hun vågner af et af sine bloddryppende mareridt. - historien er ikke færdig, den eneste grund til at jeg lægger den ud her er for at få noget feedback.

2Likes
2Kommentarer
1247Visninger
AA

1. Fornægtelse

Kapitel 1 Fornægtelse

Du så mig før jeg overhovedet ænsede dig, gjorde du ikke ? Måske havde du ligefrem planlagt det, eller var det bare en hurtig indskydelse ? Måske  var du på vej hjem, og havde bare behov for en lille ”aftensnack” og der stod jeg så,  i mine lidt for stramme cowboy bukser, med det blonde hår sat op i en løs fletning og de opsvulmede pupiller, som en effekt af september nattens mørke.    Nogle gange ligger jeg og tænker mens jeg kigger op på de klare, lysende stjerner, fra pladsen på min seng. Tænker på om du nogensinde fortryder det ? Fortryder al den skade du har forvoldt. Føler du dig flov ? Flov over alle de liv du har vendt op og ned på. Angrer du ? Angrer du nogensinde alle de liv du har stået med i dine kolde og ru hænder, alle de frygt lysende øjne du har stirret ind i.    Gør du det ? Fortryder du ? Føler du dig flov ? Angrer du ? ”Emma...!” En hæs stemme kaldte mit navn op ad den knirkende trappe lige udenfor min værelses dør, og spredte mine tanker for vilde vinde.    Det sker når man har lidt for meget tid. Man tænker. Tænker over evigheden der ligger foran en og de korte år der blot er et svagt minde, som er gået. Og mest af alt tænker man på mørket der omgiver en i nuet, og som altid vil følge en.

Sengen knirkede let da jeg dovent rejste mig fra den, og for alvor brød mit eget tanke spind.    I et alt for langsomt tempo traskede jeg ned ad trappen på mine bare tæer. De små sort lakerede negle stod klart mod det snuskede cremefarvet tæppe, der var lagt for enden af trappen. De havde samme farve som mine halvslidte fingernegle på mine iskolde hænder.    Lydløst trådte jeg ind i den alt for lyse stue. Jeg stoppede brat da jeg fik øje på hendes blege, skarpe ansigt. Et fjernt væsen jeg med stor smerte må indse, er min mor.    Hun trådte stille frem mod mig da hun ser at jeg er til stede.    Med en halv meters afstand rækker hun den ene hånd op mod mit ansigt, mens den anden bliver hængende stift ned langs siden. Hun pressede den kolde hånd let mod min kind. Jeg prøvede desperat at holde det ud men der gik ikke længe før jeg bukkede under for smerten, og måtte træde væk, udenfor rækkeviden af hendes hånd.    Hun sukkede dybt og lader også den falde stift ned langs siden på hendes spinkle krop. ”Har du... lyst til at hjælpe mig ?” Hun sendte et tøvende blik rundt i den julepynts fyldte stue. Jeg trak let på skuldrene, hellere det end at være fanget med stilheden og dig i mine minder. Jeg trasker stille hen og piller den falmende engel ned, der hænger på sin sædvanlige plads i vinduet vendt ud mod vejen.    Vi var allerede i slutningen af juni men min såkaldte mor har selvfølgelig haft alt for travlt med hendes arbejde til at hun har haft tid til at pille det ned... Eller for den sags skyld haft tid til mig!    Stilheden runger i mine ører mens vi pillede det falmende julepynt ned, den blev kun afbrudt af et lille spørgsmål. ”Har du fået lavet dine lektier?” Den eneste reaktion hun får fra mig er et lille stift nik. Jeg ved godt at det er ment som en kærlig bemærkning, men jeg vil helst være fri.    Efter hvad der virker som timer men som vel i virkeligheden bare er en halv, slap jeg endelig fri fra den dødbringende stilhed i stuen og min mors tøvende blikke, med en undskyldning om at Sophie havde haft ringet.    Jeg var ikke meget for at være alene, for så ville det betyde at tankerne ville tage overhånd og dermed ville du, hovedperson i alle mine mareridt, springe frem som et billede klistret til mine øjenlåg.    Du gjorde det her ved mig. Hvad det her så end er, for i virkeligheden ved jeg det jo egentlig ikke. Men siden du valgte mig har alting ændret sig. Du troede vel at jeg var død, at du havde gjort det af med mig. Men jeg var stærkere, jeg kæmpede mod det blændende lys og de luftige blomster eng, med den lille bro over åen der delte det hele op og som kaldte på mig.    Du efterlod mig samme sted som jeg vågnede op. Bag en container i en lille sidegade bag en natklub. Måske var det min egen skyld. Jeg ved jo godt at jeg ikke skulle have været taget derhen alene, og så i en alder af 15. Men jeg tror alle ved hvordan teenagere fungere, de er nysgerrige, søger faren og de lader aldrig deres forældres ord stå i vejen for dem. Sådan kan man vel sige at jeg var den perfekte teenager, fulgte de så kaldte regler til perfektion... Indtil du kom og ændrede det hele.    Nu spærre jeg mig inde på mit lille lukkede værelse, hvor gardinerne næsten altid er trukket for, bortset fra de timer hvor jeg ligger og kigger op på stjernerne. Min bedste veninde, Sophie, har jeg skræmt væk, og jeg føler mig forladt og hjælpe løs. …   …   …   …   …   …   …   …   …   …   …   …   …   …   …  …   …   …   …   …   …   …

Den spinkle pige med det korte sorte hår stod lænet ind over vasken. En blanding af stoffer og alkohol havde fået hende til at rende ud på det lille toilet på den travle bar, som hendes lidt for gamle ”kæreste” havde taget hende med på. Toilettet var både koldt og fugtigt og det så ud som om ingen havde haft tid til at gøre de små båse rene i lang tid.    I spejlet betragtede hun sig selv, og håbede på at den makeup der havde taget hende en time at lægge ikke var blevet udtværet, under besøget på en af båsene. ”Lort, lort, lort..!” hviskede hun stille til sig selv, ud gennem hendes tænder, da hun så at hendes mascara var halvt gledet ned af de rosen røde kinder, der gemte på et koldt og udmattet ansigt.    Desperat prøvede hun at tørre det af, hun opdagede ikke engang at skyggerne bag hende i det lille mørke hjørne begyndte at røre på sig.    Efter mange nytteløse forsøg slog hun hendes ene lille knyttede hånd ind i spejlet, der ikke lignede at det er første gang at nogen gik løs på det.    Hun gled stille ned af væggen og ned på det beskidte gulv, det resulterede i at hendes allerede for korte shorts gled endnu mere op af de bare ben. Hun gemte ansigtet i sine hænder og begyndte håbeløst at hulke. Alt var gået tabt, hendes liv, hendes barndom, alt.    Skyggerne begyndte igen at røre på sig, og lydløst bevægede de sig ud i lyset, og en skikkelse kom til live. Først betragtede han bare den 16 årige pige før hans mundviger træk sig opad i et lumsk smil. Han havde træffet sin beslutning. Lydløst og med lynets hastighed satte han af og i løbet af et sekund stod han bøjet over hende, og hun kiggede skræmt op da hun mærkede den is kolde brise ramme hendes hud.    Han lagde en hånd over hendes mund, mindre end et sekund før hun begyndte at skrige, hun kæmpede i mod, men det nyttede ikke. Hun havde mødt sin overmand.    Et glimt af tørst skinnede i hans øjne lige før han satte tænderne i hendes halspulsåre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...