Angel

Evaline og Coraline har aldrig kendt hinanden men alligevel ved de alt om den anden. Da Evaline ved en fejl kommer til at slå 46 mennesker ihjel i Arizona bliver hun sat i lænker i Den Hvide Have hvor hun er under overvågning hele døgnet rundt. Coraline derimod er en helt anden slags menneske. Hun lever et liv som enhver anden 17-årig pige i Arizona. Hun har et næsten perfekt liv. En perfekt familie, perfekte karakterer, perfekt udséende og en perfekt kæreste. Når de mødes vil de kunne vænne op og ned på hinandens verden uden rigtigt at vide hvordan.

10Likes
11Kommentarer
1345Visninger
AA

1. Cellen - Evaline

"Og du bliver hvor du er!" råbte vagten. "For ellers vil du måske prøve at stoppe mig?" sagde jeg hånligt. Hvis jeg fik lænkerne af ville jeg kunne dræbe ham uden at løfte en finger. Han ignorerede mig og skubbede mig ind i den mørke celle hvis eneste lys kom fra et lille vindue som var dækket af et tæppe. En enkelt solstråle slap igennem og jeg gik omhyggeligt i en stor bue udenom. Selvom jeg måske havde risikeret mit "liv" mange gange før havde jeg ikke tænkt mig at dø fordi jeg trådte forkert. Jeg gik hen til tremmerne som adskilte mig fra vagten. "Kan du virkelig sætte mig herind?" jeg blinkede med øjnene og så bange ud. "Det var jo bare en stor fejltagelse" jeg vidste at han snart ville gå og at jeg ingen kræfter havde så længe jeg var påført lænker af sølv. Det var ved at være min sidste chance hvis jeg skulle slippe let ud herfra så jeg forsøgte så godt jeg kunne. "En fejltagelse slår ikke 50 mennesker ihjel" sagde han koldt og vendte ryggen til mig. "Det var slet ikke mig. Jeg kom bare forbi på det tidspunkt" jeg forsøgte så godt jeg kunne men det var umuligt for mig at overtale ham. Uden mine evner var jeg lige så hjælpeløs som et tilfældigt menneskebarn. "Bare fordi jeg har sorte vinger regnes jeg for noget skidt? Det er da ikke helt retfærdigt" jeg snøftede let som om jeg var ved at græde men det var bare et stort skuespil. "En mørk engel der dukkede op på præcis samme sted og tidspunkt som 50 menneskers død?" spurgte han ironisk og vendte sig igen mod mig. "Det lyder vist lidt som om det var dig!" Jeg tog fat i tremmerne med begge hænder og tænkte lidt over hvad jeg nu skulle sige. "Det var det ikke. Tro mig" sagde jeg bedende selvom jeg indvændigt egentligt havde fået overbevidst mig selv om at situationen ikke var særlig presset og at jeg havde tid nok. "Hør her" brølede vagten og greb fat i mine arme og trak mig ud af så mine skuldre blev klemt mod tremmerne. De skarpe metal pæle borede sig ind i huden på mig og skubbede mit hoved bagud. "Du skal ikke prøve og overtale nogen af de andre vagter til at lukke dig ud. For du kommer ikke ud. Det du gjorde var en forfærdelig ting der aldrig vil blive tilgivet af de familier og mennesker du stjal lykke og liv fra!" Jeg så ud som om situationen ikke rørte mig men inderst inde var jeg rystet over hans udbrud og ville helst have ham til at slippe mig så jeg kunne gå længere tilbage i cellen hvor han ikke kunne nå mig. "Du er en udsel mørk engel og det kan du ikke løbe fra" Normalt ville jeg komme med en eller anden kommentar om at det egentligt var langt mere tilfredsstillende at være mig end det nogensinde ville blive i hans liv, men noget sagde mig at hvis jeg nogensinde ville have følelse i mine skuldre igen uden at skulle bruge min evner skulle jeg nok tie stille. Han kastede mig tilbage i cellen og mit hoved ramte væggen. Jeg skyndte mig at krybe væk fra solstrålen og ned i det bagerste mørke så han ikke ville kunne se andet end mine lysende mørke øjne. "Du vil fortryde det her" sagde jeg. "Det vil i alle sammen!" jeg halvråbte ordene i håb om at de andre vagter også ville kunne høre det og sluttede af med at sige jeg ville gøre en ende på deres tjeneste i Den hvide have.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...