Bare mig?

Melissa går i 9 klasse. Og hun er 16 år. Hun bliver dog snart 17 år. Den 15 juli. Hun bliver dog mobbet hverdag, og bliver slået og sparket hverdag. Hun bliver dog mobbet af alle fra klassen, undtagen en dreng. Som hedder Matthew. Han er også bare en stille fyr, men hvorfor dog er han bare en stille fyr?

3Likes
51Kommentarer
2204Visninger
AA

5. Et bevis på at ingen lægger mærke til mig.

Jeg går ind i salen, men jeg skal lige skifte til mit idræt tøj. Så jeg går ind i pigernes omklædningsrummet. Der jeg går ind, så griner alle pigerne af mig. "Hva' så lille pige, hygger du dig med Matthew?" "Hahhaa, du får aldrig Matthew, så grim du er." "Skrid med dig, du er for grim til at her inde." Det var sådan nogle kommentar, jeg fik af pigerne. Men hvorfor siger de det? At jeg er for grim til at få Matthew, når de syntes han er grim? Og han er bare en nørd. Jeg synes han er køn, og ikke en nørd. Han er bare klog, og de andre er bare ukloge. Jeg vil give igen, men jeg var bange for de bare kalder på Oliver, eller hele 'banden' Jeg tager mit tøj af, og tager mit idræts tøj på. " Altså, Isabella, hvis du har et problem med at jeg går sammen med Matthew, skal du da ikke blande dig. Du tror du er så sej, fordi du mobber mig, med dine andre veninder og venner, men i mobber mig bare, fordi i har det dårligt selv. Også skal det lige gå ud over mig? Bare fordi jeg lavede en lille fejl, med den dumme trappe. I har alle lavet en lille fejl, men det her er gået over stregen. Jeg er træt af det her! Jeg er blevet mobbet siden jeg gik i 2 klasse. Og nu går jeg altså i 9 klasse. Det er bare for meget, at i ikke har tilgivet mig for den lille fejltagelse." Siger jeg, og går ud af pigeomklædningsrummet, og ind i salen.

 

Alle drengene er der allerede. De kigger alle på mig, også Matthew, Matthew smiler bare. De andre giver mig et dræberblik. Jeg går bare hen til Matthew. Alle laver store øjne, og fniser. Jeg kan høre at en af dem hvisker til en anden. "Hende der, med Matthew. Woow, var?" Jeg kigger hen på ham. Han ruller øjne af mig, og kigger væk.

 

Men ... Hvorfor siger de at det er underligt, eller hvad de nu mener med. ' Hende der, Matthew, woow var,' jeg forstår det ikke helt. Han er jo nørden, i deres verden. Eller har de indset at han ikke er en nørd, og han bare er .. Fantastik? Men jeg ignorerede det bare. "Så skal vi have idræt.. Desværre." Mumler jeg til ham, og smiler. " Hah, heldigvis," Siger Matthew, og begynder le lidt. Vores idræt lære kommer ind. "Hej," råber alle sammen. "Hej, alle sammen, vi skal være to og to i dag, så i vælger bare makker. Alle pigerne kommer hen til Matthew, og ja okay, jeg tror de har ombestemt sig.

 

Jeg kan se at Matthew smiler, og han vælger selvfølgelig Isabella, jeg var ked af det over at han ikke valgte mig. Jeg troede vi var venner. Jeg var den eneste der ville snakke med ham. Men nu er han bare den smukke fyr, som alle synes, men ikke kun mig mere. Jeg var ked af det. Jeg er nød til at være sammen med læren, igen. Fordi ingen vil vælge mig. Matthew går hen til mig, jeg vender ryggen mod ham. Jeg vil ikke snakke med ham mere. Aldrig mere, ja jeg ved godt det er lidt åndssvagt at jeg ikke vil. Men jeg snakkede med ham først, jeg gav ham en ven. Men nu, vil han ingen gang være sammen med mig i gymnastik. "Hej, Melissa." Mumler Matthew, han hvisker mig nærmest i øret. "Hej," mumler jeg, men jeg vil ikke kigge på ham. " Er det noget galt?" Spørg Matthew om, men jeg nikker bare nej. Jeg vil ikke snakke med ham, jeg var sur på ham. Jeg troede endelig jeg havde fået en ven. Men niks, jeg har ikke nogle venner. Og det vil jeg aldrig få. "Okay, jeg går igen.. Isabella venter." Mumler Matthew, og løber hen til Isabella, han er sikkert forelsket i hende. Jeg går hen til vores lære. "Hvad skal vi så lave?" Siger jeg, og lader som om jeg er glad.

 

Vi skal løbe.. Vi skal tage hinanden hånd i hånd, og have et papir imellem. Så skal vi løbe 4 kilometer. Det er bare træls, og jeg er bare i dårlig form. Så skal man skrive navn, og se hvad klokken er, og skrive det på. Så skal man tage papiret i en kasse, også løbe 4 kilometer igen .. Så i alt skal vi løbe 8 kilometer. "Kom så børn, nu skal vi løbe! Husk blyant, jeres mobil, eller noget andet i kan se klokken på, også et papir! Så skal der løbes!!" Råber han. Jeg går hen og tager en blyant, min mobil også et papir, jeg går hen til ham. "Sådan, nu har jeg taget det." Siger jeg, og smiler. "Okay, så skal du bare løbe med din makker. " Siger han smilende. "Jamen, jeg har ikke nogen makke." Mumler jeg, og kigger ned på gulvet. "Når, så skal du løbe alene." Siger han, og kigger ned på mig, jeg kigger op.

" Skal vi ikke løbe sammen?" Siger jeg, og kigger surt på ham. "Nej, jeg bliver her." Siger han, og går. Jeg bliver sur nu, ingen vil løbe sammen med mig! Jeg stamper på jorden. Når, så må jeg bare gøre en ting, sige jeg har det dårligt at jeg er nød til at komme hjem. Jeg går hen til vores lære. "Eh.. Jeg har det ikke så godt," siger jeg, og prøver at lade som om jeg har det dårligt. Men jeg har det faktisk ret dårligt, hvis jeg tænker over det. Han kigger på mig. "Er det fordi du ikke har nogen at løbe sammen med?" Spørg han, hvad skal jeg nu gøre? Skal jeg lyve mig frem, eller skal jeg bare sige sandheden. Jeg beslutter mig for at lyve. "Nej, jeg har det virkeligt dårligt.." Mumler jeg, og kigger ned. " Okay, jeg kan godt se på dig at du har det dårligt, du er jo bleg hvid, kvinde." Siger han. Han tror virkelig på mig? Kaldte han mig lige kvinde! Det er jo ondt, efter min mening. Jeg bliver rigtig sur nu, meget sur. Og jeg har altid været bleg, nu ved jeg bare at ingen lægger mig til mig. Ingen gang min lære. " Du må godt gå hjem," siger min lære, jeg tramper nærmest af sted. Jeg går ud af skolens dør.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...