Bare mig?

Melissa går i 9 klasse. Og hun er 16 år. Hun bliver dog snart 17 år. Den 15 juli. Hun bliver dog mobbet hverdag, og bliver slået og sparket hverdag. Hun bliver dog mobbet af alle fra klassen, undtagen en dreng. Som hedder Matthew. Han er også bare en stille fyr, men hvorfor dog er han bare en stille fyr?

3Likes
51Kommentarer
2097Visninger
AA

1. Tak for hjælpen.

"Stop, stop så! Det gør ondt! STOP!" råber jeg, imens jeg bliver slået og sparket på. De griner bare imens jeg bliver slået og sparket .. Jeg græd og græd, men intet kunne stoppe dem. Kun en voksen. " Ej, drenge, skal vi ikke stoppe. Jeg skal snart hjem, inden min 'moooar.' bliver nervøs." Siger en dreng, og ruller med øjnene. Jeg ville ønske jeg var død lige nu. Jeg lukkede øjnene, og prøver at tænke på noget andet. Drengene griner bare. De stopper, jeg åbner øjnene, og ser de er væk. De alle sammen er væk.

 

Jeg kan ikke rejse mig op, fordi det gør så ondt. Der kommer en mand, en voksen mand. Han kigger på mig, og hans udtryk er skræmt. Han tager hånden op, jeg tager langsomt hånden frem, og kigger op på ham. "Tak..." Mumler jeg, og prøver at smile men jeg kan ikke, fordi det gør så ondt. "Det var da så lidt, hvad er der sket. Og hvem gjorde det her?" spørger manden, og kigger rundt omkring os. "Ikke noget, jeg faldt bare." Lyver jeg, og prøver at lyde alvorlig. Han tager hovedet på skrå. "Er du sikker, fordi hvis man bare falder, kan man godt rejse sig op. Og du vil ikke være så skadet hvis man bare falder, du har jo et blåt øje, og du har blod over det hele på din krop." Siger manden, og kigger på mig. "Ja .. Eh..... Je... Jeg..." Mumler jeg, jeg tør ikke at sige det var nogle drenge. Jeg kender deres navne, og jeg ved hvordan de ser ud. De går i klasse med mig, i 9 klasse. Jeg er 16 år. Jeg bliver slået og sparket hver dag af dem. Jeg bliver mobbet hverdag. Af alle sammen. Jeg har et dårligt liv. Det dårligste. Mange siger bare. Tænk på dem der bor i Afrika. Ja, de har måske et hårdt, og dårligt liv. Men det her er noget andet. Det er ikke Afrika, jeg bor i. Jeg bor i Danmark. Dem fra Afrika bliver sikkert ikke slået og sparket og bliver mobbet hverdag. De er måske sultne, men altså .. Det er noget andet! Og de er måske fattige, og stadigvæk. Det er noget andet!

 

" Okay .. Jeg bliver mobbet, slået og sparket hverdag. Af dem jeg bliver sparket og slået af. Hedder. Oliver, Paul, Henrik, Kristoffer og Rasmus. Og jeg bliver mobbet af resten af klassen. Undtagen en dreng som hedder Matthew. Han er os bare den stille fyr." Mumler jeg til manden, og kigger straks væk .. Manden ser chokeret ud. " Sådan en pæn pige som dig, bliver slået og bliver mobbet..." Siger han. Han sætter sig på knæ. Og kigger op på mig. " De mennesker, har det dårligt selv. Det går bare ud over en person, de synes der er pæn og sød.. Og de bliver ved hvis de ved du ikke gør modstand, så synes de det sjovt.. Og det vil de blive ved med.. Desværre." Jeg nikker, og fælder en tåre. "Er det rigtigt?" Siger jeg, og børster noget skidt af min bluse. "Ja, desværre. Har du overhovedet nogle forældre?" Spørg manden. Jeg nikker, "ja," siger jeg, og manden rejser sig op. "Skal du ikke hjem?.." Siger manden. "Jo... Men jeg tør ikke rigtig, jeg er bange for at de drenge kommer igen, og bare slår mig igen ..." Siger jeg, og begynder at græde lidt. "Jeg skal nok gå med dig." Siger han, og smiler til mig.

 

Jeg går hen til en sti. Vi går og går. Indtil vi kommer hen til en grusvej, vi går over grusvejen. "Har du fortalt din mor og far om det her.. ?" Spørger manden, imens vi går hen mod mit hus. "Nej." Jeg går hurtigere, jeg kan nemlig se mit hus .. Og jeg vil bare hurtig hjem. "Okay." Siger manden, og løber hen op ved siden af mig. "Tak fordi du vil følge med mig hjem... Og tak for hjælpen." Siger jeg, og prøver at få et smil frem. Han vinker bare, og går. Jeg løber hen til døren. Og åbner døren. "Hej mor og far." Råber jeg, men intet svar. "Hallo?" Råber jeg igen. Men intet svar igen. Jeg går ud til stuen. Men der er ikke nogen. Jeg går ind i køkkenet. Men der ikke nogen. Jeg gad ikke kig mere, fordi jeg vidste de ikke var hjemme. "Hej Melissa." Siger en blød, og smuk stemme. Jeg vender mig om...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...