Falling

Seraphina er en ganske almindelig 16-årig pige med store drømme om en dag at blive en kendt ballet-danser. En dag synes alt at gå fremad for hende og alt virker fantastisk og helt som det skal være. Men hun kan ikke få alt og skæbnen vil nu lade hende vælge mellem to af de vigtigste ting i hendes liv.
Det er historie som betyder ret meget for mig og jeg kan flere gange genkende mig selv i Seraphina. De ting hun gør og det hun kommer ud for kan til tider ligne en forvrænget udgave af mit eget liv.

10Likes
7Kommentarer
1542Visninger
AA

4. Everything at stake

Onsdag eftermiddag tog jeg som alle andre onsdag-, fredag-, og tirsdageftermiddage til træning igen. I dag var en speciel træningsdag. Alt var på spil. Leila kom ind sammen med Janice men uden den mand som havde været med i sidste uge og tyssede på de mange spændte piger i salen. Jeg stod alene ovre i den ene side. Når Michella ikke var her havde jeg sjældent nogen at snakke med. Janice trådte frem igen og fortalte om at hun synes at alle var rigtig dygtige og at hun gerne ville have os alle med men at der desværre kun var plads 5. Og så en masse mere om at hun var glad for at vi ville være med. "Nu vil jeg i tilfældig rækkefølge råbe de 5 op. Jeg vil meget gerne have at i kommer herop og lige udfylder et skema så vi ved lidt om jer." Hun åbnede sin mappe og fandt et papir frem som hun åbnede.

"Den første..Andrea Wellington." Andrea gik smilende op til Janice og fik et skema og en kuglepen. "Mange tusinde tak!" sagde hun og hun strålede af lykke. "Den anden..Alexandra Huntley" Alex gik ligesom Andrea frem og fik et skema. "Tak!" sagde hun i en meget lys tone der plejede at betyde hun var glad. Uberørt fortsatte Janice mens jeg fortsat krydsede fingre. "Den tredje..Miranda Higgins" Hun fulgte efter de andre og takkede også mens jeg begyndte at blive mere nervøs for at jeg ikke ville komme med. "Næstsidste deltager..Felicia Winthermann" Janice gav hende et skema "Den sidste deltager..Michella Anderson" Jeg mærkede hjertet synke ned i min mave kun for at gå i en milliard stykker. "Michella Anderson?" gentog hun. Leila kiggede lidt nervøst rundt efter Michella. "Hun er her ikke i dag" sagde jeg lavt. Jeg ville ikke have at hun skulle gå glip af det her. Bare fordi jeg ikke var blevet valgt skulle jeg ikke ødelægge det for hende. Janice kom over til mig. "Ved du hvor hun bor?" Jeg nikkede kort og følte en blanding af vrede og tristhed over at hun stod foran mig nu. Hvorfor var jeg mon ikke god nok til at komme med? Jeg ønskede at spørge hende men havde ikke lyst her foran alle de andre. "Kunne du så ikke gå hjem til hende med det her?" sagde hun og rækte skemaet frem til mig. Jeg tøvede lidt men endte alligevel med at tage imod det. "Det skal jeg nok" hun nikkede og skyndte sig over til døren. "Jeg må videre men vi ses jo på lørdag - nogen af jer" hun gik ud og jeg følte tydeligt at jeg måske havde spildt mit livs chance. Den chance der måske ville kunne ændre mit liv og starte min drøm om at danse på Highland stage. En scene som hvert år blev indtaget af nogen af de bedste ballarinaer i verden. Mit største ønske er at jeg en dag bliver en af dem der kommer til at stå oppe på den scene. Men sådan skulle det ikke være. "Lad os tage pause" sagde Leila som vist tydeligt mærkede den trykkede og skuffede stemning i blandt os.

Hurtigt var jeg ude på toilettet og havde låst døren. Jeg kunne høre mange af de andre græde og snakke sammen om hvorfor det ikke var dem der var blevet valgt. Dem var jeg ligeglad med nu. Jeg var ikke god nok. Jeg havde skuffet alle. Ikke levet op til de krav der var sat for min fremtid. Jeg ville aldrig kunne nå videre med det her. Det mit liv handlede om kunne jeg ikke bruge til noget alligevel. For jeg var ikke god nok! Jeg sank sammen på gulvet og løsnede mit hår. Det lagde sig om mine skuldre og videre ned ad mine bare arme. En tåre banede sig vej fra min øjenkrog og ned over kinden. Dryppede ned på min sorte dragt og forsvandt. Chancen var forsvundet ligeså let som denne tåre. Endnu en dråbe løb ned over mit ansigt. Og endnu en. Og en til. Sådan blev det ved. De dukkede op og forsvandt igen. Indtil jeg ikke kunne klare det mere. Jeg ville ikke græde mere! Det er for latterligt af mig og sidde her og tude som en anden 5-årig. Jeg ville bare hjem og sove. Og så håbe på at når jeg vågnede ville jeg indse at det her bare var en drøm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...