Movelle uden navn.

De sidste efterårsblade fejede hen ad fortovet. Himlen var mørk og i gadelygternes gule, disede lys så hun ned på snuderne af sine conversesko mens hun gik.
Hun var på vej i skole.
Selvom vejen var så sælsom og stille, slentrede hun videre. Hun havde alligevel kun øjne for sine egne fødder og det dunkle fortov, der ledte vejen gennem kvarteret, og videre ud i det langsomt lysnende mørke.
Som hun kom frem gennem verden, kunne hun nu se folkeskolen, som hun havde gået på i et stykke tid. Faktisk lige siden hendes forældre fandt sammen igen, og bestemte sig for at flytte til denne lille flække af en by. Hendes had for at skulle forlade hendes lille, trygge verden, overskyggede helt glæden ved at have en samlet familie igen.
Hun gik nu i 7. klasse, og havde boet i byen siden hun var otte.
Pigen gik forbi den grafittibemalede mur, der fortalte at man nu stod på kanten af skolens domæne.
Hvad der så ud til at være en hel almindelig, ubetydelig dag, skulle snart tage en underlig drejning.

1Likes
2Kommentarer
4233Visninger
AA

2. ...

Dagene gik, som dagene går. Stille og roligt, i den rigtige rækkefølge.
Pigen slæbte sig selv i skole, læreren plaprede løs, Sofie tudede og så videre. Der var ingen, der vidste noget endnu. I medierne var der næsten ikke andet end Josephines forsvinden: Politirapporter; debatter om hvorvidt hun var kidnappet eller faret vild; billede efter billede af den store eftersøgning. Men Josephine var der ikke.
Men det var hun jo: Hun var overalt! På hver en skærm, og folk elskede at snakke om det, alle virkede til at tage del i det. ”Stakkels pige! Hvad mon der er sket! JEG ER SÅ BEKYMRET!”
Pigen syntes, at hun sagtens kunne have det langt værre en Josephine, da nyhedernes første indslag rasede gennem stuen: JOSEPHINE ØSTERGAARD STADIG FORSVUNDET-
Hun vedblev at være uinteresseret, hun havde sine egne problemer.
Hun var begyndt at lide af søvnløshed. Vendte og drejede sig i sengen hver nat. Når hun endelig døsede hen klokken halv fire, blev hun vækket af politisirener eller en helikopters søgelys, der påmindede hende, at Josephine stadig ikke var fundet.
Josephine … Stakkels pige … Josephine stadig forsvundet … Eftersøgningen fortsætter… Stemmer, skridt, raslen i hækkens døde blade udenfor. Alt syntes at kunne høres, som et ekko mellem værelsets vægge.

På femtedagen af hendes søvnproblem blev hun hjemme. Hendes forældre smuttede på arbejde klokken fem, og hun havde huset for sig selv. Ikke engang nu kunne hun sove. Hun havde ondt i nakken, var helt tør i halsen. Hun tog et glas vand i køkkenet, satte sig ved bordet, pressede fingrene mod tindingerne.
Med Josephinemarathon over hele linjen, havde hun ikke noget at give sig til. Hun vovede dog alligevel at tænde for computeren, ikke af nogen speciel grund, det var bare hvad hun plejede at gøre. På Facebook var der ingen online, heldigvis. Det var jo også morgen, for tidligt til at folk gad logge på.
En topvideo fangede hendes opmærksomhed på Youtube. Det var noget om nogle aktivister på en båd, der holdt en form for strejke, mens de blokerede en hel del havnetrafik. Så var det alligevel ikke alt, der handlede om Josephine.

Sent på eftermiddagen kom hendes forældre hjem. De spiste aftensmad i stuen foran fjernsynet, som de plejede, for at forældrene kunne være opdaterede på, hvordan det gik med eftersøgningen. Pigen glædede sig nærmest til at se billederne af aktivisterne på båden, men de kom ikke. I stedet var første nyhed ”Intet nyt i sagen om den forsvundne pige”, som sædvanlig. Ikke nok med det, efter udsendelsen ringede hendes mor til naboen for at holde en større debat om hvad de havde hørt.
Klokken 3:45 den nat flød tankerne stadig i hendes hoved. Hun kom omkring så mange tanker, at hun glemte hvad hun tænkte på.
Og hun faldt i søvn.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...