Movelle uden navn.

De sidste efterårsblade fejede hen ad fortovet. Himlen var mørk og i gadelygternes gule, disede lys så hun ned på snuderne af sine conversesko mens hun gik. Hun var på vej i skole. Selvom vejen var så sælsom og stille, slentrede hun videre. Hun havde alligevel kun øjne for sine egne fødder og det dunkle fortov, der ledte vejen gennem kvarteret, og videre ud i det langsomt lysnende mørke. Som hun kom frem gennem verden, kunne hun nu se folkeskolen, som hun havde gået på i et stykke tid. Faktisk lige siden hendes forældre fandt sammen igen, og bestemte sig for at flytte til denne lille flække af en by. Hendes had for at skulle forlade hendes lille, trygge verden, overskyggede helt glæden ved at have en samlet familie igen. Hun gik nu i 7. klasse, og havde boet i byen siden hun var otte. Pigen gik forbi den grafittibemalede mur, der fortalte at man nu stod på kanten af skolens domæne. Hvad der så ud til at være en hel almindelig, ubetydelig dag, skulle snart tage en underlig drejning.

1Likes
2Kommentarer
3975Visninger
AA

1. ...

Pigen smed sine ting ved bordet, og satte sig på kanten. Hun forventede at hendes trofaste veninder ville komme over og sige hej, men som hun sad der og ventede, kom der ingen. Hun kiggede usikkert rundt, og så den sædvanlige samling af piger ved vinduet, optaget af ivrig hvisken. Hun nærmede sig dem, mens hun forsøgte at finde på noget passende sjovt at sige. Det slog hende, at gruppen var meget større end den plejede, og meget mere stille.
”..Hej piger,” grinte hun, ”hvorfor hvisker I sådan?”
Ingen sagde noget. De kiggede bare mistroisk på hende i et par sekunder, og drejede deres hoveder tilbage i samtalestilling.
”Erh, hvem er død?” Forsøgte hun igen, grinte igen forsigtigt. Dette gav et sæt i hele flokken, de stoppede med at snakke. Denne gang stirrede de længe på hende. Hun lagde mærke til, at Sofie ovre bagerst havde røde øjne, som om hun havde grædt. Hun var forvirret.
”Josephine er forsvundet.” Sagde en af pigerne.
Hun rynkede panden, forstod det stadig ikke.
”Væk, forduftet, uden spor. Hørte du ikke radio i morges?” Tilføjede en anden vredt.
Hun kunne nu godt huske, hvordan hun i morges blev tysset på af sin mor, til fordel for et eller andet i radioen. Men hun fortsatte, endnu mere mistroisk, fast besluttet på ikke at lade sig kue. ”Det mener du jo ikke.”
Men jo, det gjorde hun.

Det var det første læreren sagde i starten af timen. Sofie brast i gråd, og hendes mistroiske klassekammerat kunne ikke klare situationen længere.
”Er det her en eller anden joke? Slap nu af! Hun kommer jo nok tilbage-”
Det faldt ikke i god jord hos nogen som helst. Læreren begyndte straks at råbe af hende, men hun hørte ikke efter. Hun bøjede kun hovedet og gav sig til at studere tegningerne, ridset ind i bordpladen foran sig.

Hun forlod klassen allerede i frikvarteret derefter, hun var blevet træt af den anspændte tone og stemning. Himlen var blevet grå som aske, den passede godt til hendes humør. Hvis hende Josephine faktisk VAR forsvundet for evigt og altid, kunne det være lige meget. Det hun gjorde og sagde var ligegyldigt før, så måtte det også være ligegyldigt nu. Hun banede sig vredt vej gennem en gruppe børnehavebørn, væk fra skolen. Josephine var jo trods alt bare ”hende den populære”. Sofie var altid i hælene af hende, det var sikkert derfor hun græd. Fordi hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre.
Pigen gav sig selv ret, og smilte.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...