Drømmen (JDB)

Jeg elsker måske den forkert person, og græder af den forkerte grund. Men en ting er sikkert: Fejlene hjælper mig med at finde den rigtige person. Man kan ikke altid vælge hvem man vil have, eller hvem man bliver forelsket i. Hvis man kunne havde livet jo været meget bedre, ikke? Det var ikke MIG der valgte at en så irriterende dreng skulle få en stor betydning i mit liv. Det var ikke MIG der valgte den irriterende følelse af sommerfugle i maven der kom hver gang vi bare var i samme rum. Der var noget andet i MIG, der om og om igen vidste jeg havde set det blik, og de øjne før.

2Likes
9Kommentarer
2150Visninger
AA

1. Ulykken

Jeg stod og trippede udenfor. Jeg ventede på Sam. Vi var midt i februar og sneen dalede ned, og lagde sig til de store dynger der var stablet ud til siden af fortovet. Jeg kiggede på uret, og i det trillede hans bil op foran mig. Jeg gik hurtig hen og åbnede døren ”det var på tide” jeg kiggede alvorligt på ham, men begyndte så at grine. Han kiggede sig i bakspejlet og satte sin hat ordentlig. Der er en ting i skal vide om Sam – han er homoseksuel – altså til sit eget køn. Det generede mig ikke, og han var ikke den der ”pige” agtig af slagsene. Hvis man ikke vidste det kunne man ikke se eller mærke det. Han kiggede på mig fra top til tå – eller det han nu kunne se mens jeg sad ned. ”Overvejer du at gå i andet end grå og sort?” spurgte han om mens han bakkede og kørte mod skolen. Det spørgsmål var det samme hver måned – når han blev træt af at se på det. Jeg kiggede ned af mig ”der er hvidt der” jeg pegede på mine snørebånd på mine converse sko. Han rystede på hovedet og sendte mig bare et smil. Jeg vidste godt han havde ret – selvfølgelig havde han ret. Jeg gik ikke i andet end sort og grå, og store hættetrøjer og nogle almindelige cowboy bukser – i sorte. Sådan havde det været siden ulykken – ulykken med mine forældre.

Det var midt i januar måned og mine forældre, min søster og jeg var på vej hjem. Vi hørte højt julemusik og grinte helt vildt. Det havde været en skøn jul og vi var lige kommet godt ind i det nye år. Jeg kan huske hvad sang vi hørte ”Joy to the world” hed den. Midt inde i sangen kom jeg i tanke om jeg havde glemt mit armbånd fra min tidligere bedsteveninde. Jeg bad mine forældre om at køre tilbage, men vi var for langt til at de orkede. Jeg begyndte at råbe af dem og til sidst græd jeg. Jeg kørte det fuldstændig op, og sad og skreg af min mor. Min far vendte sig om for at blande sig, og i det samme kom et skarpt lys direkte imod os. Det var det eneste jeg huskede, før jeg nogle dage efter vågnede på et helt hvidt værelse – hospitalet. Det eneste familie medlem jeg havde tilbage var min moster Ann, som jeg boede hos. Jeg kom til en helt anden by, hvor alle var uviden om hvad der skete – og sådan skulle det forblive. Derfor gik jeg i det tøj jeg gjorde. Jeg ville ikke vække opsigt, og jeg ville ikke have nogen til at være interesseret i mig så jeg skulle lukke mig op. Nu tænker i nok ”Hvad med Sam?” ja, han var en undtagelse. Det eneste han vidste, var at jeg ikke havde nogen forældre, men hvorfor jeg ikke havde det, vidste han ikke.

”Claire?” Sam rev mig ud af mine tanker. Jeg kiggede over på ham ”vi er her nu?” han kiggede med et mærkeligt blik på mig. Jeg tog fat om min taske ”nå…. Ja” jeg åbnede døren og steg ud. Jeg kiggede op mod skolen og sukkede. Endnu en helt almindelig High school dag dér. Sam rettede på sit hår under huen og sendte mig et glad smil.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...