Glad, mig? Glem det.

Natasha er en ensom pige. Hun har ikke lyst til at gå i skole længere, fordi hun har nogle dårlige venner. Hun ønsker, at det bliver meget bedre.
Hun bliver mobbet hver eneste dag, bare på grund af hun kan lide Justin Bieber og Coldplay.
Den eneste ven hun har, er en ven hun opdagede på sin ferie i Amerika. Men den veninde bor i Amerika, så hende ser hun aldrig.
Natasha har overvejet at sige det til sine forældre, men hun er bare bange for at dem i hendes klasse bliver endnu mere sure på hende.

- Natasha er en jeg-fortæller.

0Likes
5Kommentarer
1127Visninger
AA

1. Natashas første mobningtur.

Jeg gik sammen med mine 4 veninder fra klassen. "Ej, ved I hvad piger?" spurgte jeg. Alle de andre piger smilede. 2 af dem rystede på hovedet, og de 2 andre svarede bare nej. "Jeg kan lide Justin Bieber. Og faktisk også Coldplay," sagde jeg glad og smilede. "Ej?" spurgte 3 af dem, og den fjerde kiggede bare på mig. Alle andre end mig var stoppet op, hvilket også fik mig selv til at stoppe op. Jeg var super glad, og smilede overalt i hovedet. "Ja, er det ikke bare for fedt?" spurgte jeg. "Nej, jeg tror jeg går!" sagde Patricia som den ene hed. "Ja, også mig.." sukkede Jessica og gik med Patricia. "Altså, hvad havde du forestillet dig?" spurgte Joy og gik med de 2 andre piger. "Piger, vent! Jeg kan da godt lade være med at snakke om dem!" råbte jeg til de 3 piger der gik. Den sidste pige der stod tilbage foran mig, kiggede underligt på mig. "Jeg kan ikke være ven med en der er fan af Justin Bieber!" sagde hun, og gik med de 3 andre. "Jamen jeg er også fan af Coldplay, ligesom du er!" råbte jeg tilbage til den sidste pige, som hed Katie. "Tror du jeg stadigvæk er 9 år? Ehm, nej!" råbte Katie tilbage, og løb langt væk fra mig med Patricia, Jessica, og Joy. Jeg kunne ikke høre hvad Patricia, Jessica, og Joy snakkede om, men før hørte jeg i hvert fald at Jessica sagde: "Bip, hvor er hun barnlig.." Jeg satte mig på en bænk der stod tæt derved hvor de allesammen var stoppet. Jeg tænkte på, hvor barnlige de selv var eftersom de ikke engang kunne acceptere mit idol. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på de barnlige piger så meget, at jeg begyndte at græde. Bænken vippede da jeg sad på den mens jeg græd. Min skoletaske hang på min ryg, og jeg tog den af. Jeg fiskede mine nøgler op af tasken, og løb hjem til min mor. Jeg låste mig hurtigt ind, og satte mig op på mit værelse og græd. Det var godt at min mor legede så meget med min kat, at hun ikke hørte mit næsten lydløse gråd. Selvom mit gråd var næsten lydløst, burde hun godt kunne høre det. Men heldigvis var hun så optaget af at lege med min kat, at hun slet ikke hørte mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...